Tre former for arabisk forår

Nordafrikanske lande er gået forskellige veje tre år efter opstande

På billedet ses protestranter i Tunesien, der vifter med flag fra tidligere protester for at markere tre års dagen for revolutionen i Sidi Bouzid, Tunesien.
På billedet ses protestranter i Tunesien, der vifter med flag fra tidligere protester for at markere tre års dagen for revolutionen i Sidi Bouzid, Tunesien. Foto: STR/ Denmark.

Da tuneserne som de første blandt de arabiske befolkninger gjorde oprør mod deres autokratiske styre for tre år siden, blev det først betegnet som en enlig svale. Men hurtigt skete der omvæltninger i hele den nordafrikanske og mellemøstlige region, og så var der pludselig tale om et arabisk forår, hvor autoritære styrer blev kastet på porten af folket. Hvad angår Nordafrika, så røg Ben Ali i Tunesien, Mubarak i Egypten og Gaddafi i Libyen. Hver især efter forskellige former for oprør og med et forskelligt niveau af udenlandsk indblanding.

I dag, tre år senere, må man også sige, at forholdene i de tre nabolande divergerer. Så meget, at man godt kan tale om, at der i Nordafrika udspiller sig tre vidt forskellige eftervirkninger af det arabiske forår. I det store, men tyndtbefolkede Libyen udspiller der sig en klassisk udfordring for en svag centralmagt, der kæmper med at få kontrol med hele landet og flere forskellige klaner, kriminelle bander og svært bevæbnede oprørsgrupper, der oven i købet har planer om at sælge landets olie til udlandet. I det ligeledes store og meget befolkningsrige Egypten sidder militæret atter tungt på magtapparatet efter en overgang med Det Muslimske Broderskab ved magten, og på mange måder er hæren lige så magtfuld som under Mubarak, og befolkningen er splittet i to lejre. I det mindre Tunesien er der, som omtalt i dagens avis, derimod håb om, at landet nu kan bevæge sig videre i en fuldt demokratisk retning, omend faldgruberne er mange.

LÆS OGSÅ: Rapport: Religionsfriheden har lidt et knæk efter det arabiske forår

Mest bekymret må man alt andet lige være for situationen i Egypten, det befolkningsrigeste land i hele regionen. Regeringen siger, at den nuværende situation er midlertidig, og at den vil genskabe demokrati i Egypten. Det har blot været nødvendigt at sætte det ikke særligt demokratisk agerende broderskab på porten først, herunder at føre retssager mod topfolk som eksempelvis den afsatte præsident, Mohamed Mursi. Den siger også, at staten tidligere i 1990erne havde succes med at bekæmpe islamistiske militante, da de indledte en stribe terrorangreb dengang. Et budskab, som fremføres, netop fordi der på det seneste har været en del angreb på egyptiske politistyrker, og at der i det hele taget er mere vold og flere blodsudgydelser i gaderne end hidtil set i landets moderne historie. Det sidste er netop problemet. Der er flere våben, flere hardlinere, skarpere fronter og ingen dialog.

Den situation har man undgået i Tunesien, og nu står man altså ved en afgørende skillevej, en mulig milepæl. Så langt er Egypten slet ikke. Og Libyen ej heller. Lad ledelsen i de to sidstnævnte lande skæve mod vest, til Tunis, og dér søge inspiration til måder at komme ud af dødvandet på.