I medierne gives der ofte god plads til individer eller grupper, der er oversete, krænkede eller på anden måde påvirkes negativt af eksempelvis et politisk tiltag. Nogle gange synes bagatelgrænsen lav. Forleden kunne en avis således berette, at der findes studerende, der bruger hele deres SU på husleje.
Så er der jo ikke mange penge til fornøjelser, kan man mene, men når man betænker, at staten dermed i praksis betaler både uddannelse og bolig til danske studerende, er katastrofen til at overse.
Et andet aktuelt eksempel var en radionyhed forleden, hvor man fik fortalt, at 100.000 danskere er blevet seksuelt krænket. Det turde være overflødigt at nævne, at seksuelle overgreb altid skal opdages og straffes, ligesom alle andre forbrydelser, men den kritiske radiolytter må alligevel tænke, at 100.000 er et ret højt tal.
Disse eksempler peger dels på en tendens i medierne, dels på en større samfundsmæssig udvikling i retning af øget offergørelse. Det er klart, at for det enkelte individ, der oplever en uretfærdighed, kan oplevelsen af uret være meget reel og konkret.
Men fra et samfundsmæssigt og eksistentielt perspektiv er det nødvendigt at erkende, at ikke alle oplevede uretfærdigheder automatisk bør kunne veksles til status af offer i politisk forstand med krav på finansiel kompensation eller anden hjælp fra staten.
Det handler både om samfundsressourcer og umyndiggørelse af det enkelte individ. Det er forhenværende biskop Kjeld Holm, der engang polemisk har sagt, at man ikke har krav på psykologhjælp, fordi bunden går ud af ens indkøbspose. Men det handler også om, at kriser undertiden har positive virkninger.
Et nyt studie fra Aarhus Universitet viser således, at krig, voldtægt og lignende alvorlige traumer kan føre til psykologisk vækst. Seniorforsker Søren Risløv Staugaard sagde forleden her i avisen: ”Jeg siger ikke, at en soldat er styrket, fordi han for eksempel har mistet et ben ... Men livsomvæltende oplevelser baner for nogen vejen for, at de føler sig stærkere, mindre hjælpeløse eller bedre i kontakt med deres værdier over tid.”
Begrebet ”posttraumatisk vækst”, som forskeren benævner fænomenet, er stadig relativt nyt, men det er interessant, hvis den erkendelse kan brede sig, at overgreb og uret også kan føre noget godt med sig.
Dette er der stor trøst i. Både for den, der har oplevet noget traumatisk, og som kan erkende, at virkeligheden undertiden er større og rigere, end man selv kan overskue. Men også for den, der har været udsat for virkelig grove overgreb og fået forkrøblet sit liv til ukendelighed.
Dette offer skal have al den hjælp, som hun eller han kan få. Man kan undertiden glemme de virkelige ofre i en tidsånd, der trækker i retning af generel offergørelse af borgerne.