Tyrkiet under præsident Recep Tayyip Erdogan udgør et stort og voksende problem for den demokratiske verden. USA og EU har i mange år kunnet sige til sig selv, at ganske vist var Tyrkiet så småt ved at komme på afveje, men vi havde stadig solid snor i landet og kunne hive det tilbage, hvis det hele blev for broget. Men med styrets nylige tilnærmelser til Rusland, med dets igangværende forsøg på at få en militær andel i opgøret om Mosul i Irak, med dets genoptagne krigsførelse mod kurderne og med dets undertrykkelse af en fri presse og alle rester af en hjemlig opposition kan man nu konkludere, at det store land, der traditionelt er blevet set som en bro mellem Europa og Mellemøsten, er tæt på at gå tabt for Vesten.
Det er en drastisk konklusion, men der er desværre rigelig dækning for den. En interessant indikator for udviklingen er Erdogans retorik. Den lyder i stigende grad som revanchisme – grænser bør flyttes, og idealerne fra landets osmanniske storhedstid skal til fornyet ære og værdighed. Og hvad der før kan have ligget i regimets sprogbrug af pragmatisk høflighed over for dét Europa, hvis union Tyrkiet bejlede til, og dét USA, hvis Nato-alliance landet er medlem af, er væk.
For hver dag befæster Erdogan sit regime yderligere, senest eksemplificeret med tilløbene til at genindføre dødsstraf og med fængslingen af ledelsen for den sidste store oppositionsavis, Cumhuriyet. Den snor, Washington og Berlin-Bruxelles stadig officielt vil hævde at have i Ankara, ligner en tynd line i den bare luft.
Med dette problem følger et hovedbrud for Tyrkiets hidtidige vestlige allierede: Hvordan skal de reagere på denne kombinerede vækst i nationalisme og islamisme, de er vidner til? Tyrkiet hører af grunde, der ofte har været nævnt på denne plads, ikke hjemme i EU. Og at Tyrkiet ikke længere i virkelighedens verden kan være kandidat til at blive medlem af EU, må nu være åbenlyst for alle, men det er en af den slags sandheder, EU-lederne helst ikke vil sætte ord på af frygt for at fremskynde det formelle brud, der i forvejen er ved at være reelt. Ikke desto mindre er det forunderligt, at EU ikke engang er i nærheden af at ville påføre Erdogans styre sanktioner: Så sent som i går udtalte den tyske regering talsmand, at ”vi tvivler alvorligt på, om indgrebene (mod Cumhuriyets ledelse, red.) er i overensstemmelse med retssikkerhed”, men sanktioner eller brud på forbindelserne? Det er slet ikke på tale, fastslog talsmand Steffen Seibert.
Nato-ledelsen er i et endnu større dilemma. Så længe Erdogan trods alt orienterede sig mod Vesten, var det af mindre betydning, at han også havde nogle rigtig dårlige venner. Når han nu så godt som erklærer, at de dårlige venner også bestemmer hans strategiske udsyn, er vi tæt på smertegrænsen for den amerikanske ledelse. Fra januar vil en ny øverstkommanderende i Det Hvide Hus være nødt til at forholde sig til, at en strategisk partner med baser, der er vitale for USA’s militære rækkevidde i Mellemøsten og ved Ruslands sydflanke, er begyndt at orientere sig i helt nye retninger.
Efter det mislykkede kupforsøg i juli har Erdogan-styrets svar været et glidende kontrakup, der nu er tæt på at være gennemført. Dernæst følger med sørgelig forudsigelighed de eksterne magtpolitiske ambitioner, som viser sig i, at Tyrkiet nu helt utidigt ønsker at være medbestemmende i den igangværende befrielse af Mosul fra Islamisk Stat. Her er Ankaras hensigter meget mere at spænde ben for kurdere og shia-muslimer end at deltage i den yderst ønskelige nedkæmpelse af Islamisk Stat, som slaget egentlig handler om. Kort sagt vokser et nyt problem for Vesten frem i ly af krigen mod Islamisk Stat.