Selvom den 9. april har mistet betydning som national mærkedag, blev 75-året for Besættelsen heldigvis markeret flere steder landet over i går. Besættelsen påkalder sig fortsat stor folkelig interesse, og sådan bør det være. Den vigtige dato var skelsættende for Danmark og skal huskes, ikke bare som et minde om en brutal tid i landets historie, men også som en kilde til forståelse af det danske samfund i dag og af evigt gyldige dilemmaer. Demokratiet blev dengang stillet over for diktaturet og idealismen over for pragmatismen.
Man kan lære af historien, og man skal lære af historien. Derfor er den generelt svindende betydning af historiske mærkedage, den mindre historiske folkelige bevidsthed og det store fokus på nutidskulturen et både menneskeligt og samfundsmæssigt problem.
Vi dyrker i høj grad nuet og det fremadrettede og værdsætter i mindre og mindre grad værdien af traditionen, det erindrede og det historiske. Filosoffen Edmund Burke skrev klogt i 1700-tallet, at et samfund nødvendigvis må eksistere i kraft af en kontrakt mellem borgerne, men ikke kun de levende. Kontrakten må være mellem de døde, de levende og de endnu ikke fødte, fordi det skaber den bevidsthed og ansvarsfølelse, der overskrider det enkelte individ og den enkelte generation.
I sin velanmeldte debatbog ”Det demente samfund”, der handler om historieløsheden, gør historiker Michael Böss rede for de både menneskelige og samfundsmæssige perspektiver af den. Mange moderne menneskers liv er præget af evige opbrud uden faste fælleskaber på arbejdspladserne eller i familierne. I opbrudskulturen mister traditionelle normer og kulturelle traditioner betydning. Uden erindringen og den historiske bevidsthed svækkes vores evne til selvrefleksion og fordybelse. Når følelsen af at leve med en sammenhængende livshistorie bryder sammen, går det ud over kernen i det enkelte menneske, selvet.
En parallel udvikling gør sig gældende på samfundsplan. Vi har brug for at kende fortiden for at forstå nutiden, så vi kan skabe samfund med hinanden i fremtiden. Det er skolens, gymnasiets og universiteternes opgave at løfte de dannelsesfag, der skaber den forståelse, men det gøres ikke tilstrækkeligt. Og det er blandt andet statens opgave at sikre mindesmærker og fælles markering af historiske mærkedage, men også her kan det gøres bedre.
Det politiske liv afspejler desværre udviklingen. Partierne kæmper med et åndeligt underskud, og det var sigende, at Lene Espersen som formand for De Konservative i 2010 skrev: ”Vi konservative orienterer os mod hverdagens udfordringer. Ikke mod støvede tanker i lige så støvede bøger.”
Mindst lige så sigende er det, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har sagt: ”Historie har aldrig været mit stærkeste fag, da jeg gik i gymnasiet. Det, der interesserer mig, er det fremadrettede.”
Men uden en historisk og åndshistorisk dimension bliver vi fattige. Forleden blev den 89-årige forfatter og tidligere modstandsmand Erik Rostbøll interviewet i radioen, hvor han reflekterede over besættelsestidens folkelige fællesskab og knyttede an til den officielle mindehøjtidelighed for terrorangrebet i København for nylig. Her var der ikke lagt op til at synge ”Danmark i tusind år” som under besættelsestiden, men i stedet engelske sange. Vi var hjælpeløse og evneløse, da vi skulle mindes og stå fast, fastslog den gamle modstandsmand. Den kristne bevidsthed og det åndelige beredskab var væk. Vi er blevet svage og har for travlt med at have det godt, lød det.
Hvor har han ret. Kun øget historisk og åndshistorisk bevidsthed og dannelse kan råde bod på det. bjer