Uværdig behandling af døde

Groft, at kommuner vælger discountløsninger til begravelser

"Det er trist, at mange mennesker dør uden familie, men vi har alle et ansvar for, at ingen dør, uden at nogen kerer sig om det."
"Det er trist, at mange mennesker dør uden familie, men vi har alle et ansvar for, at ingen dør, uden at nogen kerer sig om det.". Foto: Mikkel Østergaard/ Denmark.

Det er praktisk, nemt og billigt. Og så er der ingen, der protesterer. Men det er dybt uetisk, at flere kommuner vælger at behandle døde uden pårørende som storskrald, der skal bortskaffes i en ruf. Fra kapel til krematorium uden nogen form for ceremoni heller ikke for de døde, der var medlem af folkekirken. Andre kommuner vælger dog at lade rustvognen køre til kirken for at holde en kirkelig højtidelighed.

Som det fremgik af Kristeligt Dagblad i sidste uge, er der hvert år flere hundrede mennesker, som dør uden at have pårørende, der kan tage sig af deres begravelse. Når det sker, at en afdød ikke har nogen pårørende, træder kommunen til og sørger for den sidste rejse.

LÆS OGSÅ: Er det uværdigt at begrave ensomme uden en ceremoni?

Københavns Kommune, der hver eneste dag året rundt har en sådan sag, har valgt, at afskeden skal foregå med værdighed. Bårebuket på kisten, en højtidelighed med præst og salmesang i kirken og dernæst krematoriet. Andre kommuner, for eksempel Glostrup, Vejle og Næstved, har sparet turen til kirken og kører den døde direkte fra kapel til krematorium. Hvor meget, der konkret er sparet i kroner, fortoner sig, men det er utvivlsomt så lidt, at det ikke berettiger til at smide al værdighed over bord.

I Lolland-Falsters Stift blev biskop Steen Skovsgaard for tre år siden opmærksom på, at Lolland Kommune også kørte den skrabede model uden stop ved kirken. Det fik ham til at kontakte kommunen, og der blev opnået enighed om at ophøre med denne praksis, så døde uden pårørende i dag får en kirkelig ceremoni. Det er en oplagt opgave for kirken i resten af landet at sikre aftaler med kommunerne, så afskeden med de mest ensomme i vores samfund sker på en måde, så vi kan se os selv i øjnene. Som bekendt siger det meget om et samfund, hvordan det behandler sine svageste.

Det er trist, at mange mennesker dør uden familie. Nogle har ingen børn og har levet så længe, at de har overlevet deres søskende og andre slægtninge. Andre har levet på en sådan måde, at de har stødt deres nærmeste fra sig, og nogle er blevet særlinge på den ene eller den anden måde. Men selvom kommunen i sidste ende får opgaven, har vi alle et ansvar for, at ingen dør, uden at nogen kerer sig om det. Preben Carlo Jensen, som var omtalt i sidste uges avis, var en af dem, der døde uden familie. Han havde haft et arbejde i 40 år, havde haft kolleger og en nabo, der kom hos ham. Alligevel var det hjemmehjælpen, der fandt ham. Ingen havde savnet ham. Det er en trist historie. Så man bør holde øje med den svagelige nabo, undre sig over, at den enlige ældre mand ikke længere møder op i kortklubben, og handle efter sin undren. Det kan ikke nytte noget at tro, at det gør de andre.