Hvis man har befundet sig på et fodboldstadion, ved man godt, at der bliver sagt en del ting, som ikke egner sig til offentliggørelse i en bredere kreds. Men det sker også, at det, der siges, har en sådan karakter, at mange heldigvis finder det nødvendigt at tage afstand fra det.
Det sker, når der er tale om racistiske tilråb, og det skete i den forgangne weekend, hvor først OB-fans og siden Brøndby-fans fandt det betimeligt at synge om FCK-spilleren Viktor Fischer, at han var homoseksuel. Og vel at mærke ikke mente det som en ros.
Det fik Fischer selv og siden klubberne, DBU og flere politikere og meningsdannere til at tage afstand fra de homofobiske udtalelser. Det er vigtigt, at åbenlyst diskriminerende udtalelser ikke tolereres, og det er med til at sende et væsentligt signal til både fodboldfans og andre. For selvom det i mange henseender er blevet mindre tabubelagt at være homoseksuel end tidligere, så knytter der sig endnu i 2019 så mange negative forestillinger til homoseksualitet i dele af befolkningen, at det giver anledning til mobning, diskrimination og indimellem desværre også til vold og hadforbrydelser.
Det skal vi som samfund gøre alt, hvad vi kan for at komme til livs, både når det rammer homoseksuelle og andre minoriteter. Når det kommer til, hvordan man praktisk tager fat på denne opgave, bliver det langt sværere. For selvom fodboldverdenen kan tage afstand fra de konkrete tilråb, og DBU kan igangsætte en oplysningskampagne, er der også tale om en sprogbrug og kultur, som det er svært at lovgive eller oplyse sig ud af.
For det første er det her nødvendigt at skelne mellem en radikaliseret og åbenlys racisme og homofobi, som findes i nogle fanmiljøer. Her er tale om en voldelig kultur, hvor udtalelserne ofte også vil være i strid med straffelovens paragraf 266 b, og hvor der således også er al mulig grund til at gribe ind.
Heroverfor findes en langt mere udbredt politisk ukorrekt jargon, et folkeligt frisprog om man vil, som det er vanskeligere at regulere. Når dette frisprog ikke mindst er udbredt i fodboldkultur, hænger det sammen med en historisk tilknytning til en arbejderkultur, hvor de finere sproglige nuancer aldrig har stået i centrum. Hvor der indimellem siges ting om kvinder, om mænd, om seksualitet eller andre af livets forhold, som man nok ville formulere anderledes til familiefesten. Hvor der er stereotyper, sexisme og andet på spil, men hvor det heldigvis sjældent fører til vold eller direkte undertrykkelse.
Man kan naturligvis altid begynde med selv at tale ordentligt om andre, ligesom man kan forsøge at lære sine børn det. Men vi har også et problem den dag, en meningsdannende højtuddannet elite skal fortælle resten af befolkningen, hvordan de skal tale. Det har de brugt 20 år på i USA, og det har ikke ført dem et godt sted hen.
Så lad os sætte ind over for homofobi og diskrimination – og lade folkeligt frisprog leve.