Unge skal væk fra kontanthjælp

Rigtigt, at regeringen vil uddanne unge ledige

Alle kan gøre nytte er navnet på regeringens længe ventede kontanthjælpsreform, der blev fremlagt i går. Titlen er velvalgt, og der er al mulig grund til, at et bredt flertal i Folketinget bør bakke den op, og arbejdsgiverne bør udvise socialt ansvar og vise, at alle vitterligt kan gøre nytte. For den nuværende situation er uholdbar. 135.000 mennesker er på kontanthjælp, og tallet har i de senere år vist sig konstant uanset om der var høj- eller lavkonjunktur. Der er tale om en velfærdsydelse målrettet raske mennesker, der i princippet står til rådighed for arbejdsmarkedet. Velfærdssamfundet har andre ordninger, der skal gribe syge og handicappede.

Regeringen har i forbindelse med lanceringen støvet gamle socialdemokratiske slagord af, som at man skal gøre sin pligt og kræve sin ret i den rækkefølge og det er helt rigtigt. Det er ikke noget mål i sig selv som ung og rask at blive parkeret på offentlig forsørgelse. Alt for ofte har det vist sig, at resultatet af det, der var tænkt som en midlertidig håndsrækning til en ung enlig mor eller en ufaglært mand, var årevis og invaliderende offentlig forsørgelse.

LÆS OGSÅ: Sådan ser regeringens kontanthjælpsreform ud

Det er derfor rigtigt, når regeringen har øje på de unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år. Gruppen udgør 50.000 og er voksende, men budskabet til de unge også dem, der har haft en svær skolegang er, at de skal i gang med en uddannelse for på den måde at kunne forsørge sig selv på sigt. Og nej, alle skal ikke have en lang videregående uddannelse. I de kommende år får vi også brug for mennesker, der kan varetage praktisk arbejde, hvad enten det er pleje af ældre, buskørsel eller frisørarbejde. Men en uddannelse skal der til. De unge enlige forsørgere udgør en særskilt udfordring. Mange af disse kvinder kommer til at hænge fast i kontanthjælpssystemet i årevis til skade for sig selv og deres børn, der vokser op med en mor, der ikke har et arbejde at stå op til. De skal have særlig støtte til at komme i uddannelse, og erfaringerne med mødrekollegier og mentorordninger viser, at det er muligt.

Det er ikke første gang, at en regering forsøger at gøre op med de mange, der bliver passivt forsørget, men udviklingen i befolkningssammensætningen gør det tvingende nødvendigt, at opgøret denne gang lykkes. Med stadig flere ældre har vi ganske enkelt ikke længere råd til, at hver fjerde i den arbejdsduelige alder ikke løfter. Derfor skal det være slut med at betale penge til mennesker, der er arbejdsduelige eller kan blive det. Reformen lægger op til en skarpere skelnen mellem dem, der kan, men ikke vil, og dem, der vil, men ikke kan. På den måde sikres velfærdssamfundet på sigt, så der fortsat også er plads til at hjælpe de mennesker, der ikke umiddelbart kan gøre deres pligt, men har brug for at nyde godt af deres ret.