Gennem 20 år som praktiserende læge har Lotte Hvas, der også er næstformand i Det Etiske Råd, erfaret, at "troen er en stor hjælp for mange syge". Den erfaring står hun ikke alene med. I løbet af blot tre år er antallet af forskere, som i Danmark beskæftiger sig seriøst med sammenhængene mellem religion og sundhed, mere end fordoblet. Og resultaterne fra forskningen tages i stigende grad alvorligt i det etablerede sundhedssystem. Allerede til efteråret skal op mod 2000 lægers holdninger til religion og sundhed kortlægges. Den udvikling er særdeles positiv. Alt for ofte sker det nemlig i vores moderne og højt specialiserede samfund, at vi adskiller ting, der i virkeligheden hænger sammen. Kroppens fysiske tilstand er i udgangspunktet naturligvis noget, læger og sundhedspersonale tager sig af. Sjælesorg og åndelige spørgsmål falder lige så naturligt ind under kirkens og præsternes arbejdsområde. Men vi kan og skal ikke altid trække skarpe grænser mellem psyke og soma, sjæl og legeme, ånd og krop. Gør vi det, kan såvel sundhedssystemet som kirkelivet påføre sig selv unødige problemer.
En stor bølge af interesse for alternative behandlingsformer har i de sidste 20-30 år holdt sit indtog i den danske befolkning. De seneste tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at 45 procent af danskerne har brugt alternativ behandling på et tidspunkt i livet. Ifølge en undersøgelse, som YouGov Zapera udførte sidste år for Kristeligt Dagblad, så mener 62 procent af befolkningen, at det offentlige sundhedsvæsen burde være mere åbent over for alternative behandlingsformer. Disse høje tal vidner om, at en stor del af befolkningen føler et reelt og udækket behov for at få plejet andet og mere end deres fysiske skavanker. Så markante er tallene også, at sundhedssystemet ikke bare kan vende det blinde øje til. Helt åbenlyst er der brug for at indsamle og inddrage mere sundhedsfaglig viden om, hvilken betydning patienternes egne måder at forstå deres helbred og sygdomme på har for resultatet af behandlingerne.
Efter årtier med et meget anstrengt forhold til det kropslige breder der sig i disse år i dansk kirkeliv en stadig mere udtalt interesse for sammenhængen mellem sjæl og legeme. "Ånden vil have krop," lød det i går fra Anne Mie Skak Johansen, der står i spidsen for en af landets allerstørste folkekirkelige sommerlejre. "Danskerne tænker troen med maven," blev den tidligere biskop Jan Lindhardt kendt for at sige. Flere præster knyttes i disse år til hospitalerne, og flere nye teologiske forskningsprojekter handler om kroppens betydning for troen – og vice versa. Reformatoren Martin Luther forkyndte ikke bare intellektuelt, at mennesker frelses ved tro frem for ved gode gerninger; han var også sjælesørger med bud på tilværelsens praktiske sider, har vi fundet ud af. Og alle disse spirende forsøg på at tænke teologien og tilværelsen sammen må hilses velkommen. Realistiske, det må vi være. Gør kirken ikke noget, som taler til kroppen og hjælper os med at leve som hele mennesker, så har udviklingen vist, at andre vil gøre det. Motionscentret er blevet nutidens kirke, lyder det advarende fra et andet medlem af Det Etiske Råd, Jacob Birkler. Men der skulle vi nødig ende. For vi har brug for både kirken og kroppen. Hver for sig. Og i skøn forening.