Danmark har ikke brug for et folketingsvalg godt otte måneder efter det seneste, og derfor er den pludseligt opståede parlamentariske krise, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i går kaldte for en skæbnestund, ganske ubegribelig.
Ingen havde for blot tre dage siden troet, at nationen i spænding ville afvente en ministerafgang eller en valgudskrivelse, og det tjener statsministeren til ære, at han med sit nok så omtalte politiske håndelag i går skød den umiddelbare krise til hjørnespark, med budskabet om en samtalerække de kommende dage blandt de borgerlige partier.
Men han og hans miljø- og fødevareminister bærer selv et ansvar for, at det kom så vidt. Meget kunne have været undgået, hvis partierne havde talt med hinanden, før de havde bevæget sig ud i en alt eller intet retorik. Regeringen har opført sig, som om den ikke er en svag mindretalsregering, hvilket de seneste døgn har været en ubehagelig påmindelse om, at den er.
Og omvendt burde De Konservatives leder Søren Pape Poulsen i højere grad have forsøgt at få et grønt fingeraftryk på den landbrugspakke, partiet jo støtter, via forhandlinger frem for at optræde i tv et utal af gange med trusler om ministerfyring.
I sin nytårstale slog statsministeren med rette et slag for den gode debattone, men man kan ikke sige, at de borgerlige politikere, herunder statsministeren selv, har efterlevet budskabet synderligt. Søren Pape Poulsen slår på ordentlighed, men oplever sig brugt som en karklud, og i stedet for at indkalde til forhandlinger i diskretion kommunikerer statsministeren via Twitter, Facebook og pressemøder. Det er ikke en seriøs måde at føre politik på. Det lægger ganske vist maksimalt pres på en forholdsvis uerfaren konservativ leder, men er ikke befordrende for det gode og tillidsfulde samarbejde.
Politikerlede er et udtalt problem ikke kun herhjemme, men også i mange andre lande, hvor vælgerne føler, at politikerne i højere grad hypper egne interesser end nationens, og alt i de seneste døgn har desværre været med til at bekræfte dette billede.
I en tid med ekstremt store udfordringer fra en flygtninge- og migrantkrise over trepartsforhandlinger til en folkeskole, der ikke fungerer, er det for de fleste vælgere ganske uforståeligt, at landet stander i våde over en landbrugspakke, der er politisk flertal bag, men som de borgerlige alligevel bekriger hinanden på baggrund af.
Der er brug for dygtige og kompetente politikere, der kan forhandlingens, samarbejdets og kompromisets kunst, så der sikres stabilitet. Lad os håbe, at partilederne i de kommende dage viser befolkningen, at de er vælgernes tillid værdig. De færreste ønsker sig tilbage til 1970'erne med valg hvert andet år og en ustabil politisk situation.