Den uhørte brutalitet i krigen i Syrien er rystende. Ødelæggelsen af den store, historiske by Aleppo er ikke bare et tab af kulturarv, men også ramme om en humanitær katastrofe, hvis omfang ingen synes at have det fulde overblik over. FN-ansatte taler om den største katastrofe i dette århundrede, og på de sociale medier kan man i disse døgn følge syrere fortælle om de forfærdelige forhold, de lever under.
Hospitalerne er blevet bombet, lægerne er flygtet eller dræbt, og snigskytter har gjort hjælpearbejdere og de få ambulancer til deres mål. Kvinder og børn er blevet henrettet summarisk. Begge parter i krigen har tilsyneladende brugt de civile som skjold og har ikke villet slippe dem fri til fredeligere områder.
Verden er vidne til en tragedie i Syrien, et sørgespil over et fuldstændigt tab af menneskelighed, som krigen ser ud til at have ført med sig.
Herhjemme er der blevet demonstreret symbolsk mod tragedien med fakkeloptog og i Paris med mørklægning af Eiffeltårnet. Men krigen, der nu har varet i over fem år, er så kompliceret og rummer så mange fraktioner og modstridende interesser, at ingen vestlige politikere for alvor ønsker at gribe længere ind i den. De færreste taler for at sætte tropper på landjorden i Syrien eller øge den militære indblanding.
Sporene fra Irak og Libyen skræmmer. Vestens indgriben i Irak udløste en sekterisk krig, som fortsat pågår. Fjernelsen af Libyens leder Muammar Gaddafi reddede måske nogle truede mennesker fra døden, men førte til en klankrig og destabiliserede landet med langt flere omkostninger og mistede liv til følge.
Der er intet entydigt billede af, hvordan en god fredsløsning kan se ud. Nogle iagttagere taler derfor om, at krigen af samme grund vil vare i mange år. Den er blevet yderligere kompliceret af at være blevet en stedfortræderkrig mellem supermagterne. Rusland og Iran har kæmpet for at forbedre deres position i regionen og står stærke efter sejren i Aleppo. USA fremstår rådvild og amputeret som stormagt.
Krigen i Syrien forekommer at være så uløselig, at der ikke er andet at gøre end at fortsætte bekæmpelsen af Islamisk Stat, fordømme det manglende hensyn til civilbefolkningen og så ellers sætte ind med massiv humanitær hjælp.
Flygtningestrømmen mod Europa ser ikke ud til at ville stoppe med det første, så der skal satses langt mere på hjælp til de mange flygtninge, som har krydset grænserne til ikke mindst de små og økonomisk svage lande, Jordan og Libanon, der er ved at segne under den store flygtningebyrde.
De danske biskopper opfordrede i går til at støtte hjælpeorganisationernes indsamlinger til syriske flygtninge. Den opfordring bakker Kristeligt Dagblad op om. Den politiske løsning på konflikten ligger ude i fremtiden, om overhovedet, men det må ikke skygge for en humanitær løsning, der er mere overbevisende end den nuværende.