Det er egentlig let at forstå, at småbørnsforældre og landmænd er bekymrede over ulvens genindvandring i Danmark. Eksperter kan nok så ofte gentage, at ulve ikke plejer at angribe mennesker, og at landmænd med regeringens forvaltningsplan fra 2014 får erstatning for de husdyr, en ulv måtte forgribe sig på. Det ændrer bare ikke ved, at Danmark er for lille et landområde med for mange indbyggere til at huse ulve i den fri natur. Der er allerede rapporteret om ulve i byområder som Kolding og Randers, og det er med sikkerhed kun et spørgsmål om tid, før vi permanent vil have ulvefamilier flere steder i Jylland.
Vildtentusiaster har svært ved at skjule deres begejstring. At tænke sig, at ulven nu er tilbage i Danmark efter 200 års udryddelse!
Midt i jubelen er der grund til at fundere over, hvad der i øvrigt er sket i det danske samfund i løbet af de 200 år. For eksempel er indbyggertallet steget fra under en million til 5,5 millioner. Vi bor stadig tættere, og det harmonerer ikke specielt godt med fritstrejfende rovdyr, der snildt tilbagelægger flere hundrede kilometer på få dage. Det er grotesk, at de samme dyrevelfærdsfortalere, som vil forbyde rituel slagtning af nogle få hundrede dyr herhjemme for at skåne dyrene, tilsyneladende intet problem har med, at vi nu lader ulve færdes frit - selvom de på den mest bestialske måde flænser rådyr, kronvildt, får, geder og endda køer. Risikoen for mennesker er ganske vist beskeden, men for nylig oplevede en far i Nordtyskland, at et kobbel ulve stillede sig op i en halvcirkel omkring ham, altså i en angrebsposition.
Dertil kommer udfordringen med ”problem-ulve”, det vil sige dyr, der af en eller anden grund har glemt, at de skulle være mere bange for mennesket end omvendt.
Men selvom der umiddelbart er gode argumenter for at genudrydde ulvene herhjemme, er det ikke så ligetil. Siden 1992 har de været fredet ifølge EU's habitatsdirektiv. Overordnet er direktivets noble mål at redde udrydningstruede dyrearter på europæisk grund. Desværre ser det i denne sag ud til, at målet helliger midlet uden skelen til lokale forhold, der kunne tale imod den totale fredning.
Sat på spidsen har natureliten prioriteret ulvens udbredelse over den forståelige, folkelige bekymring. Den omtalte forvaltningsplan indeholder en meningsmåling, der viser, at kun 31 procent af borgerne går ind for, at der bør være ulve i den danske natur, mens 50 procent er imod. Hele 62 procent er urolige ved at have den ”nye art” i den danske natur. Den bekymring burde politikerne lytte til. Helst inden en problemulv kommer for skade at sætte tænderne i Rødhætte.hhh