Troscirkus

Meningsløst med multireligiøs politisk "åbningsceremoni"

Det lyder umiddelbart rummeligt og moderne at erstatte Folketingets åbningsgudstjeneste med et religiøst arrangement, der på skift arrangeres af kristne, muslimer, jøder, hinduer og andre troende. Undskyld til forslagsstilleren, generalsekretær Kaj Bollmann, men idéen er bare dødfødt. Måske ville nogle politikere af ren nysgerrighed deltage i en muslimsk bøn den første gang. På længere sigt ville arrangementet imidlertid kun få ganske få deltagere. Helt i modsætning til åbningsgudstjenesten, der samler mange politikere hvert eneste år. Hovedargumentet for den er stadig, at folkekirken har en grundlovssikret fortrinsstilling – og at det er fuldstændig frivilligt at deltage. Det eneste reelle alternativ til åbningsgudstjenesten er at afskaffe den, ikke at åbne et religionscirkus uden publikum.