Udlændinge i job gavner Danmark

Politisk slagsmål om jobskabelse er for snæversynet

Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.
Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.

”Kommer du til Danmark, skal du arbejde.” Det var den kontante besked fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til flygtninge og indvandrere i den socialdemokratiske førvalgskampagne ”Det Danmark du kender” tilbage i marts. Men når de gør netop det, er det åbenbart heller ikke godt nok.

Det er desværre det indtryk, man kan få, nu da den første uge af valgkampen er ved at være ovre.

Venstre er gået i kødet på Socialdemo-kraternes påstand om, at regeringen i sin embedsperiode har skabt 40.000 private job. Det er kun 700 danskere, der har nydt gavn af jobskabelsen, lyder modsvaret. Det liberale oppositionsparti har regnet sig frem til, at der reelt blot er tale om 20.700 fuldtidsjob, og at 20.000 af dem er gået til litauere, polakker og rumænere.

Det er besynderligt, at et traditionelt pro-europæisk parti som Venstre vælger at klandre en hel gruppe tilrejsende østeuropæere, som ved at gøre brug af EU's regler for arbejdskraftens frie bevægelighed lever op til statsministerens krav om at smøge ærmerne op - et krav, som der er bred politisk enighed om.

For de udenlandske EU-borgere er en gevinst for Danmark. De bidrager til den økonomiske vækst og kan give os et andet perspektiv på tingene, desuagtet mange af dem arbejder i lavtlønsjob - job, som mange danskere ikke er interesseret i at tage. Interesseorganisationen DI erkendte sidste efterår, at mange danske virksomheder ikke ville kunne drive forretning uden at have udlændinge ansat.

Erhvervslivet advarer da også om, at Danmark over de næste år kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft. Når internationale virksomheder som Novo Nordisk udtrykker bekymring over en negativ dansk retorik om international arbejdskraft, og udenlandske korrespondenter i valgkampen hæfter sig ved en stadig mere aggressiv tone over for udlændinge i Danmark, bør politikerne være mere lydhøre i stedet for at gøre enhver diskussion om udenlandsk arbejdskraft til et slagsmål om integration.

Spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde, er yderst relevant at diskutere. Vi skal kunne tale om, at det er et problem for sammenhængskraften i det danske samfund, at indvandrere fra ikke-vestlige lande i høj grad er overrepræsenterede i statistikken over kontanthjælpsmodtagere.

Men rent økonomisk er der ingen forskel på, om et job kommer en dansker eller en indvandrer med bopæl her i landet til gode. Så det er forkert at pege fingre ad de udlændinge, der rent faktisk er i arbejde, og som via skatten bidrager til velfærdssamfundet i stedet for at udnytte det. 

ker