Vær varsom med diagnoser til børn

Læger må ikke give børn psykiatriske diagnoser uden at se dem

Vær varsom med diagnoser til børn

At udstyre et barn med en psykiatrisk diagnose er en alvorlig ting. Når først barnet er blevet diagnosticeret med depression, angst eller autisme, ændrer omgivelserne syn på barnet, og det ændrer også barnets eget selvbillede. Det, forældre og omgivelser måske før havde en mistanke om, bliver nu bekræftet, og alle barnets handlinger bliver siden set i det lys. Barnet bliver så at sige sin diagnose, hvad enten man vil det eller ej.

Diagnosen kan være en lettelse for mange familier, og den rummer også ofte den nøgle, der skal til for at være berettiget til ekstra hjælp i det kommunale system fra special‑ skole til støttepædagog.

Men en diagnose er også et stigma, og det er derfor indlysende, at den bør stilles med stor omhu og først efter, at barnet grundigt er undersøgt, og man har talt med det og dets forældre. Derfor er det alarmerende, at 50 læger og psykologer i børne- og ungdomspsykiatrien i går fortalte, at der udstedes diagnoser i blinde, og at man til tider stiller diagnoser på baggrund af kollegers notater uden selv at have mødt barnet. Det er ligeledes bekymrende, at man hurtigt tyr til medicin frem for at støtte barnet i hverdagen med særlige tiltag.

En af forklaringerne på de kritisable forhold i børne- og ungdomspsykiatrien er, at antallet af patienter er vokset med 44 procent på bare fem år, og derved har personalet travlt. Ydermere er der nu en udredningsgaranti, som sikrer, at familier ikke som tidligere skal vente i halve og hele år på afklaring. Det er som udgangspunkt positivt, og svaret på de lemfældige diagnoser bør ikke være øget ventetid for familierne, med hvad dertil hører af usikkerhed og en sygdom, der udvikler sig.

Men det er værd at opholde sig ved, at antallet af patienter er vokset med 44 procent på bare fem år. Er danske børn og unge blevet markant mere psykisk sårbare på fem år, har der været en underrapportering tidligere, er forældre blevet mere tilbøjelige til at søge hjælp, eller er samfundet så børnefjendsk, at flere bukker under?

Svaret er formentlig en blanding, men der er god grund til at forholde sig kritisk til en så voldsom stigning, og spørgsmålet er, omfor mange havner i det psykiatriske system. Psykiatrifonden foreslog i går, at børn med mindre psykiske lidelser bliver behandlet et andet sted end i børne- og ungdomspsykiatrien. Dermed bliver der mere tid til udredning og behandling af de allermest syge.

Børn med lette problemer skal ikke nødvendigvis behandles i psykiatrien, og der er brug for et opgør med pædagoger, lærere og forældres tendens til at ty til psykiatriske forklaringer, hver gang et barn ikke agerer, som de voksne forventer. Normaliteten bør have vide rammer, og det kan være sundt, at børn reagerer med raseri, angst eller tristhed, når hverdagen er presset.

Det er en naturlig reaktion, når der stilles (for) store krav til børn. Her er det ikke børnene, der skal på briksen, men derimod de voksne.