Time for time: Den nat terroren ramte de danske jøder

Portræt Af Bent Lexner 01 til
Anna-Lise Bjeragers bog om tidligere overrabbiner Bent Lexner, Det gælder ...

Jeg vidste, at det ikke kunne hjælpe noget at lade følelserne få overtaget, mens jeg nu kørte af sted i bilen. Der måtte holdes fokus, fortæller Bent Lexner om den dag, hvor Dan Uzan blev dræbt. Foto: Jeannette Pardorfe

Jeg havde kendt Dan, siden han blev født i 1977, samme år som vores søn, David. Jeg havde omskåret ham, da han var otte dage gammel, og stået for hans bar mitzvah, og jeg havde sloges og grinet med ham.

Bent Lexner forsøgte at holde styr på sine følelser, da han kørte ud til Dan Uzans forældre for at fortælle dem, at deres søn var blevet dræbt foran synagogen i Krystalgade. I bogen "Det gælder dit liv" kommer man tæt på den tidligere overrabbiner, der mener, at jøder stadig betaler den højeste pris, alene fordi de er jøder. Læs et uddrag fra bogen her

Lørdag aften den 14. februar 2015 var begyndt som andre lørdage.

Sabbatten var forbi klokken 18.10, og Merete og jeg havde tændt for tv og computer for at blive opdateret på, hvad der var sket i det døgn, sabbatten havde varet.

Vi blev chokerede, da vi hørte, at der havde fundet et skudattentat sted samme dag omkring klokken 15.30 på Krudttønden i København på Østerbro, hvor vi også selv bor.

Hverken Merete eller jeg koblede det dog umiddelbart sammen med et muligt attentat mod synagogen i Krystalgade.

Der var en del politi i gaderne, da jeg cyklede ind til synagogen for at være med til den gudstjeneste klokken 18.40, der afslutter sabbatten. Da jeg kom ind til Krystalgade, mødte jeg Dan Uzan og de andre frivillige vagter. Der var absolut ingen panik, og vi udvekslede bare et par ord.

Det Jødiske Samfund har sin egen frivillige vagtordning bestående af unge mænd og kvinder, der står vagt ved alle jødiske institutioner, når der afholdes større arrangementer.

 ANNONCE: Køb bogen her

Inde i synagogen talte jeg med de andre og forstod, at vores folk omkring klokken 17.30 havde kontaktet Politiets Efterretningstjeneste, PET, og mindet dem om den bat mitzvah-fest, der skulle begynde klokken 19. Alle var forfærdede over det, der var sket. Men der var ingen, der på det tidspunkt var alvorligt urolige over sikkerhedssituationen i Krystalgade.

 Inde i Det Jødiske Hus, der ligger bag synagogen, stødte jeg på nogle af de gæster, der skulle være med til festen for Hannah, der var blevet bat mitzvah, den jødiske konfirmation, samme dag.

Lørdag formiddag havde jeg stået for gudstjenesten i synagogen, da jeg den uge vikarierede for rabbiner Jair Melchior, der var på vinterferie med sin familie i Israel.

Jeg havde holdt talen for Hannah, og hun havde selv holdt en rigtig fin tale om, at vi alle er forpligtet til at gøre en indsats for andre mennesker og prøve at ændre verden ved at gøre gode gerninger og udvise kærlighed og omsorg.

Nu skulle de 80 bat mitzvah-gæster, hvoraf mange var børn, snart i gang med middagen, og senere skulle de feste videre. Bat mitzvah-festen foregik uafhængigt af gudstjenesten i synagogen. 

Da gudstjenesten var forbi klokken 19, cyklede jeg hjem igen. Merete og jeg spiste middag og talte om, at vi næste dag, om søndagen, ville køre en tur til Kregme ved Roskilde Fjord, hvor vi har vores sommerhus. Vi gik i seng ved 23-tiden.

Omkring klokken 1 blev vi vækket af telefonen. Der var ingen i røret, men jeg tænkte ikke videre over det, for vi har af og til været udsat for telefonchikane, og jeg gik i seng igen.

Det varede dog kun et øjeblik, så ringede telefonen igen. Det var Michael, lederen af vores vagtordning: ”Bent, du må komme straks. En af vores vagter er blevet skudt. Du skal køre til Rødovre.”

Jeg tænkte i et splitsekund, at det, der nu tilsyneladende var sket, var det, jeg inderst inde havde frygtet siden 1985, da synagogen i Krystalgade blev angrebet med en bombe og syv blev kvæstet.

Vi havde nok alle skubbet det fra os, men nu var det tilsyneladende en realitet: Et angreb på jøderne i Danmark.

Jeg ville ikke spilde tiden på at stille spørgsmål, men skyndte mig kort at orientere Merete, fik tøj på og kørte mod Rødovre.

I bilen forsøgte jeg i tankerne at få styr på den smule, jeg vidste: Bat mitzvah-festen havde formentlig stadig været i gang, og det måtte være en af de tre unge mænd, der holdt vagt, der var blevet skudt i løbet af aftenen.

Efter terrorangrebet på synagogen i 1985 lavede Det Mosaiske Troessamfund sit eget kriseberedskab.

Der blev allerede dengang udarbejdet handlingsplaner i tilfælde af dødsfald, ulykker og terror. I en krisesituation var det bestemt, at krisestaben ikke skulle mødes i synagogen, men derimod i Rødovre hos et medlem af menigheden, der samtidig var en del af kriseberedskabet.

Der var politi allevegne, da jeg kørte gennem København. Jeg tændte for P4 Natradio, og der kom hele tiden opdateringer om situationen. I dag husker jeg ikke, hvad der blev sagt. Det hele var uhyggeligt og en smule uvirkeligt. Mens jeg kørte, ringede de fra Rødovre: Jeg skulle vende bilen og køre til Politistation Bellahøj.

Det var Dan Uzan, der var blevet skudt, lød det, og jeg skulle tage med politiet ud til hans forældre og underrette dem om hans død.

Jeg vendte bilen. Jeg tænkte: Dette her er min opgave. Den må jeg koncentrere mig om.

Jeg havde kendt Dan, siden han blev født i 1977, samme år som vores søn, David. Jeg havde omskåret ham, da han var otte dage gammel, og stået for hans bar mitzvah, og jeg havde sloges og grinet med ham.

Han og hans storesøster, Andrea, var kommet i vores hjem, fordi de var nære venner med vores børn.

De havde gået i skole sammen på den jødiske skole, Carolineskolen. Dan havde været målmand for den jødiske fodboldklub, Hakoah, i mange år, og han var et særdeles aktivt medlem af Det Jødiske Samfunds frivillige vagtordning.

ARKIVFOTO 2015 af blomster foran den jødiske Synagoge i Krystalgade nogle dage efter terrorangrebet, ...

Blomster foran den jødiske Synagoge i Krystalgade. Foto: Søren Bid / Ritzau

 Jeg vidste, at det ikke kunne hjælpe noget at lade følelserne få overtaget, mens jeg nu kørte af sted i bilen. Der måtte holdes fokus.

Da jeg kom ud til Bellahøj, blev jeg i receptionen mødt af en flok forældre til nogle af de børn, der havde været gæster ved bat mitzvah-festen. Forældrene var blevet ringet op af nogen fra vores kriseberedskab og havde fået at vide, at de skulle hente deres børn på politistationen, fordi der var en vagt, der var blevet skudt.

De fleste var rolige, men bekymrede. Naturligvis var de bekymrede for deres børn, som var ved at blive afhørt, og som de nu ventede på at blive forenet med.

Men de var først og fremmest bekymrede for Dan:

”Er han død?” blev en urolig mor ved med at spørge.

Jeg sagde, at de ikke kunne få noget at vide, før politiet havde givet nærmere instrukser.

Senere fik vi at vide, at evakueringen af de 80 gæster fra bat mitzvah-festen var forløbet fuldstændig udramatisk. Det stod i skarp kontrast til det, der var sket ude i Krystalgade klokken 00.45:

Gerningsmanden havde nærmet sig Dan, der var ubevæbnet, og de to betjente, der bar skudsikre veste og var bevæbnet med maskinpistoler, ved at spille beruset.

På klos hold blev Dan skudt i hovedet. Han var død på stedet. Derefter blev den ene betjent ramt af skud i armen, og den anden i foden. Den ene betjent fik skudt tilbage på gerningsmanden, men denne nåede at flygte. Tidligt søndag morgen blev han skudt af politiet på Nørrebro i København.

Alle har efterfølgende været enige om, at Dan og de to betjente var med til at afværge en massakre. Hvis gerningsmanden havde tiltvunget sig adgang til Det Jødiske Hus, tør ingen tænke på, hvad der kunne være sket. Jeg ved, at de to betjente efterfølgende var meget påvirkede af forløbet og følte skyld over det, der var sket.

Både Dans forældre og Det Jødiske Samfund føler trang til at sige, at de to betjente ikke skal føle sig skyldige. Dans død var en gal mands værk.

De to andre frivillige vagter reagerede straks, da skyderiet var overstået. Den ene vagt, der netop var blevet afløst af Dan, befandt sig i slusen i porten på vej tilbage til Det Jødiske Hus. Han skyndte sig at løbe ud til Dan for at se, om han kunne hjælpe ham på nogen måde.

Den anden vagt aktiverede alarmsystemet og gav besked til alle i festlokalet om at gå i kælderen. De voksne festdeltagere fortalte senere, at børnene var fuldstændig rolige. De havde danset i strømpefødder, da alarmen gik, så de fleste havde skyndt sig ned i kælderen uden fodtøj.

Børnene er vant til sikkerhedsøvelser fra Carolineskolen, så måske derfor reagerede de så roligt.

Senere blev både børn og voksne evakueret af politiet ad en bagindgang i synagogen og kørt i en bus ud til politistationen, hvor forældrene og jeg nu sad. 

På stationen fik jeg en telefonisk melding om, at der ville komme to betjente, som ville tage mig med ud til Dans forældre, der bor i Hvidovre. Efter et stykke tid blev jeg ringet op af betjentene, der ikke kunne finde mig. Der var sket et kommunikationsbrist et sted i systemet, hvilket betød en dum forsinkelse. Ikke noget at sige til, at alting var kaotisk.

Det indtryk blev yderligere forstærket, da betjentene og jeg endelig forlod politistationen. Hele bygningen var omringet af svært bevæbnede betjente. Det var åbenbart blevet offentliggjort, at alle vidnerne til angrebet i Krystalgade var samlet på Bellahøj, og man ville ikke risikere yderligere tiltag.

Denmark's Prime Minister Helle Thorning-Schmidt places flowers in front of the synagogue in Krystalgade ...

Statsministeren lægger blomster foran synagogen i Krystalgade. Foto: Reuters / Fabian Bimmer Foto: Scanpix Denmark

På vej i bilen stillede de to betjente en række spørgsmål. De undrede sig over, at de skulle have en rabbiner med. Var det en religiøs skik hos jøder?

Jeg forklarede dem, så godt jeg kunne, at Det Jødiske Samfund havde sit eget kriseberedskab, og at det var beskrevet i beredskabsplanen, at rabbineren tog med ud og underrettede familien i situationer som denne. I øvrigt kendte jeg familien særdeles godt.

Klokken var nu omkring tre søndag morgen, og vi nærmede os adressen i Hvidovre. Jeg tænkte på, at jeg havde kørt den samme vej for 37 år siden, da Dan skulle omskæres, og det havde været sådan en festdag. Huset var mørklagt, da vi nåede frem.

Vi ringede på dørklokken, men der var ingen reaktion. Vi bankede på døren, og vi bankede på et vindue. Ingenting skete.

Efter cirka ti minutter foreslog jeg, at vi skulle køre ind til Dans søster, som bor i en lejlighed i Vanløse.

Vi kørte derind, men med samme negative resultat. Jeg sagde til betjentene, at jeg nu ikke så anden udvej, end at vi måtte ringe til Dans søster.

Hun tog telefonen med det samme: ”Bent, er der sket noget?”

”Ja,” sagde jeg.

”Hvor er dine forældre?”

Hun forklarede, at hun og hendes forældre var hjemme i huset i Hvidovre, men at de ikke havde hørt, at vi havde banket på. Noget havde de nok hørt. I alt fald var de stået op og var blevet urolige for Dan, der ikke var kommet hjem.

Dan havde lånt forældrenes bil og havde sagt, han ville aflevere bilen ved totiden.

”Er der sket noget med ham?” spurgte hun.

”Ja,” svarede jeg.

”Er han død?”

”Ja,” svarede jeg og kunne høre, at hun sagde dén ene sætning til sine forældre:

”Dan er død.”

”Vi kommer med det samme,” sagde jeg.

Denne gang kørte vi til Hvidovre med udrykning. Det var de nødsaget til, når familien havde fået beskeden pr. telefon, forklarede betjentene.

Jeg gik først ind i huset i Hvidovre. Når jeg har været ude for at underrette pårørende om pludselig død eller alvorlig ulykke, har jeg oplevet, hvor forskelligt mennesker reagerer.

Nogle bliver afmægtige og kede af det. Som Egil i den islandske saga om sønnetabet, da han får at vide, at hans søn er druknet. Egil lægger sig hen for at dø af sorg. Andre reagerer helt modsat.

Dans far havde lige fået at vide, at han havde mistet sin eneste søn, og han reagerede på sit sønnetab med vrede. Han var vred på betjentene, og han var vred på mig.

Blomster og flag foran Synagogen i Krystalgade, København mandag d. 16. februar 2015, på det sted hvor Dan ...

Blomster og flag foran Synagogen i Krystalgade. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Foto: Scanpix Denmark

Vi satte os rundt om spisebordet, og Dans mor lavede kaffe. Vi fik talt om, hvad der var sket, i det omfang vi vidste noget som helst. Betjentene fik løbende underretninger, og de fortalte, at to af deres kolleger var blevet såret i Krystalgade.

Der var på intet tidspunkt tale om at tænde for hverken radio, tv eller computer. Hverken den aften eller de følgende dage fulgte familien begivenhederne i medierne. De havde brug for at koncentrere sig om at være til stede i det nære og var gennem hele forløbet omgivet af mennesker, der ville dem det godt.

Betjentene og jeg var enige om, at familien ikke kunne være alene. Der var blevet ringet efter familiemedlemmer til Dans mor, der stammer fra Jylland, og der var blevet ringet til Dans farbror i Israel. 

Men der ville gå et stykke tid, inden familien kunne indfinde sig, og derfor blev vi enige med Dans mor og søster om, at der skulle ringes efter en psykolog. Beskeden fra Københavns Politi var imidlertid, at der ikke var psykologer til rådighed.

Allerede mens jeg havde siddet på Politistation Bellahøj, ankom der flere psykologer, der skulle tale med børnene og de voksne, som havde deltaget i bat mitzvah-festen. Der var også blevet ydet psykologbistand i Krystalgade og på Krudttønden på Østerbro, hvor den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard var blevet dræbt.

Københavns Politi henviste i stedet til Bispebjerg Hospital. Vi blev dog hurtigt enige med familien om, at det ville være en dårlig idé. I stedet ringede jeg til vores eget kriseberedskab, og en psykolog fra menigheden dukkede op hen på morgenen. 

Netop den psykologiske side af sagen var vi fra menighedens side meget opmærksomme på, også efterfølgende. En uge efter terrorangrebet var alle børn og voksne fra bat mitzvah-festen samlet i synagogen sammen med flere psykologer for at tale om det, der var sket.

Der blev også lagt oplysninger ud på Det Jødiske Samfunds hjemmeside om, hvad man skal være særlig opmærksom på, når det gælder krisereaktioner hos børn og voksne.

Omkring klokken otte søndag morgen sagde vi farvel til familien, og betjentene kørte mig hjem.

På vejen sagde de: Hvor var det en god oplevelse for os, at du var med, fordi du kendte familien så godt. Jeg var også selv glad for, at jeg kunne være til stede i den svære situation, og det har familien også givet udtryk for, at de var.

På vejen hjem i bilen gik mine tanker i mange retninger.

Politiet havde bedt om, at der ikke blev afholdt gudstjeneste klokken halv ni, sådan som vi plejer søndag morgen, så jeg talte kort med nogen fra menigheden om, at de, der dukkede op alligevel, måtte henvises til gudstjeneste hos Machsike Hadas, der er en lille ortodoks menighed i Ole Suhrs Gade i København.

Da jeg kom hjem til Østbanegade ved halvnitiden, var jeg træt og vel egentlig indstillet på at gå i seng og sove efter en nat uden søvn. Men det gør man alligevel ikke i den situation, fordi adrenalinen pumper rundt i kroppen. Jeg spiste lidt morgenmad sammen med Merete og fulgte udviklingen på tv.

Telefonen var også begyndt at kime om obduktion af Dans lig og selve begravelsen. Jeg havde allerede i løbet af natten fået familiens tilladelse til obduktion, hvilket er en vanskelig sag i jødedommen, fordi begravelsen ifølge ortodoks praksis helst skal ske inden for det første døgn, efter at døden er indtruffet. Nu måtte vi vente på, at Dans lig blev frigivet, og vi havde derfor ikke en dato for begravelsen.

Den israelske presse var allerede tidligt søndag morgen begyndt at ringe til mig. Også til David, vores søn, der bor i Israel, og til Jair Melchior, der var på vej hjem med det første fly fra Israel. Den danske presse, derimod, ringede slet ikke det første døgn efter Dans død.

Det blev meget tydeligt, at de israelske medier har en helt anden måde at håndtere den slags på. Hvis der sker et terroranslag i Israel, hvor unge soldater er blevet dræbt, står samtlige medier uden for forældrenes hus lige med det samme.

De israelske medier ville vide, hvem der var blevet myrdet lørdag nat, men vi fastholdt naturligvis alle sammen, at de intet kunne få at vide, før navnet på afdøde var blevet offentliggjort i de danske medier. 

Det kunne de israelske journalister overhovedet ikke forstå. 

Nogle af dem ringede ni-ti gange, og jeg måtte til sidst smide røret på. 

Da de danske medier begyndte at ringe i løbet af mandagen, var det mere spørgsmål som: ”Er du bange efter det, der er sket?” ”Hvordan har Dan Uzans familie reageret?”

Journalisterne var tøvende og forsigtige.

Det var tankevækkende og positivt, at ingen danske journalister kontaktede Dans familie, selv om de let kunne have fundet nummeret på internettet.

I løbet af søndag formiddag blev jeg ringet op af den daværende israelske økonomiminister Naftali Bennet, der også er leder af det højrereligiøse parti The Jewish Home, og af Natan Sharansky, formand for Jewish Agency, der er den største jødiske nonprofitorganisation i verden og ansvarlig for al immigration til Israel. 

De ringede begge for at kondolere og overbringe hilsner til Dans familie og spørge, om de kunne hjælpe med noget.

Både formanden for Det Jødiske Samfund, Dan Rosenberg Asmussen, Jair Melchior og jeg modtog hver dag i snesevis af telefonopringninger fra jødiske organisationer og enkeltpersoner, der ville udtrykke deres medfølelse.

I det hele taget slår det fælles jødiske på tværs af landegrænser igennem, når noget så tragisk sker.

-Arkiv- RB PLUS Bandefolk fængslet i københavnsk terrorsag BV, ; Terror i København. Blomster ved den ved ...

Blomster ved den ved den jødiske Synagoge i Krystalgade på det sted, hvor Dan Uzan blev skuddræbt, da han stod vagt ved en jødisk konfirmation. Foto: Soeren Bidstrup / Scanpix Denmark

En repræsentant fra den israelske frivillige organisation Zaka ringede også. Zaka er en humanitær organisation, der består af 1500 frivillige, som har til opgave at redde jødiske ofre efter terror eller naturkatastrofer.

Ikke mindst er Zaka kendt for at håndtere og samle ligdele af jødiske ofre for at sikre, at en jødisk begravelse kan finde sted efter de religiøse forskrifter. Allerede søndag eftermiddag ville to repræsentanter fra Zaka flyve fra Tel Aviv og komme til Danmark for at hjælpe, fik jeg at vide.

Jeg sagde, at vi havde styr på tingene, men at de naturligvis var velkomne.

Hele forløbet viste, at der er tale om to forskellige kulturer: et land, Israel, der er vant til terror og voldshandlinger.

Og et land, Danmark, der med Dans død har lidt et uskyldstab, hvis omfang vi nok endnu ikke har gjort os klart.

Den søndag morgen vågnede Danmark op til en ny virkelighed.

ANNONCE: Du kan forudbestille Bent Lexners nye bog "Det gælder dit liv" her