EN LILLE gruppe danske katolikker udfordrer staten ved at slæbe folkekirkeordningen for retten. Gruppen »Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark« vil have Vestre Landsret til at afgøre, om de diskrimineres som danskere uden for folkekirken, fordi de via skatten tvinges til at betale til præsters lønninger og desuden som ikke-medlemmer af folkekirken skal betale ekstra for begravelser.
Retssagen er uheldig, fordi den gør en langtfra fejlfri, men dog fungerende grundslovsfæstet kirkeordning til et juridisk problem. Man burde i stedet for have søgt dialogen og på den måde have fået udredet sagen i mindelighed. Nu er Kirkeministeriet, Folke-tinget og politikere kørt ud på et sidespor til fordel for en blind tro på, at juraen alene kan afklare det komplicerede forhold mellem staten, folkekirken og de »fra folkekirken afvigende trossamfund«.
Men det er ikke katolikkerne, der skal kritiseres. Kritikken bør rettes mod Kirkeministeriet, ministeren og folketingets politikere. For mere end to år siden skrev katolikkerne første gang til den daværende kirkeminister, den radikale Johannes Lebech. Regeringen skiftede og det samme gjorde kirkeministeren, og i den proces kasserede ministeriet katolikkernes henvendelse. De fik kort sagt aldrig et svar på deres berettigede anliggende. Katolikkerne følte sig arrogant behandlet, og den følelse blev ikke mindre af nuværende kirkeminister Tove Fergos (V) korte og kontante afvisning af en ny henvendelse.
Bundlinjen i det store regnestykke kan meget vel vise, at folkekirken bidrager mere til staten end omvendt, og dermed bidrager folkekirken også til de, der ikke er medlem af den. Men folkekirkens minister har ikke villet besvære sig med at argumentere grundigt for det synspunkt. Derfor kan man ikke fortænke de kritiske katolikker i at ville bringe sagen videre til Menneskerettighedsdomstolen i Haag, hvis de taber i det danske retssystem. Vinder de, tvinges politikerne til, uden forudgående debat, at ændre forholdet mellem folkekirken og andre trossamfund.
I Grundloven slås det fast i paragraf 4, at »den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten«. Samtidig siger Grundloven, at ingen er forpligtet til at betale for forkyndelse i andre trossamfund. I Grundlovens såkaldte løfteparagraffer står, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov, og at andre trossamfunds forhold ordnes »nærmere« ved lov. Her gives der altså mulighed for at regulere forholdene på området med lovgivning, der tilgodeser alle parter i videst muligt omfang. Også uden at der rokkes ved Grundloven.
I stedet for at føre en retslig strid ved domstolene om den nuværende folkekirkestatus og andre religioners rettigheder og forpligtelser, kunne en strukturkommission nedsættes til at se på sagen og justere lovgivningen med reformer, så kirken på længere sigt fik sin egen forfatning. Det har et flertal i Folketinget og den nuværende kirkeminister ikke ønsket. En stor del af biskopperne ønsker en strukturkommission, men har ikke selv taget initiativet. Derfor ligger de folkekirkeligt ansvarlige på mange måder, som de selv har redt.
Det vil være trist, hvis folkekirkens fremtidige forhold til staten skal afgøres i en retssal. Det bør være et politisk anliggende at bestemme, hvorledes stat og kirke skal leve sammen. Men hvis politikerne ikke er åbne for den diskussion, ender man i overdreven retsliggørelse af det kirkelige og religiøse liv.
mga