Flere end 80.000 mennesker har aktivt meldt sig ud af Sveriges hovedkirke, den svenske kirke, i år. Det ventes, at tallet når op omkring 100.000, inden året er omme, cirka 1,6 procent af medlemmerne.
Til sammenligning var det omkring en halv procent, der meldte sig ud af den danske folkekirke i 2012, et annus horribilis med rekordmange udmeldelser, formentlig udløst af den ophedede debat om vielse af homoseksuelle.
I dag slutter den svenske kirkes store årlige kirkemøde, hvor kirkens ledelse blandt andet har drøftet finansiering af kirkerne i landsognene. For der kommer færre penge i kassen, når der er færre til at betale kirkeskat.
Set med danske øjne er den svenske udvikling beklagelig. Afkristningen skader ikke bare det svenske samfund, men også skandinavisk og europæisk kultur. Vi er alle i samme båd. Og folkekirken har samme kurs, omend tempoet er et andet. I dag er 76 procent af den danske befolkning medlem af folkekirken, mens det er 63 procent i Sverige, hvilket til dels skyldes, at Sverige har modtaget flere indvandrere end Danmark.
Hvad kan vi i Danmark lære af situationen på den anden side af Øresund?
For det første skal man ikke skille stat og kirke. Ser man på statistik over udmeldelser i den svenske kirke, er det tydeligt, at der skete noget afgørende ved bruddet mellem stat og kirke i år 2000. I mange år var det omkring 0,2 procent, der meldte sig ud årligt. Men efter år 2000 blev normen 0,8 procent eller derover.
En større ødelæggelse af kirken er nok ikke blevet gennemført i moderne tid, skrev den tidligere svenske statsminister Göran Persson om adskillelsen mellem kirke og stat.
For det andet skal folkekirken stadig være elastisk nok til at rumme forskelligheder inden for medlemsskaren. Iagttagere mener, at den svenske kirke er blevet for politisk, og at det koster mange medlemmer. Mange så den svenske kirkes selvstændighed som en positiv udvikling, fordi kirken så ville blive nødt til at profilere sig meget tydeligere i den svenske befolkning for at holde på medlemmerne. Det har den også gjort, men det har kun sat mere fart på udmeldelserne.
Den svenske kirke har nemlig placeret sig i selskab med en række andre europæiske kirker, der har de bedste intentioner om at hjælpe verdens ildestedte. Det er al ære værd, men kirkerne gør det på en måde, der skaber afstand til en stor del af deres egne medlemmer, idet kirkerne vender ryggen til virkelighedens mange grå nuancer, når det gælder integrationsproblemer, økonomiske prioriteringer og politisk strid om indvandring.
Folkekirken må følge det modsatte spor. Den tolerante og rummelige kirke må få medlemmer fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti til at føle, at det er deres kirke, både når de kommer i kirkerummet, og når de møder kirkens ansigter i medierne. Folkekirken må ikke være politisk på en måde, der virker splittende. Den skal tværtimod engagere sig i samfundet på en måde, der virker samlende.