Penge til udsatte og sårbare børn og unge. Støtte til udsatte grønlændere. Hjælp til at klare skoledagen for elever med autisme og adhd og en særlig indsats for prostituerede.
I sidste uge lykkedes det partierne i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten at fordele de årlige satspuljemidler, i år en lille milliard, der øremærkes til særligt udsatte borgere, og som det fremgår af ovennævnte eksempler, er det alt sammen noget, der går til gode og vigtige områder og formål.
Gadejuristen, der hjælper hjemløse, kan fortsætte, og et særligt initiativ til at støtte unge, der slås med mistrivsel og er i fare for at miste kontakten til uddannelsessystemet, får penge til at fortsætte.
Ikke mindst er der grund til at glæde sig over, at forligspartierne har sat en kvart milliard kroner af til en social investeringsfond, der skal sikre at de gode erfaringer, som er høstet et sted, kommer borgere andre steder i landet til gode. Det er sund fornuft.
Men man må igen undre sig over metoden og fænomenet. Satspuljen opstod i begyndelen af 1990’erne og har fået tilnavnet ”De fattiges finanslov”. Pengene kommer til veje ved, at overførselsindkomster reguleres med en lidt lavere sats end løn- og prisudviklingen.
Det vil sige, at forskellen mellem løn og overførselsindkomster gradvist bliver større, og at pengene, der går til de gode indsatser for samfundets svageste, finansieres med penge, der før i tiden ville være gået til de svage selv. Nogle siger direkte, at man fodrer hunden med sin egen hale. Det er ikke rimeligt.
Dertil kommer, at midlerne, der er til rådighed, er konjunkturfølsomme. I tider, hvor det går godt, og lønningerne stiger, vokser satspuljen, men i nedgangstider, som der har været efter årtusindeskiftet, hvor lønningerne ikke steg, var der ikke meget til de udsattes pulje – og det er ellers netop i de tider, at det er mest nødvendigt.
Satspuljemidlerne er et sats og et symbol på en socialpolitik, der ikke har en langsigtet strategi. De sociale organisationer skal bruge meget energi på at etablere nye projekter, som er værdige at støtte, og det hele bliver præget af stor tilfældighed. Projekter kommer og går, mens de fattige består, og mens enkeltgrupper hvert år erklæres som vindere eller tabere i det store projektlotteri, er hvert års eneste sikre vinder fundraiserne og projektmagerne.
Ligesom de fleste andre indsatser her til lands finansieres af finansloven, hvor der sikres penge til alt fra veje til uddannelse, burde det være indlysende, at indsatsen mod mobning, senfølger af seksuelle overgreb og transportordning til blinde og svagtsynede (alle eksempler fra dette års satspuljeforlig) skulle finansieres på samme måde. Er noget vigtigt og skal finansieres, skal det betales af fællesskabet og ikke fra særlige puljer.
Så sent som sidste år kritiserede stats- revisorerne satspuljeordningen for at være unødig kompleks og bureaukratisk og pointerede i samme ombæring, at 94 procent af puljen går til projekter, der er vedtaget ved lov.