Spis brød til. Og tyg grundigt

Politikere bør være varsomme med terrorlovgivning

Anders Ellebæk Madsen er redaktør for Kirke & Tro.
Anders Ellebæk Madsen er redaktør for Kirke & Tro. Foto: Paw Gissel.

I disse dage pibler det frem med politiske meldinger oven på weekendens terrorangreb i København. Inden længe står kampen om den islamistiske volds politiske efterspil i fuldt flor, og der vil være kappestrid om at tage politiske konsekvenser af katastrofen, ikke mindst i form af ny lovgivning.

Nogle tiltag kan være nødvendige, men som udgangspunkt må man opfordre politikerne til at holde hovedet koldt den kommende tid, for al erfaring viser, at tiden efter et terrorangreb er den fase, hvor vidtrækkende lovgivning lettest kan stemmes igennem.

Forøgelse af overvågningen af det danske samfund vil være en sag, som kan skaffe både stemmer og formentlig også politisk flertal. Men før man giver staten større beføjelser til indsamling af information om borgernes privatliv, er det værd at tænke sig om.

For det første er den danske stat allerede en af de stater i verden, der ved mest om borgerne. Som sagen om ugebladet Se og Hørs køb af personlige oplysninger hos offentligt ansatte viste, skal man være meget naiv for at føle sig 100 procent sikker på, at private oplysninger i myndighedernes varetægt ikke kan misbruges.

For det andet viste den hurtige efterforskning og tilsyneladende opklaring af forbrydelsen, at vi allerede har et effektivt overvågningsniveau: Forbryderen blev filmet af overvågningskameraer under sin terrorfærd på Øster-bro, Nørrebro og for den sags skyld også for år tilbage i toget, da han blev efterlyst i forbindelse med et knivstikkeri ved Ny Ellebjerg Station i København.

For det tredje er det tvivlsomt, om endnu mere overvågning ville have kunnet forhindre drabene på den danske jøde og filminstruktør i weekenden. Kriminalforsorgen havde manden på sin liste med 39 indsatte, som var potentielt farlige. Man havde bemærket, hvordan han under et fængselsophold ændrede adfærd i islamistisk retning og advaret Pet om hans destruktive potentiale. Blot 45 minutter før sit første angreb i lørdags delte han på Facebook en video om væbnet jihad, hvilket også med den gældende lovgivning kan registreres af myndighederne.

Vi er godt inde i en valgkamp, og det øger fristelsen til at overbyde sine politiske modstandere med antiterrorlove. Men hele accelerationen af frygt, trusselsbilleder og ny lovgivning er faktorer, der kan spille ind i konflikten på de ekstreme kræfters side. De ønsker et mere opsplittet Danmark, og vi risikerer at give dem deres vilje, hvis vi hovedløst skruer op for særlovgivning. Selvom det på kort sigt kan give point at øge overvågningen, vil det på længere sigt indsnævre friheden. Vi bør tænke os godt og længe om, før vi vedtager flere overvågningstiltag i Danmark. AEM