Det er dejligt, når mennesker bliver raske efter længere tids fysisk eller psykisk sygdom, men det gør dem ikke til bedre eller stærkere mennesker end dem, der ikke bliver helbredt. Man er ikke en taber, fordi man dør af en modbydelig sygdom som eksempelvis kræft, og man er ikke en vinder, fordi man kommer helskindet igennem en depression.
Som dagens kronikør, Sofie Skamris Pedersen, påpeger, har der udviklet sig en problematisk retorik omkring alvorlig sygdom, hvor det bliver en del af en selvudvikling at være syg. Man er først en helt på sociale medier og i den offentlige debat, hvis man har fightet sig tilbage til livet og også gerne har lært noget i sit sygdomsforløb, man kan tage med sig videre.
Men dermed får man også sagt, at de mennesker, der ikke bliver raske, og som enten er kronisk syge, gentagne gange går ned med stress eller ikke bliver helbredt for kræft, er dårligere mennesker. Måske de selv ligefrem er lidt ude om det, fordi de ikke mødte sygdommen med den rette attitude. De spiste ikke nok superfood, mediterede ikke nok eller motionerede ikke tilstrækkeligt. Så bliver sygdom noget, den enkelte selv er herre over og alene har ansvaret for. Sådan er det ikke.
De fleste sygdomme er helt og aldeles uretfærdige. De rammer tilfældigt, nogle patienter bliver raske, andre gør det ikke. Men den tilfældighed har moderne mennesker det svært med. Det, at man så at sige er magtesløs og hverken kan gøre til eller fra, passer dårligt ind i en selvudviklingskultur, hvor man konstant skal udvikle, sætte nye mål og præstere, så man efterfølgende kan sige, at man er kommet styrket ud af sygdommen.
Måske i en sådan grad, at man kan holde foredrag, skrive bøger eller deltage i et tv-show som ”Knæk Cancer” på TV 2. Sådan er det bare ikke for alle, og det er et urimeligt pres at lægge på den enkelte. Oftest er sygdom bare lidelse uden bonus og nye erkendelser.
Det, at der ikke er nogen mening i det meningsløse, er ligeledes svært for mange, og derfor er der opstået en falsk forventning om, at man skal få noget ud af sin sygdom. Det rammer særligt hårdt i et sekulariseret samfund, hvor tro og Gud er kørt ud på et sidespor. For hvis man ikke kan vende sig mod noget, der er større end en selv, til trøst og støtte, når sygdom rammer, bliver det ekstra byrdefuldt.
Da er der kun en selv, og det kan være en for mange ganske uoverkommelig opgave. Så sidder man derhjemme og føler sig som en taber med sin sygdom, mens andre fortæller om, hvordan de er blevet bedre mennesker og har vundet over lidelsen. Det er ganske ensomt og afmægtigt.