SKAL MAN SLÅ det handicappede foster ihjel, så det ikke lever, når det bliver aborteret? Eller skal man lade moderen abortere det lille menneske med de defekter, det har, og derefter lade det dø en naturlig død? Det er den diskussion, der i denne uge er blevet rejst her i avisen af flere læger. De foreslår, at fostre, der er så stærkt handidappede, at de ikke kan overleve efter fødslen, bliver slået ihjel inde i moderens liv med en saltvandindsprøjtning i hjertet, inden de kommer til verden ved en sen provokeret abort. Derved bliver forældrene fri for den ubehagelige oplevelse, som det er at se det lille handicappede foster leve i nogle tilfælde flere timer efter den provokerede abort.
SAGEN HAR MED god grund sat sindene i bevægelse og viser, hvor umuligt det er at forbinde abort med talen om etik. I udgangspunktet er situationen ulykkelig nok: Nogle fostre er så handicappede, at de ikke kan overleve at blive født. Den gravide mor får som regel først dette at vide sent i graviditeten og får så tilbudt en sen abort. I 2006 tog 192 kvinder imod tilbuddet om sen abort efter 19. graviditetsuge.
Denne sene abort burde i udgangspunktet slet ikke være nødvendig. Det lille barns liv bør være beskyttet, også selvom det er så misdannet, at det ikke kan overleve fødslen. Abort er i denne sammenhæng at sammenligne med passiv dødshjælp, men bør undgåes, med mindre moderens liv er i fare. Det må heller ikke være hensynet til forældrene, der gør det til almen praksis at slå barnet ihjel inde i kvindens livmoder, hvis der alligevel gennemføres en sen abort. Forældrene har forståeligt nok svært ved at se deres nyfødte handicappede barn dø, men lægers opgave er at redde liv, ikke at slå ihjel. Saltvandsindsprøjtningen i hjertet nærmer sig aktiv dødshjælp indført ad bagvejen, som medlem af Etisk Råd Niels Jørgen Cappelørn sagde tidligere på ugen.
DE FORÆLDRE, DER får et handicappet barn, som er ude af stand til at overleve, er ikke hjulpet med, at barnet først bliver slået ihjel, inden det aborteres. Tværtimod vil de formentlig alle føle en tæt og meningsfuld binding til det lille barn, uanset dets korte levetid. Af samme grund vælger mange at døbe de små børn, der ikke kan leve, ligesom sene aborter er blevet døbt, fordi de har overlevet i nogle timer.
Det er umuligt at tale om etik, abort og aflivning af ikke-levedygtige fostre i en og samme sætning.
At aborten blev fri i 1973 betød, at den blev afkriminaliseret. Men det betød ikke, at den blev etisk forsvarlig. Det er der desværre mange, der tror. I dag viser udviklingen, hvor galt det går, hvis man ikke fastholder, at provokeret abort grundlæggende er uacceptabel både på levedygtige og på ikke-levedygtige børn. Det giver en vis mening at være for fri abort, men imod abort, men det giver ikke mening at forsøge at gøre abort etisk forsvarlig. For det er den ikke.
bjer