DEN ALBANSKE NONNE, moder Teresa, der stiftede den verdensomspændende orden Barmhjertighedens missionærer og levede for at hjælpe denne verdens allerfattigste, tvivlede i en stor del af sit liv på Guds eksistens. I mere end 50 år frem til sin død i 1997 følte den katolske nonne sig decideret forladt af Gud og fortalte om sit sjælemørke i en række breve, der nu offentliggøres. Alene ... hvor er min tro selv i mit dybeste og inderste er der kun tomhed og mørke. Min Gud, hvor er denne ukendte smerte dog pinefuld. Jeg har ingen tro ..., skrev hun blandt andet.
De mest forhærdede religionskritikere vil formentlig pege på Moder Teresa som endnu et eksempel på kirkens dobbeltmoral og hykleri. Hun, der mere end nogen anden blev fremhævet som en levende helgen og et omvandrende eksempel på den pureste næstekærlighed, troede ikke selv på Gud.
Men ræsonnerer man sådan, gør man moder Teresa uret. Alle troende kender til tvivlen. Den er på en måde det, der går mennesket humant. Uden tvivl bliver troen skråsikker. For et menneske hvis skæbne var at blive noget nær guddommeliggjort i levende live, var det måske netop tvivlen, der gjorde, at hun ikke voksede ovenud af sig selv.
Den åndelige og trosmæssige lidelse, hun gennemlevede i så mange år, gav hende en særlig forudsætning for at leve sig ind i det udstødelsens mørke, som Jesus måtte have følt på korset, og som hun mødte hos de fattige i Calcutta og andre slumområder i verden. Derved blev tvivlen og mørket en del af den kraftfulde dynamo, som drev hende og hendes med tiden mange tusinde medsøstre til at præstere et helt enestående socialt, diakonalt arbejde. Og var denne præstation ikke i sig selv udtryk for tro?
Når man som moder Teresa igennem et helt liv kæmper en så vedvarende kamp for at finde troen, bliver kampen og bestræbelsen i sig selv et bevis på den tro, som hun ikke selv følte, hun havde. For man kæmper ikke for at tro på noget, som man ikke selv tror på eksisterer, og man sørger ikke over tabet af troen, hvis man ikke trods alt tror, at den kan findes.
I den tale, der begrundede, at hun i 1979 blev tildelt Nobels Fredspris i Oslo hedder det, at moder Teresa mere end nogen anden har fremmet freden ved at kæmpe så utrætteligt for menneskelivets ukrænkelige værdi. Og hendes egen takkeforelæsning kredser om Guds kærlighed og evangeliets ord om, at vi skal elske andre, som Gud har elsket os. Om hun var opfyldt af tvivl, da hun sagde dette, ved vi ikke. Men hele hendes liv og gerning var en modsigelse af tvivlen. Den næsten livslange troskval, som nu kommer for dagen med offentliggørelsen af hendes private breve, underkender ikke hendes tro. Tværtimod er dette måske begyndelsen på, at hun selv efter sin død kan tale til den moderne verdens tvivlere.
bjer