Skulle enkelte læsere have overset gårsdagens interview med Louise Baltzer Bertelsen i Kristeligt Dagblad, er her en beskeden opfordring til at finde avisen frem igen og læse det. For det er på flere måder en livsbekræftende historie om, hvad der kan ske, når man i en vanskelig situation søger råd fra andre. Den 28-årige kvinde var blevet gravid og havde med egne ord forestillet sig, at det var lige så let at vælge mellem abort og fødsel som mellem letmælk og sødmælk i supermarkedets køledisk.
I virkeligheden var det slet ikke så enkelt, og via samtaler med en rådgiver fra Mødrehjælpen kom hun gradvist frem til, at hun gerne ville føde barnet. Det er en dejlig historie, fordi hendes dreng Lucas nu får lov at vokse op og opleve livet med alle dets glæder og sorger. Men også fordi den viser, at rådgivning af abortsøgende kan have stor betydning.
Mødrehjælpen har tidligere årligt rådgivet 300 kvinder, men desværre blev dette tilbud lukket i sommer, da det var finansieret over de såkaldte satspuljemidler, der kun gives i en begrænset periode. Enkelte politikere vil overveje, om tilbuddet skal genoplives, og det er der god grund til. Omkring 15.000 kvinder får hvert år foretaget en provokeret abort, og selvom tallet er faldet i forhold til i 1970’erne, er det stadig alt for højt. Særligt fordi fødselstallet også er faldet dramatisk. Enhver abort fratager et ufødt barn muligheden for at leve og udgør desuden en risiko for moderens helbred og mulighed for senere graviditet.
Både modstandere og mange tilhængere af retten til fri abort er da også enige om, at aborttallet bør komme længere ned. Ikke mindst i betragtning af, at mulighederne for prævention og seksualoplysning næppe nogensinde i verdenshistorien har været bedre.
Så kan man spørge, om mere rådgivning nødvendigvis fører til færre aborter. Det kunne jo tænkes, at rådgiverne ville lede flere tvivlrådige gravide til at vælge abort. Man kan også spørge, om der overhovedet er brug for landsdækkende rådgivningstilbud, når alle gravide kvinder alligevel kan søge råd hos deres egen læge.
Til det første må svaret være, at det i hvert fald ikke kan skade, at gravide får en samtale om et svært valg, og at fordele og ulemper ved at føde barnet tales grundigt igennem på forhånd. Til det andet er at sige, at det er beskæmmende, at der kun gives omkring 3000 abortstøttesamtaler årligt hos de praktiserende læger, når antallet af aborter er fem gange højere. Nogle kan have glæde af at søge råd hos abortmodstandernes organisation, Retten til Liv, der efter eget udsagn rådgiver uvildigt.
Men mange kvinder vil på forhånd fravælge den organisation netop på grund af dens principielle abortmodstand, og derfor bør der på landsplan være alternativer. På dette område kan der næppe blive for mange tilbud om rådgivning.