Geeti Amiris stemme er blød og mørk, og den lyder umiskendeligt af Amager med en snert af noget eksotisk.
Som universitetsstuderende er hun veltalende, og en sjælden gang imellem afslører en omvendt ordstilling, at Geeti Amiri har to modersmål: Dansk og dari, et af de afghanske hovedsprog, der minder om persisk. Geeti Amiris stemme kan hurtigt skifte fra åben venlighed til vred indignation. Og det er netop indignationen, der får Geeti Amiri til at åbne munden og råbe op – om kvindesag, om (ny)danskhed og om det hykleri, hun ser.
”Jeg kan ikke tie stille, når jeg ser, at størstedelen af kvinderne på danske krisecentre er nydanskere med muslimsk baggrund. Jeg kan ikke tie stille, når jeg på universiteterne ser dybt forelskede unge mennesker, som ikke kan få hinanden, fordi deres familie har en eller anden vanvittig forståelse af, hvem der bærer retten til at sige noget," siger hun.
26-årige Geeti Amiri bor i en lejlighed på Amager med sin mor. Hun flyttede tilbage til moderen for to år siden efter det, hun selv kalder en ørkenvandring, hvor hun boede alene og næsten ingen kontakt havde med moderen, broderen eller de fire ældre søstre. Familien Amiri kom til Danmark i 1994 som politiske flygtninge fra Afghanistan. Da var Geeti Amiri fire år gammel. Efter Geeti Amiri mistede sin far som 14-årig, blev hendes storebror voldelig og kontrollerende. Det endte med, at Geeti Amiri blev tvangsfjernet som 17-årig. Da hun igen blev forsonet med broderen, trådte hun ind i den offentlige debat med rygsækken fuld af egne dyrekøbte erfaringer.
Fra værelset i Amager-lejligheden i det, nogle kalder en ghetto, skriver Geeti Amiri indlæg til Berlingske-bloggen og forfatter de daglige Facebook-statusopdateringer, der skaber røre og vækker genklang i det offentlige rum.
"Min stemme er så hæs, at jeg lyder som en dreng, men det holder mig ikke fra at slå et slag for mine medsøstre, uanset hvor mange personlige slag jeg selv får igen," skrev Geeti Amiri på sin Facebook-væg den 5. juni.
For en af Geeti Amiris kæpheste er nydanske kvinders frigørelse, og hun retter skytset mod både de nydanske familier og mod de velmenende gammeldanskere, der ikke ser, hvad der foregår. Hun kalder det århundredets vigtigste kvindekamp at vinde nydanske kvinders ret til selv at vælge partner, uddannelse og liv i det hele taget – vel at mærke uden at de skal lide den tort at blive udstødt af det på mange måder kollektivistiske samfund.
”Vi har kvinder i dag, der bliver fuldstændig udstødt i det øjeblik, de vælger en mand, der ikke er godkendt af familien. Vi har kvinder, der er på flugt resten af deres liv, fordi de vælger retten til at sige: Jeg vil gerne selv bestemme over mit eget liv. Vi gør piger rodløse, fordi vi ikke tør gribe ind der, hvor vi skal,” siger hun.
De nydanske kvinder, der lider under den sociale kontrol i indvandrermiljøerne, er for Geeti Amiri ikke fjern virkelighed, men en del af hendes egen historie. Trods sin unge alder har hun taget turen ned i mørket og op igen.
Da den 14-årige Geeti Amiri mistede sin far til ALS, ændrede hendes tilværelse karakter. Geeti Amiris ældre bror blev smidt ud af skolen og indledte en kriminel løbebane i radikaliserede miljøer, og i hjemmet begyndte han at kontrollere kvinderne i familien med psykisk og fysisk vold.
Opvæksten i hjemmet på Amager havde ellers indtil da været lys. Den bar præg af, at hjemmet var blandet på flere måder. Geeti Amiris far var som kommunist politisk flygtning, men samtidig var han meget religiøs. Han var sunni-muslim, mens Geeti Amiris mor er shia-muslim.
”Det var de her modsatrettede ting, der dikterede min opvækst: Den sekulære tilgang til livet var der samtidig med, at åndeligheden blev vægtet meget højt,” fortæller Geeti Amiri.
Åndeligheden og troen fylder stadig meget for Geeti Amiri. Hun kalder sig selv muslim, men lægger stor vægt på fællestrækkene religionerne imellem: Troen på en skaber og forpligtelsen over for medmennesket.
"Min tro betyder, at alt, hvad jeg gør i mit daglige virke, tager udgangspunkt i min fortolkning af min tro. Det vil sige, at jeg skal være til gavn for mine medmennesker. Jeg skal være næstekærlig, og jeg skal have en solidaritet med mennesker, der rækker ud over det her dødelige liv, hvor vi hurtigt kan stirre os blinde på, om vi har det fedeste liv."
Selv om Geeti Amiris forældre bad fem gange om dagen og fastede under ramadan, og hendes mor drog på pilgrimsrejse, var det ifølge Geeti Amiri ikke selve handlingerne, der blev lagt vægt på i barndomshjemmet. Det var åndeligheden og det at kunne stå til ansvar for sine handlinger, der fyldte.
At der var noget, hun ikke måtte, fordi hun var pige, fik Geeti Amiri aldrig at vide.
”Min far puttede i den grad ligestilling i hovedet på mig, på godt og ondt. Han sagde: ’Hvis du føler, der er noget, en dreng ikke kan tillade sig, så skal du heller ikke – og hvis du gerne vil gøre det, så skal en dreng også.’”
En dag kom Geeti Amiri hjem med den pakistanske forfatter Rushy Rashids delvist selvbiografiske roman ”Et løft af sløret”, hvori hun beretter om et indvandrersamfund præget af social kontrol og frihedsberøvelse – af kvinderne, vel at mærke. Ophidset fortalte Geeti Amiri sin mor om romanen, der havde ramt et ømt punkt hos hende, mens hun selv prøvede at finde ben at stå på i brorens kontrolgreb. Broderen sad med rundt om spisebordet, og med ét for han frem mod Geeti Amiri.
Det blev til en af mange voldsepisoder, der fik kommunen til at fjerne Geeti Amiri fra hjemmet og anbringe hende på et bosted for voldsramte unge kvinder med indvandrer- eller flygtningebaggrund.
Fra da af brugte Geeti Amiri flere år på at være vred på sin bror - ikke mindst fordi hans fremfærd over for sine søstre stod i så radikal kontrast til alt det, Geeti Amiri havde lært af sin far.
”Min bror fulgte blindt nogle fortolkninger af, hvordan kønnene skal være. Det havde jeg enormt svært ved, for det var alfa og omega for min far og vores opvækst herhjemme, at vi skulle uddanne os og gøre gavn. Men det kan jeg jo ikke, hvis jeg ikke må læse en bog.”
Da Geeti Amiris bror blev far for første gang, var hun 20 år og langt væk fra sin familie. Da gik det op for Geeti Amiri, at hun havde brugt for mange år på at hade sin bror og være vred. Broderens første barn var nemlig en datter:
”Jeg tænkte: Jeg vil aldrig kunne leve med mig selv, hvis hun en dag får brug for min hjælp, og jeg ikke er der, fordi jeg har valgt at være vred,” siger hun og fortsætter:
”Jeg tror ikke på vrede. Jeg tror ikke på, at vrede løser noget som helst. Det er heller ikke det, vores religion – eller, generelt, alle religioner – dikterer. Det er ikke vrede, det er næstekærlighed, ikke?”
I dag er Geeti Amiri forsonet med sin bror. Efter sine seks år uden familien er Geeti Amiri af den opfattelse, at det er en misforståelse, når nydanske kvinder opmuntres til at bryde den negative sociale arv i så voldsom grad, at de også ender med at bryde deres familiebånd:
”Det nytter ikke noget, at nydanske kvinder bryder mønsteret ved at forlade familien. For så fortsætter den negative cirkel i familien.”
For Geeti Amiri var det ensomt at tage opgøret med den sociale kontrol. I boligområdet, hvor hun voksede op, så hun mange unge nydanske kvinder, der gennemgik det samme som hun, men uden at tage det samme opgør.
Den offentlige debat fokuserer ifølge Geeti Amiri for ofte på, om unge nydanske kvinder tager en uddannelse og får lov at tage til fest. For uddannelse er i langt størstedelen af de lande, nydanskerne oprindeligt kommer fra, forbundet med prestige, og derfor kan døtre godt få lov at tage en høj uddannelse, uden at de nyder den samme grad af frihed som deres nydanske medsøstre. Fest mener Geeti Amiri også, at man kan snige sig ud til, hvis man endelig vil. Men personlig frihed for nydanske kvinder er noget andet:
”Det er noget større, der er på spil. Det er retten til at sige, hvem man er, hvem man vil være, hvem man vil elske, hvordan man vil leve. Det er de her helt eksistentielle spørgsmål, der er på spil. Det er ikke bare retten til at sige: 'Jeg tager en Bacardi fredag aften,'” siger Geeti Amiri og fortsætter:
”Det, der ofte er problematisk, er, at vi tror, at social kontrol og æresrelateret vold kun findes på bunden af samfundet, det vil sige hos den ufaglærte gruppe af nydanskere. Nej: Du kan finde social kontrol hos den højest uddannede familie. Jeg vil vove pelsen og sige, at den faktisk findes der i allerhøjeste grad, mere end den gør på bunden af samfundet. Dem, jeg råber op, er nydanske kvinder på tværs af socialklasse, på tværs af grad af religiøsitet. For det, jeg efterlyser, er i bund og grund, at hver kvinde skal kunne være sin egen kvinde."
At hun efter seks år kom tilbage til sin familie, og at forsoningen lykkedes, betegner Geeti Amiri som en slags mirakel. Da hun for tre år siden mødte en dansk-afghansk ung mand, som hun kunne se en fremtid med, tænkte Geeti Amiri, at det næsten var som et eventyr. Men da deres forlovelsesdag oprandt efter seks måneders forhold, valgte hans familie at trække sin støtte til forholdet. Da han måtte vælge mellem sin familie og kærligheden, brød han forbindelsen.
For Geeti Amiri var det personligt et voldsomt slag – hun kalder det ”absurd” – men det var brænde på bålet for hendes offentlige engagement. Den unge mands forældres argumenter for at trække støtten var nemlig velkendte i nydanske miljøer: Geeti Amiri var ikke nogen anstændig kvinde at få børn med, for hun havde både været i forhold tidligere, var flyttet hjemmefra og levede i det hele taget sit liv, som hun ville.
Mange af Geeti Amiris opråb lyder som klassiske feministparoler fra suffragetterne til rødstrømperne: Kampen for kvinders ret til at bestemme over egen krop og vælge egen partner. Det til trods ser Geeti Amiri et voldsomt svigt fra de klassiske kvindesagsorganisationer, der ifølge hende ikke gør nok for at italesætte nydanske kvinders mangel på helt basale rettigheder:
”Det er fint nok at belyse behovet for flere kvinder på bestyrelsesgangene, og det er fint nok at belyse behovet for en åben debat omkring hverdagssexisme, og hvordan du kan føle dig chikaneret som kvinde ude i det offentlige rum. Men hvad med alle de kvinder, som er frihedsberøvede i en sådan grad, at de faktisk lever lige så indelukket, lige så begrænset som kvinder i Mellemøsten - altså kvinder i de lande, hvor vi gerne så, at der skete noget? Vi har problemstillingerne i egen baghave, men det kan vi slet ikke anerkende! Hvor er Dansk Kvindesamfund, når det kommer til det? De er jo ingen steder. Hvor er Kvinfo? De er ingen steder.”
Samtidig hersker der ifølge Geeti Amiri i disse gamle kvindesagsorganisationer en dobbeltmoral, hvor man accepterer et vist ligestillingsmæssigt efterslæb blandt nydanske kvinder med henvisning til deres kulturelle baggrund:
”Du skal som kvinde i det her samfund vide, hvad dine rettigheder er, også selv om du er muslim, også selv om du er brun i huden. Men man har accepteret, at fordi det er muslimske kvinder, fordi det er brune kvinder, så må vi acceptere fænomener som social kontrol og æresrelateret vold. Jamen, ville man nogensinde acceptere det, hvis det var en etnisk dansk pige fra Ringsted, der hed Marie, der blev tæsket af sin bror, fordi hun læste en bog? Det ville vi da ikke.”
Helt grelt står det ifølge Geeti Amiri til, når de gamle kvindesagsorganisationer imødegår nydansk kvindekamp med formaninger om ikke at lade sig lede af fordomme og gøre ”den brune kvinde” til et offer:
”Jamen, kære venner, hun er et offer! For kulturelle hæmmende normer, for religiøse fortolkninger, der hæmmer kvinden i kraft af hendes køn. Hun er et offer, når det er hendes hudfarve og hendes religiøse baggrund, der er overrepræsenteret i de negative statistikker. Hun er et offer,” fastslår Geeti Amiri.
Når Geeti Amiri ytrer sig på sin blog og på de sociale medier om de problematiske emner, der ligger hende på hjerte, kvitteres der jævnligt med personlig tilsvining, sexistisk chikane og i værste tilfælde dødstrusler. De groveste af dem anmelder hun til politiet, der dog i praksis har vanskeligt ved at tage affære over for de digitale trusler.
”Jeg kan ikke gøre så meget. Det er prisen for at ytre sig. Alt har omkostninger, og jeg siger heller ikke, det skal være en dans på roser. Hvis ikke det var svært at tale om det her, så ville det heller ikke være værd at tale om.”
Læs rapporten "Kønsroller og social kontrol blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund" (2014) her