Nogle gange er det bare en god idé at tie stille og lytte til sin partner

par, kæreste, sommer,

Det er engang imellem nødvendigt at sætte sig selv og ens perspektiv i en parentes, hvilket betyder, at man lytter og spørger til ens partner uden at referere til sig selv. Det betyder ikke, at man negligerer sin egen fortælling. Det betyder blot, at man for en tid venter med at fortælle, hvad man selv tænker. Modelfoto. Iris

Hvis vi lever i hver vores verden eller på hver vores ø, kan vi så nogensinde lære at forstå hinanden? Ja, men det kræver en indsats.

At sætte sig selv i parentes i parforholdet kan være rigtig svært, hvis man er vant til at tale meget. Men det betaler sig at klappe i og dvæle ved det, ens elskede har brug for at tale om, hvis man vil have et mere harmonisk samliv, mener psykolog Mattias Stølen Due. Læs et uddrag fra hans nye bog "Pas på parforholdet" her

At tænke på parsamtaler (og samtaler i det hele taget) som perspektivsamtaler er inspireret af tanken om, at vi som par ikke lever i én verden, men i forskellige verdener.

Idéen om én verden lægger op til, at der ofte kun findes én sandhed. Fra et psykologisk perspektiv er det mere hensigtsmæssigt at tale om, at vi lever i et multivers end i et univers.

Lauras indre verden ser anderledes ud end Jespers, ligesom min kones indre verden afviger fra min. At vi lever i forskellige verdener, kan illustreres ved hjælp af en ø-metafor.

Laura og Jesper lever på hver deres ø, og disse øer er forskellige.

Laura og Jesper har forskelig køn, alder, opvækst, genetik, hjerne, hormonel balance osv. Det giver derfor mening, at de opfatter rigtig mange ting forskelligt, og at de har forskellige holdninger til meget.

Det giver mening at tale om, at de lever i forskellige psykologiske verdener, og at de derfor også ser problemer fra forskellige perspektiver.

Helt konkret vil de opleve det fritsvævende og vandrette tal forskelligt. Laura ville sandsynligvis påstå, at det er et 9-tal, mens Jesper ville insistere på, at der er tale om et 6-tal.

ANNONCE: Køb bogen her

Hvis de stadig havde en sandhedsdiskuterende tilgang til samtalen med hinanden, ville de hurtigt komme ud i en diskussion om, hvis tal der var rigtigt.

En sandhedsdiskussion kan derfor i denne sammenhæng også kaldes for en 9-tals-6-tals-diskussion. Hvis de imidlertid havde en perspektivsamtale om dette, ville de forsøge at forstå, hvorfor den ene ser et 9-tal, når den anden ser et 6-tal, og hvordan det er at se henholdsvis det ene og det andet.

Hvis vi lever i hver vores verden eller på hver vores ø, kan vi så nogensinde lære at forstå hinanden? Ja, men det kræver en indsats.

Hvis vores tilgang er, at vi lever i forskellige verdener, må vi gøre langt mere for at forstå hinanden.

Der er stor risiko for ensomhed og diskussion i et parforhold, fordi vi er forskellige, men hvis dette anerkendes, og hvis vi insisterer på at have perspektivsamtaler, er der en chance for, at vi kan overkomme ensomheden, tale om forskellighederne og herigennem skabe et godt fællesskab.

Hvis vores tilgang er, at vi ikke lever i samme verden, kan vi ikke gå ud fra, at vi umiddelbart forstår det, vores partner siger.

Det blev jeg helt konkret mindet om, da jeg engang talte med et ungt par om børneopdragelse. De fortalte mig, at de var enige om denne, idet de begge gik ind for, at deres børn skulle have en ordentlig opdragelse. Da jeg imidlertid spurgte, hvad de mente med ordentlig, viste det sig, at de tænkte meget forskelligt.

Hun mente, at en ordentlig opdragelse består i, at ens børn lærer at vise taknemlighed, mens han talte om kæft, trit og retning, og at det også kan være nødvendigt ”at lægge hånd på” sine børn.

Denne forskellighed var overraskende og udfordrende for hende, og for mig var det en påmindelse om, at vi ikke kan gå ud fra, at vi forstår hinanden, når vi blot taler i overskrifter.

Vi kan mene det samme, men bruge forskellige ord, og mene forskellige ting med de samme ord. Det betyder altså helt konkret, at når vores partner siger, at han eller hun f.eks. er ked af det, giver det ikke mening med en prompte respons a la ”det kender jeg godt”.

Vi har naturligvis alle prøvet at være kede af det, men når vores partner siger dette i en specifik situation, så ved vi ikke, hvad udsagnet henviser til.

Vi ved rent faktisk ikke, hvad der præcist menes med det i denne situation og sammenhæng. Derfor må vi spørge ind til vores partner. Næste gang din partner fortæller noget vigtigt, eller du er uenig med din partner om noget, kan du med fordel stille følgende spørgsmål:

› Hvad mener du helt præcist med det, du siger?
 
› Hvor længe har du haft det sådan?
 
› Hvad har du behov for, at jeg særligt forstår?

I en perspektivsamtale i et parforhold vil der naturligvis altid være to perspektiver. Nogle gange er de vidt forskellige, og andre gange vil de minde en del om hinanden.

Men uanset om divergensen er stor eller lille, kan man ikke kan tale om to perspektiver på én gang. I hvert fald ikke, hvis man vil have en større forståelse for hinanden. Hvis begge vil fortælle om sig selv på samme tid, kan man komme til at minde om to æsler.

Disse æsler vil gerne over til hver deres høstak, og de bruger meget energi på at komme derhen. Problemet er blot, at de er bundet til hinandens haler. De kommer derfor ingen vegne. Sådan kan det også se ud i et parforhold. Også her er vi bundet til hinanden.

Vi prøver måske at fortælle om os selv, men fordi begge er selvfokuserende, kommer vi ingen vegne. Ingen føler sig næret, og i lighed med æslerne risikerer vi at blive udsultet. 

En måde at løse problematikken er ved, at æslerne (og vi) bliver enige om at gå over til den enes høstak først. Herefter kan man sammen gå over til den andens.

Det er med andre ord nødvendigt at sætte sig selv og ens perspektiv i en parentes, hvilket betyder, at man lytter og spørger til ens partner uden at referere til sig selv.

Det betyder ikke, at man negligerer sin egen fortælling, eller at den er mindre betydningsfuld end den andens. Det betyder blot, at man for en tid venter med at fortælle, hvad man tænker.

At sætte sig selv i en parentes betyder helt konkret, at man undlader at komme med kommentarer a la ”det minder mig om” eller ”sådan ser jeg det ikke”. Når man sætter sig selv i en parentes, undlader man at benytte den selvrefererende associationslogik, som desværre i alt for høj grad præger (par)samtaler.

Dette begreb henviser til det fænomen, at vi – så snart vi hører noget, vores partner siger – skynder os at dele ud af vores associationer.

Dette kan være fint nok i en hyggelig og venskabelig sammenhæng, men når man taler om betydningsfulde ting eller noget, man er uenige om, så forstyrrer det samtalen, hvis man hurtigt eller hyppigt refererer til sig selv. Lad mig give et eksempel:

Julie: ”Har du haft en god dag, Morten?”
 
Morten: ”Nej, det har jeg egentlig ikke. Jeg havde en vildt svær snak med en kollega. Vi talte om...” (bliver afbrudt).
 
Julie: ”Ej, hvor mærkeligt. Det havde jeg også”.

Morten: ”Okay” (sagt på en mut og uinteresseret måde).

Julie: ”Ja, nu skal du høre” (og så fortsætter hun med at snakke i de næste mange minutter uden afbrydelse).

Dette er et eksempel på pseudointeresse. Julie foregiver, at hun er interesseret i, hvad Morten har oplevet, men i stedet for at lytte og spørge ind til det, så bruger hun blot hans svar som et middel til at fortælle om sig selv. Hun associerer og refererer til sig selv.

Konsekvensen bliver, at Morten holder op med at lytte og selv mister lysten til at spørge ind til Julies dag. Han føler sigunderkendt, og bedst som han troede, at Julie var interesseret i ham, blev han overkørt af hendes fortælling.

Hvis Julie i stedet havde dvælet ved Mortens svar og stillet yderligere spørgsmål til hans dag og hans samtale med kollegaen uden reference til sig selv, havde scenariet været et ganske andet.

Så havde Morten følt sig værdsat, og han havde højst sandsynligt haft lyst til at spørge til Julies dag. Hermed havde der været tale om en win-win situation for dem begge i stedet for denne lose-lose situation, hvor ingen ender med at føle sig hørt, set eller forstået.

At sætte sig selv i en parentes kan være rigtig svært, hvis man får mange hurtige associationer, og hvis man er vant til at tale meget (om sig selv).

Men vi må alle øve os i at finde det mindste, vi kan gøre. For nogle vil det være en realistisk udfordring at sætte sig selv i en parentes i 15 minutter for kun at lytte til den andens perspektiv, uanset hvor anderledes og kontroversielt dette kan være.

For andre, der ikke er vant til at lytte og spørge, er det at lytte koncentreret til ens partner i længere tid en kraftpræstation af dimensioner, hvorfor to-tre minutter må være det første mål. Prøv at tænke over følgende spørgsmål:

› Hvornår har jeg sidst ”sat mig selv i en parentes”, så min partner kunne komme til orde uden afbrydelser?
 
› Hvordan ville det være for min partner, hvis jeg lyttede til hans eller hendes perspektiv i et stykke tid uden at afbryde?
 
› Hvor længe kan jeg undlade at referere til mig selv i en (vanskelig) samtale?

Uanset hvor svært det måtte forekomme at sætte sig selv i en parentes, kan det være fint at udfordre sig selv. Og man kunne måske spørge sin partner, hvordan det var. Svaret vil med garanti være positivt.

For vi mennesker kan som regel godt lide, når vores partner interesserer sig for os.

At gå på besøg på sin partners ø
 

For mange er anerkendelse blot et synonym for ordet værdsættelse. Men det er vigtigt at skelne imellem disse to begreber.

Værdsættelse er at sammenligne med ros, mens anerkendelse er at sammenligne med ærlig interesse og respekt.

Eller hvis vi skal knytte an til ø-metaforen: Værdsættelse består i, at man fra sin egen ø f.eks. siger, at ens partner (ovre på dennes ø) ser godt ud eller er en god forælder. Anerkendelsen derimod består i, at man forlader sin ø og går over broen.

Derefter sætter man sig ned på ens partners ø med tålmodighed og interesse i ønsket om at lære ham eller hende bedre at kende. At anerkende vil med dette metaforiske sprogbrug sige, at man går på besøg på sin partners ø.

Digteren Lone Hørslev har i sin digtsamling Lige mig beskrevet, hvor meget der egentlig er at besøge hos hvert enkelt menneske: ”Du-sagde-mine-øjne-var-et-landskab, du gerne ville gå dig en tur i. Et landskab. Med bakker og dale og byer og hemmelige stier og vulkanske søer […]”

Når jeg har besøgt eksotiske øer som f.eks. Zanzibar uden for Tanzanias kyst eller den indonesiske ø Sumatra, er jeg stødt på kulturer, skikke og reaktionsmønstre, som er meget forskellige fra mine egne.

Det har været dybt interessant, og det fremmede har kun bidraget til en større nysgerrighed og interesse hos mig. Det, der har været anderledes og ”mærkeligt”, har ikke været irriterende – det har kun gjort rejsen mere spændende og mig mere engageret.

Jeg har haft et ønske om at lære øen bedre at kende. I forlængelse af disse rejser har følgende spørgsmål strejfet mig: Gad vide, hvordan det ville virke, hvis jeg havde den samme tilgang til min kone og hendes ø, når jeg ikke kan forstå hendes måder at reagere på.

Gad vide, hvordan det ville virke, hvis jeg betragtede min kones ”mærkelige” tanker og adfærd som eksotiske og spændende.
 
Det er naturligvis umuligt at overføre entusiasmen fra rejser fuldstændigt til vores parforhold. Men hvis vi kunne genbruge bare noget af rejsens mere fordomsfrie og nysgerrige tilgang, ville det styrke vores partners oplevelse af at være anerkendt.

Psykologisk set og i et parforholdsperspektiv er det vigtigere at anerkende ens partner end at komme med værdsættende kommentarer.

At forlade sig selv for en periode for at besøge ens partner er noget af det bedste, man kan gøre for ham eller hende. For nogle år siden talte jeg med Victor på 11 år, der havde en mentalt handicappet søster.

Han fortalte mig, at selvom han elskede sin søster, kunne han blive utrolig flov, når han sad sammen med hende i en bus, og hun opførte sig underligt. Det kunne jeg godt forstå og relatere til, for jeg havde det på samme måde, da jeg var helt ung.

Min søster og jeg har f.eks. været med vores bror i IKEA og set ham smide både bluse og undertrøje foran en masse mennesker, samt oplevet at han har hugget andres sodavand og burgere på McDonald´s.

Ikke desto mindre fik Victor følgende respons fra sine forældre, når han fortalte om sin flovhed: ”Jamen, du må jo kunne forstå, at din søster er anderledes”.

Selvom der er noget rigtigt over dette svar, og selvom forældrene helt overordnet set var søde og sympatiske, så var der noget over denne respons, som virkede underkendende på Victor.

Hans oplevelse blev nemlig ikke anerkendt. Han fik ikke besøg på sin ø af sine forældre, og det gjorde ham ked af det. Han ønskede blot forståelse og medleven. Det, Victor havde brug for, har vi alle brug for. Når vi er børn, har vi brug for anerkendelse af vores forældre, og når vi er voksne, har vi særligt brug for at få den af vores partner. Tænk gerne over følgende:

› Hvornår har jeg sidst – for alvor – besøgt min partners ø?
 
› Hvilke dele af min partners ø kender jeg ikke så godt?
 
› Hvilke dele af min partners ø kunne jeg godt tænke mig at kende bedre?

Hvad kan man helt konkret gøre? Det korte svar består i at udvise interesse. Denne interesse kan bestå af nysgerrige og åbne spørgsmål. Dvs. spørgsmål, som ikke kan besvares med et ja eller et nej, men som åbner op for flere nuancer, perspektiver og fortællinger.

Det kan naturligvis være nemmere sagt end gjort. Hvis min kone har fortalt mig, at hun synes, jeg ser godt ud, eller at jeg har holdt et godt oplæg på en konference, så er jeg ret god til at besøge hendes ø. Så brygger jeg kaffe, går over broen og sætter mig roligt ned på hendes ø.

Jeg er med andre ord tålmodig og klar til at lytte til alle de detaljer, som knytter an til hendes positive syn på mig. Det er straks værre, hvis hendes ø er præget af torden og uvejr.

Hvis hun gerne vil snakke med mig om noget, hun finder kritisabelt eller udfordrende ved min adfærd, så har jeg som regel mindre god tid, og jeg har ærligt talt et mindre behov for at gå rundt i hendes landskab.

Ikke desto mindre ved jeg af erfaring – både fra mit eget parforhold og fra mine klienters – at det er vores evne til at besøge vores partner, når denne er trist, vred eller kritisk, som betyder allermest. Min kone kan godt leve med, at jeg ikke besøger hendes ø, når hun siger noget pænt om mig.

Til gengæld bliver hun ensom og fortvivlet, hvis hun ikke kan dele tanker, der har med vanskelige følelser og situationer at gøre.

Hvis man synes, det er svært at stille spørgsmål, kan det også være rigtig fint at benytte aktiv lytning. Aktiv lytning består i, at man gengiver essensen af, hvad man har hørt den anden sige.

Så hvis Allan siger følgende til Lise: ”Jeg er frustreret over, at vi to har så mange konflikter, og jeg er bange for, at vi er ved at glide fra hinanden”, så kunne Lise respondere på følgende måde:
”Det, jeg hører dig sige, er, at du oplever, at vi har det svært, og at du er bange for, at vi ender med at gå fra hinanden”.

Denne metode kan virke karikeret, men ikke desto mindre er den utrolig effektiv, hvis det, man taler om, er sårbart og svært. Man reducerer nemlig risikoen for misforståelse, og man giver sin partner en oplevelse af at blive taget alvorligt.  

Nogle indvender, at metoden er unaturlig til at begynde med, og jeg kan være tilbøjelig til at give dem ret. Sagen er bare den, at det er godt at gøre noget unaturligt, hvis det såkaldt naturlige ikke fungerer særlig godt.

Aktiv lytning kan benyttes som én måde at vise vores partner interesse på. Mange par er glade for denne metode, men synes også, at samtalen går lidt (for) langsomt.

Også dette perspektiv er forståeligt, for det går langsommere. Og alligevel ikke. Tina Dichow synger i sangen Count to ten: ”The fastest way to get there is to go slow”.

Det er ved at gå langsomt, ved at stille spørgsmål til den anden og ved nogle gange at benytte aktiv lytning, at vi kan undgå misforståelser og kommunikative forviklinger, der får processen til at løbe af sporet. Så selvom samtalen fra ét perspektiv går langsommere, så skaber man hurtigere en forståelse for hinanden.

For nogle år siden var jeg sammen med min familie i Dubai. Vi tog en tur op i tårnet Burj Khalifa – verdens højeste bygning på 828 meter. Hvis der ikke havde været et stort fokus på sikkerhed deroppe, havde jeg ikke vovet at bevæge mig ud til kanten.

Men fordi der var et solidt sikkerhedshegn, kunne vi frit gå rundt og få et nyt og fantastisk syn på Dubai – helt uden at være bange.

At benytte aktiv lytning, hvor man skiftes til at besøge hinandens øer, skaber en tydelig struktur for samtalen.

En sådan fast struktur kan sammenlignes med et sikkerhedshegn på toppen af et tårn. Hvis vores partner ikke ved, om han eller hun kan tale færdig, før vi afbryder, bliver det usikkert at sige noget personligt.

Men hvis vores partner ved, at vi lytter aktivt og sætter os selv i en parentes, bliver det muligt at fortælle frit.

En fast struktur skaber betingelser for, at vores partner kan bevæge sig rundt i noget, der ellers kunne være risikabelt.