Til valg på forfulgte kristne

Venstre vil bekæmpe kristen-forfølgelser. Men hvor meget?

Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad.
Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Mere end fem milliarder mennesker lever i lande med kraftige restriktioner på religion, og 75 procent af verdens religiøst forfulgte er kristne. Det viser undersøgelser fra det amerikanske analyseinstitut Pew. Fænomenet er enormt, men mange politikere vender ryggen til og regner i stedet på erhvervslivets tab, hvis det skulle blive sagt højt, at mennesker fængsles og slås ihjel for deres tro i dele af verden.

I for eksempel Saudi-Arabien lever mindst halvanden million kristne under barske forhold. Men det har været småt med verbal kritik fra den danske regering.

Derfor er det godt nyt, at blå blok i dagens Kristeligt Dagblad melder ud, at Danmark må presse på i EU og FN for at hjælpe forfulgte kristne. Forsknings- og uddannelsesordfører Esben Lunde Larsen siger på Venstres vegne, at problemet bliver skrevet ind i regeringsgrundlaget, hvis partiet kommer til magten.

Udmeldingen er et velkomment løfte oven på fire år med Helle Thorning-Schmidts regering, der har svigtet verdens svageste på dette punkt. Daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) blev symbolet på problemet, da han først erkendte de globale overgreb på religiøse minoriteter og derefter afviste nye tiltag.

Villy Søvndal stillede sig tilfreds med de eksisterende tiltag på menneskerettigheds-området. Men det er netop disse politikker, der har vist sig utilstrækkelige gennem en regeringsperiode, hvor vi er gået fra superskurke som Taleban til Islamisk Stat, der ikke lægger skjul på sin trang til udryddelse af anderledes-troende. Krænkelserne er blevet hårdere, men de politiske reaktioner på de globale religionsforfølgelser er alt andet end hårde.

Det er let at opfatte udspillet få dage før valgdagen som et taktisk forsøg på at vinde kirkelige vælgere, der er indignerede over behandlingen af kristne i mange lande i Den Tredje Verden. Den slags vælgere appellerer Kristendemokraterne også til, men hvis de ikke kommer i Folketinget, kan det såkaldte stemmespild koste Venstre regeringsmagten. Derfor er det også usikkert, hvor meget vægt Venstre reelt vil lægge på indsatsen for forfulgte kristne, hvis partiet vinder valget. Risikoen for hykleri ligger lige for, hvis det ender med et par uforpligtende sætninger i regeringsgrundlaget.

Spørgsmålet er, om Venstre vil betale prisen for at tale de forbryderiske stater midt imod. Vil Venstre tage voldsproblemerne op ansigt til ansigt med de relevante regeringer og bruge de ressourcer, det kræver? Det bliver prøvestenen for, hvor alvorligt partiet mener det. Overordnet må man dog glæde sig, for tiltaget er langt at foretrække for den stilhed over for blodige forfølgelser af religiøse minoriteter, som har kendetegnet dansk politik i lang, lang tid.

AEM