Mørket sænker sig over den rige verdens bistand til de fattige lande. Da USA's præsident, Harry S. Truman, i foråret 1947 i en tale bad Kongressen om økonomisk støtte til Grækenland og Tyrkiet, tegnede han en lige linje fra fattigdom og håbløshed til diktaturet.
”De totalitære systemers frø bliver næret af nød og elendighed. De spredes og vokser i fattigdommens og stridens onde jordbund. De når deres fulde vækst, når folks håb om en bedre tilværelse dør. Vi må holde dette håb i live,” sagde han i den såkaldte Truman-doktrin, der betragtes som begyndelsen på den kolde krig mellem den frie verden og kommunismen.
Siden er der imidlertid jævnligt sat spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan skabe fred og frihed med økonomisk støtte til fattige. Der har været både positive og negative eksempler på det, men trods de dårlige eksempler har Danmark, de øvrige nordiske lande og Holland i mange år befundet sig i den absolutte elite med hensyn til udviklingsbistand.
Fra omkring 1970 opfyldte Danmark FN's mål om at give 0,7 procent af bruttonationalindkomsten, BNI, men siden slutningen af 1990'erne er det gået tilbage, ikke bare med dansk bistand, men med støtten fra den rige del af verden generelt.
Mistilliden til, at det nytter noget, kombineret med regeringers glubende appetit på at bruge flere penge på egne vælgere, er den giftige mikstur, der har undermineret viljen til at hjælpe de millioner af mennesker, der stadig lever i den yderste fattigdom.
Med flygtningestrømmene til Europa er det hele blevet værre, fordi mange regeringer benytter muligheden for at indregne hjemlige flygtningeudgifter i den samlede bistand.
Prokuratorknebet betyder for Danmarks vedkommende, at en tredjedel af udviklingsbistanden i dag går til asyludgifter. Man kan så indvende, at penge ikke gror på træerne, og når så mange flygtninge pludselig ankommer, er det en utaknemmelig opgave for enhver regering at skulle finde milliarderne på velfærdsydelser eller skatteforhøjelser.
Når man oven i købet kan bruge udviklingspenge til asyl uden at komme på kant med de internationale regler, er det ikke mærkeligt, at det sker. Især ikke i de nordiske lande, som både giver mest i udviklingsbistand og modtager flest flygtninge.
Det kalder imidlertid på en overvejelse af, om de internationale opgørelsesmetoder for bistand bør ændres, så der i det mindste lægges loft over andelen af asyludgifter, som kan regnes med som bistand. Det ville give et mere ærligt billede af, hvor meget eller lidt man faktisk yder. Det er desuden ødelæggende for det langsigtede udviklingsarbejde, hvis den reelle udviklingsbistand skal bølge op og ned i takt med antallet af asylansøgere.