Sprøjten og smerten

Sene aborter baner vej for stadig værre frasortering af syge

Så er de sene aborter igen på dagsordenen. En rapport fra Sundhedsstyrelsen viser, at stadig flere kvinder søger om abort efter den 12. svangerskabsuge, en såkaldt sen abort – typisk fordi fostret har udsigt til at få et mere eller mindre alvorligt handicap.

I næsten halvdelen af de godt 900 ansøgninger sidste år lå der dog andre forhold, for eksempel sociale problemer, bag ansøgningerne. Over 90 procent af dem, der søger, får bevilget en sen abort. Selv en lille risiko på 5-10 procent for en alvorlig sygdom, kan give et ja til en sen abort.

Udviklingen har i kombination med ny forskning rejst i hvert fald tre aktuelle debatter. For det første om grænsen for fri abort generelt skal hæves fra 12. og måske helt op til 22. graviditetsuge. For det andet om forældre skal kunne beslutte at give deres foster en dødelig saltvandsindsprøjtning inden en sen abort. Og for det tredje om fostre kan føle smerte.

Til spørgsmålet om en senere grænse for fri abort er det korte svar nej. Selvom man logisk kan mene, at abortgrænsen skal hæves, når næsten alle ansøgere alligevel får ja til en sen abort, er det en rigtig dårlig idé. En højere aldersgrænse vil med sikkerhed føre til mange flere sene aborter, og tendensen til, at fostre frasorteres på selv mindre handicaps og usikre sygdoms-prognoser, vil forstærkes. I forvejen er de mange sene aborter udtryk for en voksende frasortering af syge og handicappede.

Så er der dilemmaet med, om forældre skal kunne vælge at give deres foster en dødssprøjte. Medlemmer af Det Etiske Råd har her ret i, at det lægger et ekstra pres på forældrene, og at det principielt lukker mere op for aktiv dødshjælp i det hele taget. Derfor må man også sige nej til den glidebane.

Man kan ganske vist hævde, at forældrene allerede ved at vælge en sen abort, har besluttet sig for aktiv dødshjælp. De har afgjort, at det er bedre for fosteret at dø end at leve med et muligt handicap.

I den situation, hvor et barn alligevel kun har udsigt til at leve i få timer eller dage efter en fødsel, kan man rent menneskeligt godt forstå ønsket om at gøre det hurtigt forbi med en indsprøjtning. Det er jo uhyggeligt at se et sent aborteret foster ligge og bevæge sig i flere timer efter fødslen i et skyllerum. Principielt er en sen abort imidlertid et skridt mod aktiv dødshjælp, og brugen af sprøjter vil yderligere sætte skub i en forkert tendens. Mon ikke alene ordet dødssprøjte kan få nogen til at overveje en ekstra gang, hvad det er sagen drejer sig om?

Brugen af sprøjter rører også ved det tredje aktuelle spørgsmål, nemlig om fostre kan føle smerte. Journalist og teolog Iben Tran-holm har her i avisen forfægtet det synspunkt, at fostre kan føle "åndelig smerte", selvom de ifølge en ny engelsk undersøgelse ikke kan føle fysisk smerte før 24. graviditetsuge.

Det er rigtigt, at moderne sundhedsdebat i høj grad hænger sig i, hvad vi kan føle eller ikke føle, og hviler på et materialistisk livssyn. Logikken er, at kan et foster ikke føle noget, så er det i orden at slå det ihjel. Den logik kan man være uenig i, men at inddrage begrebet den "åndelige smerte" flytter ikke fronterne i debatten. Det er i hvert fald næppe et argument, som får det store flertal af materialistisk sindede aborttilhængere til at skifte mening. Men modigt er det da.

hhh