Vi har stadig fattigdom

Indsatsen over for fattigdom skal fastholdes

Her ved indgangen til en måned, der vil stå i forbrugets tegn med gaveræs, talrige julemiddage og høje forventninger, slutter EU?s fattigdomsår med en beskæmmende konklusion for Danmark. Vi har været et af de mindst ambitiøse lande i Europa i år, når det gælder bekæmpelse af fattigdom, og netop i år melder Arbejderbevægelsens Erhvervsråd om, at antallet af fattige er danskere vokset markant.

Ganske vist har vi ikke fattigdom herhjemme, som den kendes fra udviklingslandene og endnu tættere på hos vores østeuropæiske naboer. Men det betyder ikke, at problemet ikke eksisterer. Bare spørg det barn, der på grund af mangel på penge må blive hjemme, mens kammeraterne rejser på ferie, må sige nej til fødselsdage og fodboldturneringer og må følges med sin mor og søskende hen for at hente en julekurv hos en af de velgørende organisationer om mindre end en måned. En begivenhed, som der i år ventes rekordstor søgning til.

Fattigdomsåret herhjemme er blevet markeret med et par konferencer, en hjemmeside på internettet og nogle pjecer samt en del velmente ord og nogle statslige puljepenge. Det kan den enlige mor på kontanthjælp eller den psykisk syge hjemløse ikke bruge til ret meget. Den officielle danske indsats i fattigdomsåret har dermed været så godt som usynlig for dem, der skulle have haft glæde af det. Hos de fattige, udstødte og marginaliserede. Regeringen har ganske vist gjort de dårligst stillede og udsatte til et selvstændigt indsatsområde i sin 2020-plan. Deri ligger en anerkendelse af problemets eksistens, men det er fortsat meget svært at finde ud af dets omfang, når Danmark som et af de eneste civiliserede lande ikke har en officiel grænse for fattigdom. Først når vi har en fælles fattigdomsgrænse herhjemme, kan vi følge udviklingen ordentligt.

Der bør laves en national strategi, der målrettet skal sætte ind over for de fattige i Danmark og afhjælpe netop deres problem. Regeringens "noget for noget"- og "det skal kunne betale sig at arbejde"-sloganer har været med til at individualisere fattigdommen. Det er ikke længere et fælles ansvar at bekæmpe fattigdom, og megen socialpolitik er blevet ændret til beskæftigelsespolitik. Et rigtigt tiltag for det store flertal, der kan og vil varetage et arbejde; men for den lille minoritet, der ikke kan selv, er det blevet mere tabubelagt og stigmatiserende at være fattig. Og dermed også ensomt og isoleret.

Nu forlader vi EU?s fattigdomsår, men det er ikke for sent for Danmark at komme ind i kampen. Fattigdom kan synes som et lille problem, der vedører de få, men den stigende armod bør bekæmpes.

kdh