I et program i søndags viste DR den arbejdsløse Robert, der forklarede, at han ikke ville arbejde, hvis ikke jobcentret kunne tilbyde ham et udfordrende job. Siden har mange politikere og meningsdannere gjort klart, at holdningen er urimelig. Men sagen efterlader alligevel et indtryk af, at noget er galt.
Det er et ufatteligt rigt samfund, vi har udviklet. Men samtidig er vi blevet fattigere. For få generationer siden var mange så stolte af deres selvforsørgelse, at de afviste offentlig støtte, selv folk i temmelig fattige kår. På under 50 år har vi fostret en tænkning, der er holdt op med at se på staten som vores fælles kasse og i stedet ser den som alle rettigheders giver.'
LÆS OGSÅ: Dovne Robert er et samfundsproblem
Robert Nielsen lever næppe i sus og dus, og han er blevet en taknemmelig prygelknabe for hele landet. Men han er alligevel værd at beskæftige sig med, fordi hans tankegang er udtryk for et større mønster.
Manden siger selv, at han fra barnsben er blevet stillet i udsigt, at han som voksen ville få et job, der var selvudviklende og identitetsskabende. I velfærdssamfundet fokuserer vi fra livets begyndelse på, hvad de små har lyst til. Det kan stille naive og uansvarlige typer i en svær situation, når livets realiteter melder sig. For virkeligheden er fuld af gråvejrsdage, modgang og hårde job. Det burde vi forberede både børn og barnlige sjæle på.
Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Jahn Jensen, giver jobcentrene og kommunerne skylden, fordi de ikke har aktiveret manden. Men problemet stikker langt dybere. Det handler om velfærdssamfundets basale logik.
Sagen er et kontant udtryk for, at velfærdssamfundet har en indbygget erodering. Tankerne om rettigheder og krav har ført os langt, men samtidig drænet mange mennesker for en del pligtfølelse, både over for andre og over for deres eget liv.
Velfærdssamfundet lever ikke af folk, der kræver deres ret. Det lever af, at mennesker kan blive enige om en fair balance mellem rettigheder og pligter i fællesskabet. Afviser man pligter til gengæld for rettigheder, skader man netop den balance og dermed kårene for de fattige danskere, der nyder godt af velfærdsstatens støtte. Den nuværende debat om, hvordan man aktiverer folk, der ikke vil arbejde, har næppe stillet de svageste bedre.
Det store spørgsmål er, om velfærdssamfundet har formået at skabe den fælles pligtforståelse, der skal til for at bære det store system. Har vi ikke den, kan man regne og regne på, hvordan puljer og budgetter skal fordeles, uden at velfærdssamfundet alligevel kommer til at stå fast og fremtidssikret. For velfærdssamfundet begynder med, hvordan vi tænker os selv ind i det.