Trump er ikke embedet voksen

En præsident bør være forberedt på den store opgave, der venter

Trump er ikke embedet voksen

Donald Trump fortjener ros for at have rusket op i det indspiste, særinteresse-styrede og elitære magtestablishment på Capitol Hill. Alle sine åbenlyse fejl og injurierende udfald til trods har den politiske novice og reality-tv-stjerne markeret sig som et tiltrængt frisk pust i amerikansk politik. Og det bør hverken undre eller underkendes, at erhvervsmanden med sine bramfri budskaber har fået tag i store vælgergrupper ved at tale den politiske elite midt imod i et land, der er præget af race- og klassemæssig splittelse, og hvor utallige jobs er forsvundet i kølvandet på finanskrisen.

Når det er sagt, er det dog ikke ensbetydende med, at den republikanske præsidentkandidat er egnet til at rykke ind i Det Hvide Hus til januar. Faktisk vil det være dybt bekymrende, både for USA selv og resten af verden, hvis Donald Trump vinder præsidentvalget den 8. november.

For i sin første tv-debat med den demokratiske kandidat, Hillary Clinton, afslørede han sig natten til i går nok en gang som en brovtende, selvoptaget charlatan, der har svært ved at holde fokus og fremføre et sammenhængende argument. Flere kommentatorer hæftede sig bagefter ved, at han især i første halvdel af debatten fremstod præsidentiel. Men det hænger nok snarere sammen med, at offentligheden efter en lang og ukonventionel primærvalgkamp efterhånden har vænnet sig til Donald Trumps aggressive og sexistiske rablerier. Så da han i debatten kritiserede Clinton for ikke at have gjort mere for at bevare jobs på amerikanske hænder i sine 30 år som levebrødspolitiker, sprang han derfor pludselig ud som noget nær en statsmand.

Men en velforberedt Clinton fik lokket hulemanden frem i Trump, som med sine evindelige afbrydelser, benægtelser af tidligere udsagn om for eksempel klimaforandringerne og Irak-krigen samt forvrøvlede svar desværre bekræftede alle fordomme om, at den amerikanske valgkamp med ham som frontfigur er degenereret til et reality-show, hvor man går efter kvinden, ikke bolden.

Og det tenderede det bizarre, da en stadig mere utålmodig Trump fremhævede sit temperament som sit allerstørste aktiv, men alligevel ikke kunne dy sig for at gøre opmærksom på, at han for at være venlig afstod fra at sige ”noget virkelig groft” om Clinton-familien. Manden, der går efter at overtage det mest magtfulde embede i verden, agerede modsat sin kvindelige modkandidat som værende fuldstændig uforberedt på den store opgave, det kræver at være USA’s præsident. Ikke blot afslørede han, at han ikke er opgaven voksen, men også, at han ikke tager opgaven alvorligt.

Det er dybt paradoksalt, at en milliardær, der livet igennem har befundet sig i toppen af det amerikanske samfund, har formået at sætte sig i spidsen for det opgør mod eliten og politikerleden, som vi også i Europa er vidne til med isolationistiske og populistiske kræfters fremgang. Et opgør, som bør bekymre alle, og som heller ingen politikere her på kontinentet endnu har fundet et passende svar på.