Voldtægt i verdens største demokrati

En voldtægt i Indien afslører kvinders dårlige stilling i landet

Der er betydelige regionale forskelle på, hvordan kvinder behandles i det store land på 1,2 millarder mennesker. Den ubehagelige tradition med at kræve medgift ved bryllupper er et af flere problemer. Den gør det dyrt for især de fattige familier at få bortgiftet piger.
Der er betydelige regionale forskelle på, hvordan kvinder behandles i det store land på 1,2 millarder mennesker. Den ubehagelige tradition med at kræve medgift ved bryllupper er et af flere problemer. Den gør det dyrt for især de fattige familier at få bortgiftet piger. Foto: Jakob Dall Denmark.

I begyndelsen af 1990erne offentliggjorde FNs børneorganisation Unicef et skræmmende foto af et par indiske tvillinger. De var bare to år, en dreng og en pige, og de sad på skødet af deres indiske mor. Drengen var velnæret og holdt hovedet højt, mens pigens ribben stod frem og afslørede dyb underernæring. Hun var kraftesløs og kunne ikke holde sit hoved oprejst.

Billedet var et eksempel på en alarmerende diskrimination af piger i Indien: Drengen fik mad først, pigen fik resterne. En diskrimination, der fortsættes og tolereres i dag, til trods for at Indien er under hastig udvikling som økonomisk og teknologisk stormagt og nu er blandt verdens 20 største økonomier.

LÆS OGSÅ: Indien fremskynder retssag efter gruppevoldtægt

Undertrykkelsen og mishandlingen af kvinder i landet har fået ny international bevågenhed efter en brutal massevoldtægt af en 23-årig kvindelig studerende i hovedstaden Dehli kort før jul. Den unge indiske kvinde døde efterfølgende af sine kvæstelser, og siden har sagen fyldt indiske og udenlandske medier. Den voksende middelklasse har brugt sin demokratiske ret til at gå på gaden i store protestdemonstrationer imod politikere, politi og dommerstanden, der ikke håndhæver landets love i forhold til de mange voldtægter.

Sagen har fået symbolkarakter for, hvordan kvinder behandles ikke bare i Indien, men i mange andre lande, og med demokratiske midler kan den indiske middelklasse forhåbentlig få held til at sætte landets kvindeundertrykkende kultur så grundigt til debat, at den kan blive forandret.

Der er betydelige regionale forskelle på, hvordan kvinder behandles i det store land på 1,2 millarder mennesker. Den ubehagelige tradition med at kræve medgift ved bryllupper er et af flere problemer. Den gør det dyrt for især de fattige familier at få bortgiftet piger. Af samme grund er Indien et af de lande i verden, hvor der aborteres flest pigefostre. I løbet af de seneste 30 år er 12 millioner pigefostre blevet aborteret, viste en undersøgelse sidste år. Det er i sig selv en menneskelig og civilisatorisk skandale, men også en skævvridning af kønsfordelingen i landet, hvor der nogle steder er et så stort overskud af mænd, at de ikke kan finde kvinder at gifte sig med, hvilket bidrager til omfanget af voldtægter.

Det negative syn på pigefostre er med til at forme synet på kvinder. Indien ligger i bunden af listen over lande, hvor det er godt at være kvinde. Næsten hver anden indiske pige bortgiftes, inden hun er fyldt 18 år. Mange kvinder diskrimineres i uddannelses- og sundhedsvæsenet. Hustruvold, syreangreb og æresdrab er udbredt. Det samme er mord ved afbrænding af nygifte kvinder, der gør det muligt for en mand at gifte sig igen og få endnu en medgift.

Det kan hjælpe at stramme landets love, men en reel forandring i synet på kvinder skal ske i indiske mænds hoveder. Sagen må også kalde på omverdenens opbakning, så der i Indien og blandt andet Afghanistan presses på for at sikre, at piger i fremtiden får mulighed for at leve uden frygt for voldtægt og ødelæggende diskrimination. bjer