Få lovforslag har været så omdiskuterede som det, et folketingsflertal vedtog i går. Ikke kun i Danmark, men i hele verden har man hørt om L87, regeringens stramning af udlændingeloven.
Og tak for det. Et demokrati er kendt på sin frihed til at kritisere magthaverne, og i det lys må man sige, at demokratiet de seneste måneder har vist sig at trives ganske godt. Men et demokrati er også - som den tyske filosof Jürgen Habermas formulerer det - kendetegnet ved en dialog i overensstemmelse med fakta. Her har debatten om L87 haltet gevaldigt.
For ja, regeringen vil med lovforslaget gøre det muligt for myndighederne at konfiskere værdier fra asylsøgere, som dermed ligestilles med ledige og andre danske statsborgere, der også forventes at bidrage med egne midler, før de kan modtage overførselsindkomster.
Man kan sagtens argumentere for og imod rimeligheden i at fratage asylsøgere deres formentlig beskedne formue. Men i debatten, både herhjemme og i internationalt anerkendte medier som The Guardian og Washington Post, har netop denne stramning ført til sammenligninger med Nazityskland og til polemiske udbrud om, hvorvidt den danske regerings næste skridt vil være at fjerne guldtænderne fra asylsøgere.
Det er en retorik så respektløs over for ofrene for holocaust, at man kun kan undre sig over, at den overhovedet har slået rod i debatten. At sammenligne nazisternes drab på seks millioner jøder med et vestligt demokrati, der - mod et krav om selvforsørgelse - tilbyder asylsøgere adgang til et af verdens mest udbyggede velfærdssamfund med frihed, sikkerhed, gratis uddannelse og sundhedshjælp, er uhørt og skader kun den demokratiske debat.
Nu er regeringen med sin famlende håndtering af lovforslaget ikke uden skyld i, at diverse falske påstande har fået lov at fylde så meget. Og man kan heller ikke udelukke, at regeringen ser en gevinst i, at de danske udlændingestramninger nu er kendt i hele verden og dermed kan afholde nogle asylsøgere fra overhovedet at have kurs mod Danmark. Men selv den taktiske overvejelse kan ikke berettige nazibeskyldninger og bevidst misinformation - især når det samtidig forties, at Danmark stadig er i den absolutte verdenselite med u-landsbistand, økonomisk støtte til det internationale flygtningearbejde og samtidig tager relativt flere asylsøgere end størstedelen af EU's medlemslande.
Helt absurd bliver debatten, når man så oplever danske ministre blive kritiseret og afkrævet forklaringer fra politikere fra EU-lande, der i årevis selv har benyttet sig af muligheden for at inddrage asylsøgeres formue til at finansiere opholdet i asylcentre, herunder Tyskland og Holland. Her kan man i sandhed tale om at se splinten i sin broders øje, men ikke bjælken i sit eget.
At Danmark derudover i FN kritiseres af Saudi-Arabien og andre diktaturer, der afviser stort set samtlige flygtninge og dagligt krænker samtlige basale menneskerettigheder, styrker kun mistanken om, at det i bund og grund handler ganske lidt om den konkrete politik og mere om enkelte nationers behov for at aflede opmærksomheden fra egne meritter.
Lad os få debatten og gerne af karsken bælg. Men lad os insistere på, at den foregår med afsæt i fakta frem for i fordrejede eller direkte løgnagtige påstande. De danske stramninger kommer jo som en konsekvens af EU-samarbejdets manglende evne til at håndtere det massive flygtningeproblem, så i stedet for at rette skytset mod et af EU's historisk set mest flygtningevenlige lande, er det nu tid til at indse problemets omfang og reagere på det.