”Jamen, det er sandt! Det er ikke noget, jeg finder på.”
Inge Krogh, tidligere folketingsmedlem, måtte i et interview i gårsdagens avis belægge sine ord med eftertryk for at sikre sig, at vores journalist havde forstået hende rigtigt.
Hun ville være sikker på, at en interviewer, der ikke selv har oplevet skyggesiden af Danmark for en generation siden, virkelig fattede, hvor uhyrlige forholdene var for de udviklingshæmmede under den daværende Statens Åndssvageforsorg, hvor Inge Krogh blev ansat i 1964. Den nytiltrådte overlæge var rystet over de forhold, staten med åbne øjne bød sine svageste borgere.
Inge Kroghs erindring om afstumpetheden, der prægede åndssvageforsorgen indtil for få årtier siden, føjer sig til et langt større og overvældende vidnesbyrd om, at den danske stat helt op til omkring 1980 var ansvarlig for omfattende vanrøgt af mennesker, der havnede i dens varetægt.
Børnehjemsbørn, psykisk syge, udviklingshæmmede og andre handicappede blev slået og udsat for alle typer af overgreb og dårlig behandling. Ikke som undtagelse eller som udtryk for isolerede fejlansættelser på personalesiden. Men helt systemisk.
Ofrenes eneste synd var, at de var henvist til at leve på institutioner under staten.
Alle relevante betingelser er opfyldt for, at Folketinget nu på den danske stats vegne bør give denne store gruppe medborgere en officiel undskyldning for de forbrydelser, staten udsatte dem for.
Overgrebene og den normaliserede vanrøgt er gennemgribende dokumenteret. Senest har en forskningsrapport, der nu udkommer som bog, beskrevet de udsatte gruppers historie fra 1945 til 1980. En af forskerne bag rapporten fremsatte her i avisen i går en formodning om, at en undskyldning lader vente på sig, ganske enkelt fordi det næsten er umuligt for os at begribe, hvor uhyrlige forhold disse grupper levede under.
Kristeligt Dagblad bragte for få år siden en usædvanligt stærk og velunderbygget artikelserie om behandlingen af udviklingshæmmede helt op til vor tid. Vores undersøgelser påviste blandt andet, at hundredvis af personer under åndssvageforsorgen fik det hvide snit frem til 1983. Operationerne blev udført på børn ned til seks år. Mange døde af indgrebet.
Så når Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, nu sætter sig bag et forslag om, at staten skal give en undskyldning, fortjener hun stor opbakning. Det er også udmærket, når hun i et beslutningsforslag til Folketinget vil have kortlagt omfanget af overgrebene. Men desværre - må man vel sige - er der bare ikke ret meget mere at kortlægge. Vi véd faktisk, hvor slemt det var. Og vidnerne er i live.
Hvis en undskyldning ikke bare skal være en luftig gestus, forudsætter det nemlig, at der er en direkte og konkret tidsmæssig sammenhæng mellem begivenhederne og såvel dem, der undskylder, som dem, der bedes modtage undskyldningen. Det er der i allerhøjeste grad her. Tusinder af vores nulevende medborgere har på deres egen krop oplevet, hvad statslig omsorg betød. Det er midaldrende til ældre danskere, der boede på institutioner helt frem til begyndelsen af 1980'erne. Vi har altså at gøre med levende danmarkshistorie.
På den side, der har noget at undskylde, forholder det sig tilsvarende: Mange af de plejere, sundhedsfaglige, embedsmænd og politikere, der dengang havde et større eller mindre ansvar for, hvad der foregik, er endnu iblandt os. Argumentet om, at vi har at gøre med fjern historie, som ingen nulevende har noget forhold til, hvorfor en undskyldning er meningsløs, er således faktuelt forkert.