Tyrkiets svære demokrati

Folkeafstemning er tvetydigt skridt mod mere demokrati

Lige siden den tyrkiske ministerpræsident, Recep Tayyip Erdogan, og hans moderate islamistiske parti AKP kom til magten ved et valg i 2002, har der været tvivl om hans egentlige demokratiske sindelag og politiske mål. Mens han på den ene side har gennemført en mindre revolution i landet, åbnet økonomien og skabt politiske reformer, har han med al tydelighed også signaleret, at han ønsker et opgør med den sekulære samfundsform, som blev indført af Tyrkiets landsfader, Kemal Atatürk, i begyndelsen af 1920'erne.

Tvetydigheden i Tyrkiets politiske kurs er ikke blevet mindre efter weekendens folkeafstemning om en ny forfatning.

Selvom et flertal af tyrkerne stemte for, hvad der må karakteriseres som en nødvendig forfatningsændring, der mindsker militærets indflydelse og styrker demokratiet og borgernes retsstilling – dog ikke for det kurdiske mindretal – er der god grund til at være skeptisk. Styrker reformpakken demokratiet i landet, eller fremmer den det regerende partis kontrol med magten?

Tyrkiets udfordring drejer sig ikke bare om at indføre de rigtige love og paragraffer, men om at ændre den politiske kultur.

Erdogan-regeringen har i dag kontrollen over den lovgivende og udøvende magt, og med den øgede regeringsindflydelse fremover på udnævnelsen af både anklagere og dommere vokser regeringens kontrol med den dømmende magt.

Domstolene i Tyrkiet har hidtil været kontrolleret af militæret, der således har været garanten for landets sekulære forfatning. Og i takt med, at militærets magt rettelig er blevet mindre, er der brug for at styrke modvægten til den politiske magt.

I velfungerende demokratier ligger denne kontrol hos pressen, men i Tyrkiet har Erdogan-regeringen med en stigende magtfuldkommenhed forfulgt sine pressemodstandere. Blandt andet er der rejst et ødelæggende skattekrav på 15 milliarder kroner over for en aviskoncern, der vedholdende har kritiseret regeringen for at trække landet i islamistisk retning.

Udviklingen mod en formelt mere demokratisk styreform, der skal gøre Tyrkiet egnet til EU-optagelse, finder sted parallelt med en dybt problematisk kursændring i landets udenrigspolitik. Tyrkiet fjerner sig fra sine traditionelle vestlige alliancer og vender sig mod den islamiske verden. Erdogan lader sig nu fotografere med den iranske præsident, holocaustbenægter og antisemit Mahmoud Ahmadinejad, som han kalder sin ven. Tidligere på ugen rapporterede den britiske presse, at Iran har tilbudt Erdogan en pengegave på 25 millioner dollar, der skal hjælpe hans islamistiske parti til at blive genvalgt. Det er yderst problematisk.

Tyrkiet har distanceret sig fra USA, de facto brudt et tidligere venskabeligt bånd til Israel og allieret sig med blandt andre Brasilien for at blokere for FN-sanktioner mod Irans atomprogram. Erdogan har også afvist, at Sudans præsident har begået folkedrab i Darfur-provinsen med den absurde forklaring, at en muslim ikke begår folkedrab. Det er i øvrigt netop, hvad Tyrkiet selv nægter at anerkende at have gjort mod armenierne i det 20. århundredes første store folkedrab i årene fra 1915 og frem. Det kostede op mod to millioner kristne armeniere livet.

Vi hilser på denne plads Tyrkiets demokratiske reformer velkomne, selvom landets behandling af sine etniske og religiøse mindretal stadig lader meget tilbage at ønske.

EU-landene vil gøre sig selv en tjeneste ved at afvise Tyrkiet som ansøgerland til unionen. Det er ikke realistisk med fuldt medlemskab, og det er slet ikke realistisk at åbne grænserne for, hvad der vil blive EU?s folkerigeste medlemsstat. Langt mere frugtbart og realistisk vil det være at erkende de store modsætninger i kultur og arbejde videre derfra mod et særligt partnerskab.
bjer