Vi skal igen lære at styre vreden

Der ligger strukturer i tiden, som giver vreden for gode kår

Har vi givet vreden for stor anerkendelse? Det hævder den amerikanske filosof Martha Nussbaum i en ny bog, som omtales i Kristeligt Dagblad i dag.

Og forfatteren har fat i et emne, som har sin berettigelse. Der har altid været vrede, men vreden har særlige kår i dag, som gør det værd at tænke over den.

Man kan dagligt se vreden løbe af sporet på sociale medier som Facebook. Den forvandler sig på få sekunder til destruktive ord og trusler, som ingen for alvor fører tilsyn med. Aggresive udladninger har gode kår online og er del af en kultur, som understøttes juridisk, idet medier som Facebook ikke har særligt stort ansvar for at gribe ind over for destruktiv adfærd. Skriftlig vrede har udviklet sig på en måde, som stort set var forbeholdt mundtlig vrede tidligere.

I filmens univers har vreden forlængst vundet indpas som fast skabelon i fortællinger: En mand mister under frygtelige vilkår sin kone, og det sætter ham i gang med en jagt på gerningsmændene, som han skyder ned. Det hele præsenteres som retfærdig vrede.

Også i den politiske debat har vi vænnet os til at få løftet sløret for en vrede, som var sjælden for 40 år siden. Man kan tænke på tv-udbrud fra den kommende præsident i USA, Donald Trump, på de ophidsede debatter i Clement Kjersgaards programmer på DR eller bare på Venstre-politikeren Bertel Haarders berømte vrede i et DR-interview, der formentlig ville være blevet holdt tilbage fra offentligheden tidligere. Standarderne for offentlig vrede har forskubbet sig de seneste årtier.

Der ligger en dyrkelse af offentlige følelser i tiden; en emotionalisering. Den strømning giver også mere plads til destruktive følelser som vrede. Martha Nussbaum har ret i, at vi har brug for at lære at styre disse følelser igen. Det gælder, hvad enten det er den spontane vrede i trafikken eller den efter egen opfattelse retfærdige vrede hos forskellige minoriteter. Selvdisciplin har ikke stået i høj kurs som ideal i lang tid. Det burde den.

At vrede kan føre til had og hævn, er der ikke noget nyt i. Læser man Bjergprædikenen i Bibelen, kan man lade sig belære om, at ”enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen”, for allerede vreden bærer kimen til drabet. Vrede er tilsvarende en af de syv dødssynder, som den kristne kirke har advaret imod siden ørkenfædrene.

Men der er noget paradokst ved kristendommens forhold til vrede. Den samme Jesus, som advarer mod vrede, vælter selv borde og svinger pisken, når han renser templet for kræmmere. Vreden kan have flere ansigter. Den kan også være drivkraft i mange situationer. For eksempel er det problematisk, at vi vænner os til at reagere på terrorangreb med rolig tilbagelænethed. Her er vrede en sund reaktion. Men det fører igen tilbage til selvdisciplinen, for vi skal kunne omsætte vreden til rationel handling. Aggresive følelser skal oversættes. Ellers bliver vi primitive.