Unge fordriver ondt med ondt

Det er en enorm byrde at lægge på det enkelte menneske at trække den fælles fortælling om lidelse væk under fødderne på ham.
Anders Ellebæk Madsen

Danskere må genopdage lidelse som grundvilkår i livet

Yngre danskere gør sig selv ondt. 32 procent af de 18-25-årige siger, at de på et eller andet tidspunkt har påført sig selv skade ved for eksempel at skære i sig selv.

Den selvpåførte lidelse er indre smerte, der trænger sig på og finder vej ud gennem blod og barberblade. Fænomenet tilhører den række af kulturbårne onder, som smitter og derfor vokser eksplosivt i den ene generation for så at blive afløst af andre kultursygdomme i en anden generation.

Selvskaderiet er et tegn på, at noget er galt. I dagens Kristeligt Dagblad siger børnepsykolog Lotte Rubæk, at ”selvskade bliver dominerende i et samfund, hvor der er en meget lille udholdenhed over for smerte, og smerte og ubehag generelt forsøges lindret”.

Hele vores lidelseskultur har været under forandring i velfærdsstaten, hvor vi har erstattet forne tiders veråb til Herren med klageråb til politikerne. Et godt og sundt liv er blevet et folkekrav, mens et kort eller lidelsesfuldt liv bredt opfattes som en uretfærdighed.

Vores forståelse for lidelse er i virkeligheden blevet snævrere, i takt med at lidelsen er sat under administration. Tidligere havde vi en rigere kultur omkring lidelsen. Ikke mindst kunne kristendommen tilbyde mange meningsgivende fortællinger om lidelse, som ikke er folkeeje længere.

Kristendommen kunne engang stille selv den simpleste bonde i udsigt, at lidelsen på et tidspunkt ville få en ende og afløses af noget bedre. Børnelærdom var det også for blot nogle årtier siden, at vi ikke er alene med vores lidelse. Gud går med os hele vejen ind i mørket og bringer samtidig budskab om, at livet ikke gives uden smerte.

I dag er lidelsen blevet den enkeltes projekt. Det er meningen med lidelsen også. Det er en enorm byrde at lægge på det enkelte menneske at trække den fælles fortælling om lidelse væk under fødderne på ham.

På mange måder har vi taget kontrol over lidelsen i et omfang, som forekom umulig for bare et par generationer siden. Vi kan nu fravælge smerte under fødslen, ligesom det daglige arbejde ikke byder på tidligere tiders hårde slid og ofte nedslidning. Men hvad bliver tilbage? Det gør sindets smerte. Den vil ud. Og nu har den ikke længere nogen smertekultur at læne sig opad, men skal forvaltes i ensomhed og frit svævende i luften uden kontekst.

Det vigtigste modtræk er ikke uendeligt at forbedre vores kontrol af smerte. Vi mestrer i dag megen smertelindring. Vi har brug for igen at kunne forholde os meningsfuldt til smerte. Lidelse er del af livet. Ikke bare den fysiske, men også den psykiske. En ny tilegnelse af en sund smertekultur kan vi ikke forske eller lovgive os til. Den må vi fortælle os til.