Der er fuld gang i overvejelserne omkring, hvem der kan blive landets kirkeminister efter det folketingsvalg, som kommer i år. Kommentator og tidligere konservativ minister Hans Engell vurderer i Kristeligt Dagblad, at flere politikere i fremtiden kan ventes at ”gøre brug af kirkeministerpostens værdi- og holdningsmæssige potentiale”.
Man må håbe, de kommende kirkeministre modstår fristelsen, for sporene skræmmer. Den radikale kirkeminister Manu Sareen viste, hvordan Kirkeministeriet kunne gøres til en platform for værdipolitik, ikke mindst ved sin måde at indføre vielser af homoseksuelle i folkekirken på. Her krævede staten, at kirkens ritualer skulle indeholde ord, som blev fastlagt af ministeren. I ritualet for vielse af homoseksuelle insisterede Manu Sareen på ordet ”ægtefælle”, som havde været heftigt diskuteret i tiden op til hans lovforslag. Selv kirkelige støtter af vielserne var imod processen.
Hele denne værdipolitiske manøvre skabte betragtelig splittelse i folkekirken, og mange meldte sig ud af folkekirken i tiden efter striden. Det er der ingen grund til at gentage, selvom man som politiker kan profilere sig selv og sit parti på det, og selvom intet kan forhindre en minister i at gøre det.
Det er skræmmende at forestille sig en fremtid, hvor kirken via Kirkeministeriet gøres til symbolsk slagmark. Man må advare imod denne tilgang. Den kan ikke bare rykke den gamle folkekirke, der hviler på en skrøbelig og hævdvunden balance mellem stat og kirke, men risikerer også mere grundlæggende at forrykke forholdet mellem folk og kirke i Danmark, der i forvejen er i bevægelse i disse år. Der er brug for ro i ministeriet, mens folkekirken etablerer sin rolle i et mere og mere multireligiøst Danmark.
Der er sandsynlighed for, at et valg kan komme til at handle om indvandring og dermed underforstået om forholdet mellem kristendommen og andre religioner, særligt islam. Det gør det så meget desto vigtigere at undgå værdipolitik i Kirkeministeriet.
Kirke og kristendom afføder værdipolitisk tænkning, og de deraf følgende tiltag vokser frem i store mængder i folkekirken, fordi praktiseret kristendom skaber holdninger og adfærd, både når det gælder sociale forhold, kultur og folkelig identitet. Det vil den blive ved med.
Pointen er, at værdipolitik gerne må komme fra folkekirken, men ikke fra ministeriet. Der er ikke symmetri mellem stat og kirke i dette forhold. Enkelte kirkestemmer kan komme med politiske udmeldinger, men kirkeministeren skal ikke melde politisk ud på kirkens vegne. For værdipolitiske udmeldinger giver værdi-politiske udmeldelser. AEM