Vi burde mindes mere sammen

Historiske markeringer styrker fælles identitet

I år er de historiske markeringer accelereret. Ud over 75-året for Besættelsen den 9. april mindes vi i denne tid også rædslerne i koncentrationslejren Theresienstadt i 1940'erne og i de armenske byer i Mellemøsten i 1915. Men også glædelige dele af historien som kvindernes valgret i 1915 og snart Befrielsen den 4. maj har givet anledning til at reflektere over fortiden. Og sidste år gik tankerne tilbage til tabet af Norge, hundredåret for Første Verdenskrig og krigen i 1864.

En stime af jubilæer og mindehøjtideligheder har givet en velkommen saltvandsindsprøjtning til en kultur som den danske, der ikke altid kan se det praktiske i at hæfte sig ved historien.

Mange kulturer som for eksempel den amerikanske, den italienske og den israelske har et mere naturligt forhold til at tænke historisk og husker både gode og onde dage. Her benyttes helligdage, historiske krige og personer i vid udstrækning til at skabe aktive fejringer, som skaber sammenhæng for mennesker og styrker en fælles identitet.

Mindekultur kan antage skadelige former, som det ses i totalitære stater, der oppefra indfører fejringer, som ikke har grobund i folkelige lag. For eksempel har der været konstrueret kult omkring lederens historie i diktatorstater som Nordkorea og det hedengange Sovjetunionen. Også i krigshærgede områder bliver historiske traditioner ofte brugt destruktivt. Når historiske protestantiske marcher i Nordirland går igennem katolske bydele, har det flere gange udløst optøjer.

Men Danmark er meget langt fra den chauvinistiske mindekultur. Det er snarere omvendt: Vi har fralagt os mange muligheder for at mindes vores fælles fortid sammen. Siden Reformationen har vi sat en ære i at gøre op med fortidens strukturer, og i dag er det Reformationen selv, der af mange betragtes som et tilfældigt levn, det ikke er tilbørligt at mindes i fællesskab og for fælles penge.

Netop det religiøse felt er et område, hvor mindekulturen er falmet. Når påsken ikke er et stort folkeligt tilløbsstykke i Danmark, hænger det også sammen med, at mange danskere ikke længere har en naturlig tradition for at mindes kirkens historiske milepæle, hvis ikke der er praktiske grunde til at gøre det såsom fridage eller familiesammenkomst.

Et af tidens onder er frygten for at ekskludere nydanskere, hvis vi sammen mindes en fortid før indvandringen i Danmark. Men det er i høj grad en myte, at indvandrere ikke vil lære om deres nye lands historie, herunder den religiøse. Det er en udbredt misforståelse, at nationalt betinget mindekultur i sig selv er problematisk. Den kan tværtimod have en sammenbindende funktion og skabe fællesskab.

AEM