Mission er kommet ind i varmen. Grundtvigianere og tidehvervsfolk, som tidligere talte imod mission, værdsætter den i dag. Hele folkekirken har taget mission til sig.
Men desværre er mission blevet et minusord blandt mange danskere, der ikke er kirkelige. Som religionsforsker Iben Krogsdal skrev i avisen i går, forbindes mission i brede kredse med at hæfte blind autoritetstro på et værdisæt, som man ikke selv har valgt. I stedet for at modtage et færdigt værdisæt fra missionæren vil tidsånden, at vi skaber vores egne værdier. Tidens store identitetsprojekt er at skabe sit eget værdiprojekt.
Samtidig er mange danskere blevet ømskindede over for religiøs påvirkning. Kold-krigeriske ateister råber krænket, hvis et skolebarn inviterer et andet til en begivenhed med kirkeligt indhold. Det opfattes som mission, og mission krænker det religionsfri rum, som de facto er blevet idealet i vores samfund.
Men det religionsfri samfund har ikke elimineret missionerende tiltag. Udviklingen har bare sat en ny form for mission i stedet. De nye missionærer er guruer og alternative behandlere, og de missionerer for selvudvikling og indre energier. Du ser dem på forsiden af selvhjælpsbøger, på supermarkedets boghylder og i aftenshowet. Og så spredes deres budskab som effektiv mission altid har spredt sig: fra mund til mund, fra veninde til veninde, over maden, på cafeen, under den fortrolige snak mellem venner.
LÆS OGSÅ: Vi er blinde for den nye åndeligheds autoriteter
De nye missionærer tilbyder et produkt, der går som varmt brød i disse år. I mange kredse er det lettere at formidle end kristendommens. Hvor kristendommens missionærer kræver kærlighed til næsten, tilbyder de nye missionærer kærlighed til sig selv. Det kan være svært at stå for i en selvforelsket tid.
Kristendommens missionærer er oppe imod en svær konkurrent. Tidsånden skygger for ånden. Oven i købet har den nye mission fantastisk gode kår. Ingen advarer imod den, og ingen foreslår forbud imod opslag om selvhjælp i skolen. Der ligger en skævhed i religionssynet, som rækker langt ind i de politiske og religionsfaglige kredse, der ellers er optaget af at bekæmpe uligheder på landets religiøse marked.
Megen religionskritik begrænser sig til de store verdensreligioner. Det er et religionssyn, som passer til verden af i går, hvor religiøse bevægelser havde et regelsæt. Men i dag er de hurtigtvoksende bevægelser uorganiserede, og desværre også uimodsagte fra store dele af landets intellektuelle kritiske tradition.
Det er på tide, at landets religionsskeptikere åbner øjnene for den skjulte mission, som vælter ind over os. Og derefter burde de åbne munden.