Leif Davidsens barndom stoppede den dag, forældrene blev skilt

Journalist og forfatter Leif

For mig sluttede årtiet, med sin forudsigelighed, kedelige mad og mangel på »ting«, ikke nytårsaften 1959, men først i starten af 1965, hvor min far og mor blev skilt, fortæller journalist og forfatter Leif Davidsen om sin barndom i 1950'erne. Foto: Thomas Howalt Andersen

Jeg havde på fornemmelsen, at min mor var meget alene med sine interesser i den omgangskreds af arbejdere og funktionærer, som mine forældre havde.
Leif Davidsen

Som barn opfattede forfatter og journalist Leif Davidsen de voksne som uforudsigelige og mærkværdige. Men hans mor var anderledes: Hun var omsorgsfuld, elskede klassisk musik og litteratur og drømte om at se andre lande

Jeg kan dufte vaskedagen i kælderen i Bogense.

Den begyndte som regel med, at min far tændte op i gruekedlen, der stod i et rum, som også havde plads til to store skyllekar, hvor jeg hvert efterår fandt druknede mus, der ikke kunne komme op ad de glatte sider. I den anden ende af rummet stod en rullemaskine.

Den bestod af to grå-hvide tromler.

Det våde sengetøj blev trukket gennem tromlerne, når min mor drejede på et sort metalhåndtag, der sad på et gitter, der rejste sig over de gråhvide ruller. Vandet drev fra klædet og ned i en balje under rullemaskinen.

Jeg elskede, når jeg fik lov til at dreje det store, tunge håndtag. Jeg måtte bruge begge hænder, men følte, at jeg havde mægtige kræfter, når jeg så, hvordan min indsats fik vanddråberne til at springe fra et lagen eller et håndklæde. Gruekedlen var rund og hvidkalket med en lille luge i bunden.

Den lignede lidt en grønlandsk iglo. Under lugen var brandkamme-ret, der gik ind under den store porcelænskedel, som var støbt ned i gruen.

Bag den rejste skorstenen sig. Min far tændte op med et par avissider og noget kvas. Når ilden havde ordentlig fat, fodrede han ovnen, som det jo var, med brændeknuder. Kedlen blev fyldt med vand og sæbe, og så kom kogetøjet i. Det er den duft, jeg husker.

Den lå i den varme damp, som steg op mellem de små revner i det glatte trælåg, der blev lagt over kedlen. Låget var blevet helt hvidt af dampen og duftede meget kraftigt af sæbe. Det var godt, når lugten af vask gennemsyrede hele huset.

Den forsvandt, da vi engang i starten af 60’erne fik fjernvarme og vaskemaskine. Mens gruekedlen kogte, vaskede min mor andet tøj i skyllekar-rene. Hun skrubbede tøjet på et vaskebræt i det ene kar og smed det rene tøj over i det andet, der var fyldt med rent vand.

Når hun var færdig med at skrubbe, blev alt tøjet skyllet et par gange mere i karrene, inden det blev vredet op og hængt ud på tørresnoren. Hvis min far havde en periode, hvor han var arbejdsløs, hjalp han ofte med at hænge tøjet op, hvilket en del både mødre og fædre på vejen fandt meget besynderligt og lidt latterligt.

Især når han uden at tænke over det tog en af min mors blomstrede forklæder på. Min mor var sygeplejerske med skiftende vagter og havde derfor ofte fri om dagen. Hun havde også tilkaldevagt, som var et ord, jeg lærte at afsky i min barndom. Det betød, at hun pludselig skulle stille på sygehuset.

Det kunne være på en hverdag, men det kunne også være juleaften. Vi havde ikke telefon, og selv om vi kun boede fem minutters gang fra sygehuset, kom portøren i nogle år på en scooter og hentede min mor. Min far var heldigvis udmærket til at lave mad, når vores mor pludselig blev hentet.

Vi fik installeret en mærkelig telefon, der hang på væggen og lignede noget fra en gammel film. Man kunne ikke ringe ud på den, men sygehuset kunne tilkalde min mor via den, så portøren ikke længere behøvede at komme og hente hende. Min far var som sagt vant til at bruge et forklæde.

Han var ud-dannet bager, men hans bageri i Norup gik fallit engang i begyndelsen af 50’erne. Vi flyttede til en iskold lejlighed i landsbyen Harritslev, da jeg var omkring tre år. Jeg kan huske, at der var is på vandfadet om morgenen, når vi stod op, og de mest fantastiske isblomster på vinduerne.

Min mor havde nemt ved at få job på sygehuset, hvor hun blev ansat som røntgensygeplejerske.

Sygehuset skaffede os også en almennyttig bolig. Det var et lille gult hus i ét plan med kælder på Mågeøvej 3. Der stod en tykmavet sort kakkelovn i stuen, der sendte varm luft rundt i huset og ud i rummene gennem spjæld i væggene. Vi boede der indtil slutningen af årtiet, hvor vi fik tildelt et halvt dobbelthus i to etager på Æbeløgade 14.

Her var der også kakkelovn, men den var bygget ind i væggen mellem køkkenet og stuen. Det var mine forældre meget tilfredse med, for min lillesøster brændte sig forfærdeligt på den rundmavede kakkelovn i huset på Mågeøvej. Min barndoms to huse lå kun fem minutters gang fra hinanden.

Om vinteren elskede jeg at sidde med ryggen mod det varme spjæld på Mågeøvej og senere foran kakkelovnen i køkkenet i Æbelø-gade, når jeg havde spist mine rå havregryn med sukker og mælk.

(Artiklen fortsætter under billedet Leif Davisen som barn)

Her er jeg som seksårig på min første skoledag den 1. april 1957 foran huset på Mågeøvej 3 i Bogense. Foto: Privatfoto fra bogen

Hver lørdag fyldte vores mor et gråt zinkbadekar med vand, som hun varmede op i en stor gryde på gaskomfuret. Det var bygas, som blev leveret fra gasværket nede på havnen. I baljen fik vi vores ugentlige bad med hårvask og efterfølgende negleklipning.

Min mor tog ofte bad på sygehuset, mens min far etagevaskede sig, når han temmelig beskidt kom hjem fra jernstøberiet, hvor han fik arbejde. En gang om ugen tog han et bad på den offentlige badeanstalt. Der var ikke noget mærkeligt i det. Sådan levede alle, jeg kendte, indtil fjernvarmen med tilhørende rindende varmt vand året rundt i et nyt badeværelse med bruser holdt sit glædelige indtog i begyndelsen af 60’erne.

Fjernvarmen var med til at afskaffe et af de mange job, der forsvandt med 50’erne. Vi fyrede med koks, der blev leveret i store, gråbrune hampesække af koksmændene med deres blankslidte læ-derforklæder. De bar de tunge sække på ryggen, hvilende på en blankslidt lædervest, ind gennem vores have.

Det var store stærke mænd, der lugtede af øl og tobak, og de var, som vi sagde, sorte som negre i hovederne. De tømte sækkene gennem et vindue og ned i koksrummet i kælderen. Det støvede frygteligt.

De samme mænd hentede som regel også skrald. De bar de store metalskraldespande på ryggen og hældte skraldet ud i ladet på en lastbil, som blev tømt på en af de åbne lossepladser, hvor en kæmpe flok måger svævede, og som man fandt ved enhver by i Danmark. Vi børn hadede mændene på skralde- og koksbilerne, selv om en af mine klassekammeraters far var en af dem. For det var de samme mænd, der ødelagde vores glidebaner om vinteren, når der var sne, fordi de skovlede grus fra lastbilens åbne lad og ned på kørebanen, hvor vi møjsommeligt havde slidt os til den perfekte glidebane midt på vejen.

Byens garveri hældte skindrester ud på den losseplads, der lå mellem havnen og stranden, hvor vi badede om sommeren. Her fandt vi de skind, vi brugte til at lave pilekoggere, veste, tasker og skeder til vores hjemmelavede våben, når vi legede »cowboydere og indianere«. I dag ligger en af Bogenses velbesøgte campingpladser oven på den gamle losseplads. Vi børn afskyede på mange måder garveriet, selv om vi fik at vide af de voksne, at det gav arbejde til mange mennesker. For når garveriet tømte sine tanke, blev vandet i bugten farvet mørkerødt af det urensede spildevand, der afspejlede, at i 50’erne var der få, der bekymrede sig om naturen.

Det var egentlig et meget beskidt årti. Alle mennesker bevægede sig næsten konstant i røgfyldte lokaler. Alle syntes at ryge. Lærere kom ind i klassen efter frikvarteret fornøjeligt bakkende på en pibe eller pulsende på en cigar, som blev lagt på kanten af katederet, hvor den udsendte en blå røg, indtil den slukkede af sig selv. Mågeøvej bestod af ens små røde huse på den ene side og mere forskellige huse på den anden. Det var alle sammen lejeboliger med haver, som man fik gennem boligforeningen eller fagforeningen. Der boede almindelige mennesker, sagde mine forældre. Det var arbejdere og funktionærer, en enkelt skolelærer og så tolderen, som var den første, der fik en bil; en lille folkevogn.

Der var masser af børn, og vi løb ud og ind af hinandens huse dagen lang. Jeg var ikke ret gammel, før jeg ofte blev sendt ned i kælderen efter koks, mens det var min far, der sørgede for at hælde koks i kakkelovnen inden sengetid, så fyret holdt natten over. Jeg syntes, at det var uhyggeligt og meget skræmmende at gå ned ad trappen til kælderen, hvor der var mørkt og koldt om vinteren, for at fylde koksspanden.

Der kunne gemme sig uhyrer og måske spøgelser i de hvidkalkede rum foruden de mus, som kom ind om efteråret. Men der var ikke noget at gøre. Børn blev ikke taget med på råd i 50’erne, men skulle gøre, hvad de fik besked på, og det uden at brokke sig.

Min mor var lykkelig, da fjernvarmen kom, og koksstøvet forsvandt.Koksrummet blev sat i stand og omdannet til viktualiekælder, hvor min mor opbevarede glas med hjemmesyltede rødbeder, asier og de marmelader, hun i en årrække lavede af bær fra haven.

Halvtredserne var nok en nøjsom tid, men det var her, Danmark for alvor forandrede sig og begyndte at blive moderne. Danmark var få år efter krigen et relativt velstående land sammenlignet med mange andre europæiske lande, men materielt var det fattigt og un-derudviklet. I begyndelsen af 50’erne arbejdede 400.000 heste stadig i det danske landbrug mod nogle få tusinde traktorer. Ved årtiets slutning var det omvendt. Min mor havde fjorten søskende og kom fra en indremissionsk husmandsfamilie ved Nissum Fjord, og jeg tilbragte mange af de lange sommerferier hos mine morforældre i Vestjylland.

Vi blev sendt på en skolebillet med toget, da jeg først begyndte i skolen, og inden da bragte vores forældre os tre søskende derover, så de kunne passe deres arbejde. Nogle ferier tilbragte vi hos min onkel Senius og moster Elna i Bøvlingbjerg. De havde et klassisk dansk husmandssted som mine bedsteforældre med blandet planteavl, høns, grise, køer og et par arbejdsheste, som trak onkel Senius’ selvbinder. Og selvfølgelig havde de en hund og nogle katte, der holdt mus og rotter nede. De arbej-dede fra morgen til aften i en fast rytme, der fulgte årstidernes gang. Senius fik skummetmælk fra smørproduktionen tilbage fra mejeriet, som han gav grisene. Køerne var på græs, og hønsene gik frit rundt. Vi børn passede stort set os selv. Hele husmandsstedet var vores legeplads fra høloftet til de omkringliggende marker og småskove.

Vi legede gemmeleg og krig, og på de varme dage spadserede vi ned til fjorden for at bade i det brakkede vand. Min fætter Ole og jeg var jævnaldrende og legede ofte med myrer. Vi studerede, hvordan de reagerede, når man i en tom tændstikæske transporterede en flok myrer fra en tue til en anden. Der blev krig. Om natten, når jeg skulle sove, kriblede og krablede det bag mine lukkede øjne i den lyse sommernat, men alligevel fortsatte vi næste dag.

Vi fandt selv på vores lege. Vi havde ikke rigtig noget legetøj og ingen voksne til at sætte os i gang. Vi skulle også hjælpe til på gården, men for det meste fik vi lov at passe os selv. Moster Elna tog det for givet, at de større børn holdt øje med de mindre. Skete der noget, var moster Elna altid klar til at vaske såret og trøste, inden vi blev sendt ud at lege igen. Hun havde ikke tid til at underholde os.

Der var selvfølgelig ikke indlagt vand eller varme. Når man »skulle«, gik man ud til køerne eller på das.

Stedet afspejlede de nøjsomme og fordringsløse 50’ere, som jeg husker dem, men mine søskende og jeg elskede at komme til Vestjylland, selv om folk talte mærkeligt, og vi blev drillet, fordi vi talte fynsk.

Efter sommerferien blev vi drillet i Bogense på grund af de jyske vendinger og det tonefald, vi havde tillagt os i de lange sommeruger i Vestjylland. I begyndelsen af årtiet var kaffe, smør, sukker og valuta stadig rationeret, selv om Kastrup Lufthavn åbnede i 1952. Det kom ikke os ved. Vi rejste ikke til udlandet, og jeg kendte ikke ét eneste men-neske, der havde været uden for landets grænser. Men fra årtiets slutning gik det stærkt. Afvandringen fra land til by tog fart i takt med landbrugets mekanisering og industrista-tens udbygning, der også langsomt, men sikkert, tog livet af de små husmandsbrug. Det var en generation, der kunne rubbe neglene.

Den danske industriproduktion steg med 30 procent fra 1957 til 1960, hvor Socialdemokratiet kunne gå til valg under sloganet: Gør gode tider bedre. Det blev de for rigtig mange. Fra 1957 og 15 år frem oplevede Danmark en ubrudt vækstperiode, der forandrede landet til ukendelighed.

Det oplevede jeg ikke i Bogense i 50’erne, hvor livet var genkendeligt og forudsigeligt.

De voksne kunne være uforudsigelige og mærkværdige, men børn lærte hurtigt, at de voksnes verden ikke angik dem. Voksne var fjerne væsener, der heldigvis sjældent blandede sig i børns liv, medmindre de kom med formaninger eller skældte ud. Ens mor var der heldigvis til at trøste, og jeg havde gode forældre, der læste historier for os hver aften og på alle måder sørgede for os, men de var alligevel voksne, og de voksnes liv vidste vi ikke meget om. Der var ikke mange biler, og hele Bogense var vores legeplads, hvor vi bevægede os rundt uden opsyn og uden at fortælle hjemme, hvad vi lavede, andet end i vage vendinger:

Vi havde bare leget med Søren eller Hans eller Lone eller Grethe. Hvorhenne? I Fredsskoven, ved stranden, på gaden. Vi havde faktisk forbud mod at være nede på havnen, men det var vi jo alligevel. Hvad de voksne ikke vidste, havde de ikke ondt af. Vi sprang i havnen og svømmede over til den forbudte strand på den anden side, der var ejet af greven, som vi sagde. Vi badede i timevis fra Jomsborg, som var en rød træbygning, der lå yderst på havnen og var Bogenses badeanstalt.

Vi fiskede efter rødspætter og krabber og fangede mange ulke, som vi kunne sælge til byens minkavler. De gange, der var is på den lavvandede bugt, sejlede vi på isflager og tog de skældud, der faldt, når man kom våd og frysende hjem og gik til bekendelse. Vi gik i det lave vand ud til holme ud for kysten, som vi kaldte for Mågeøerne. Her samlede vi mågeæg, som vi stegte eller kogte over bål. Længere ude lå Æbelø, der var forbudt område og derfor særligt dragende. Jeg har aldrig gået i vuggestue eller børnehave. Det havde mine kammerater heller ikke. Jeg voksede op i en tid, hvor de fleste men-nesker røg, og de fleste kvinder passede hus og børn, mens mændene gik på arbejde.

Min lillebror Torben, der er to år yngre end mig, og min lillesøster Annemette, der er tre år yngre, kom begge i en kort periode i børnehave, da både min far og mor arbejdede. Jeg var begyndt i skolen, og min storesøster, som min far havde fra sit første ægteskab, rejste væk for at uddanne sig. Min mor syntes så, at mine søskende skulle i børnehave. I perioder, når der var penge i huset, havde vi ung pige. Det var skiftende piger på omkring 16-17 år, som jeg kun har tågede erindringer om, fordi de var der så kort tid. At min mor arbejdede, var temmelig usædvanligt; og at hun var hovedforsørger, var meget sjældent. Det prægede vores økonomi, der for at sige det mildt var temmelig svingende.

I de perioder, hvor min far også havde arbejde, var der penge i hjemmet. I andre perioder, hvor han var arbejdsløs, så det værre ud. Min mor var også et menneske, der elskede dyre ting og helst så, at møbler, tæpper, gardiner og andet i huset blev udskiftet med jævne mellemrum. Det var måske meget naturligt, at der var en sult efter nye ting efter krigens mangler og afsavn, men hun havde faktisk ikke råd til det. Hun elskede litteratur, klassisk musik og smukke ting.

Hun drømte om at se andre lande, men kom ikke af sted, fordi det gjorde man ikke, og det var der ikke råd til. Hun spillede habilt klaver og ønskede, at vi børn lærte at spille. Det gad min lillebror og jeg ikke, mens min lillesøster blev god til det.

Bogense var et klassesamfund, og jeg havde på fornemmelsen, at min mor var meget alene med sine interesser i den omgangskreds af arbejdere og funktionærer, som mine forældre havde. Som barn blev jeg selvfølgelig ikke inddraget i økonomiske spørgsmål, men jeg kunne ikke undgå at opdage, når det gik den forkerte vej. Som andre mødre kunne også min mor være bekymret om torsdagen, når arbejderne fik deres lønningspose med ugelønnen.

Der var flere fristende værtshuse på vejen fra jernstøberiet eller de andre industriarbejdspladser og hjem til konen. Det var en yndet sport for os børn at ligge på lur bag hækkene og se de fulde mænd forsøge at cykle slingrende hjem, selv om jeg ikke kunne lide, når min far kom hjem ud på aftenen og gik i seng uden aftensmad. »Far er træt,« ville min mor sige.

Men så nemt var det ikke at narre os børn, der også var vidner til de langvarige og udmarvende skænderier om penge og værtshuse. Jeg mærkede også problemerne, når »de små mænd«, som jeg kaldte dem, kom for at inddrive penge. Danmark var et rent kon-tantsamfund. Der kom mænd, der skulle indkassere regningen for gas og el.

En anden mand kom med regningen for koks. En mand fra boligforeningen kom med huslejeopkrævningen hver måned. Vi fik mælk bragt til døren af et mælkebud, der stillede flaskerne uden for døren. Mælkemanden kom en gang om ugen for at afregne. Da mine søskende og jeg blev store nok til at gå til fodbold og spejder om sommeren og dans om vinteren, var der også mænd, der kom med kontingentopkrævningerne. Det var meget pinligt, hvis de måtte gå med uforrettet sag, hvilket skete med jævne mellemrum i de dårlige perioder. Man skulle også helst have penge med i skole, så man kunne købe mærker til sin sparekassebog.

Der var en skjult konkurrence om at fylde bogen op, og lærerne holdt sig ikke tilbage fra at informere klassen om, hvem der havde penge med til mærker, og hvem der ikke havde. Det var også nemt at se, fordi man én efter én gik op til katederet og købte sine sparekassemærker. Det værste var nu – bogen. Vi havde bog flere steder. Hos købmanden, slagteren, bageren og ismejeriet. Det var linjerede notes-bøger med sort bind. På hver side var der plads til datoen i venstre side og beløbet i højre side. I midten var der afsat plads til indkøbslisten. Min mor eller far skrev i bogen, hvad man blev sendt i byen efter. Et pund hakket kalv og flæsk, hakket to gange hos slagteren, en leverpostej og en spegepølse. Hos købmanden helt sikkert cigaretter til min mor og pibetobak til min far og så eventuelt sukker, havregryn, mel og måske et par øl.

Et barn kunne uden problemer få udleveret både alkohol og cigaretter. Der blev købt ind så godt som hver dag. Vi havde ikke noget køleskab. Det første, vi fik, var et såkaldt isskab, hvor vi hentede store stykker is på mejeriet, der blev lagt ind under isskabet. Man tog bogen og spadserede eller cyklede til butikkerne og sagde, at det skulle skrives, mens man rakte bogen over disken til kommisen eller slagteren, der fandt varerne frem og lagde dem i den indkøbskurv af flettet strå eller stofindkøbsposen, man havde med. Priserne blev skrevet ind med sirligt blæk og lagt sammen i bunden af siden. Meningen var, at far eller mor skulle afregne en gang om ugen.

Købmanden ville så stemple betalt nederst på siden. Det var egentlig et udmærket system, for så behøvede man som barn ikke at have penge med i byen. »At gå i byen for mor eller far,« var et fast udtryk, som alle børn kendte. »Kommer du ud og leger?« ville en kammerat spørge. »Ja. Men jeg skal i byen for min mor først!« Det pinlige var, når jeg blev sendt i byen, og jeg vidste, at min mor eller far vidste, at der ikke var blevet betalt en regning til tiden. Jeg rakte bogen over disken til købmanden.

De fleste gange gav han mig varerne, som de stod opført i bogen, men med bemærkningen om, at man skulle sige hjemme, at der snart skulle betales et afdrag, ellers var der ikke mere kredit. Det værste, når der for alvor var lav-vande i kassen, var at blive sendt hjem igen med besked om, at der ikke var varer »før bogen var afregnet«. Mine søskende var mindre end mig, men de kendte også til at blive sendt i byen med bogen. Min lillebror gik i en slags strejke, da han begyndte at kunne læse, idet han nægtede at gå i byen, hvis der stod cigaretter i den. Mærkeligt nok accepterede vores forældre hans holdning. De var kærlige og på ét område meget moderne forældre.

De var begge to – især min mor – store modstandere af at slå børn og det i en tid, hvor tæsk var lige så almindeligt som regnvejr i marts – både hjemme og i skolen. Lærernes metoder var mere eller mindre ondskabsfulde. Jeg begyndte i skolen den 1. april 1957 og var stolt og glædede mig vanvittigt; og jeg holdt meget af at gå i skole trods de bank, man fik med mellemrum. Min bedste lærer var min klasselærer Hen-ning Kofoed-Jensen, der heldigvis ikke slog. Det gjorde de andre så. Regnelæreren slog med pegepinden over den åbne håndflade. Geografilæreren havde en særlig ondskabsfuld variant, hvor han vi-skede én med et viskelæder i de små hår i nakken, samtidig med at han drejede ens øreflip rundt. Det sved ad helvede til. De fleste stak lussinger. Man kunne få spanskrør i enden hos skoleinspektøren, men det oplevede jeg aldrig. Gymnastiklæreren slog også i måsen med en tovende, hvis de arme drenge, der ikke havde kræfterne til det, ikke kunne gå armgang. Jeg var glad for, at jeg var mager, se-net og stærk og dermed god til gymnastik.

Den mest frygtede var engelsklæreren, der uddelte spanske huskekager. Man blev kaldt op til hans kateder, hvis man f.eks. ikke kunne sine gloser. Han trak langsomt én op i ørerne med sine to hænder, indtil man stod på tæer, så slap han hurtigt og smækkede sine flade hænder ind på hver af ens kinder, så det sang i hele hovedet. Det gjaldt om ikke at græde foran klassen. Man fik tæsk for ikke at kunne sine ting, men mest for at lave ballade: drille de svage i klassen, snakke eller sende små sedler rundt. Man kunne selvfølgelig også få en eftersidning. Så blev man nødt til at forklare sig derhjemme, men der var lærere, der spurgte, om man ville sidde efter i en time eller have en på kassen. Hvis det var en af de kvindelige lærere, der spurgte, var valget ikke så svært. De slog ikke særlig hårdt. Vi kaldte skolen for Det Røde Fængsel og gav de fleste lærere øgenavne.

Skoleinspektøren var meget fed og hed selvfølgelig Jumbo. Der var PO Poppedreng, Striglen, Kragen, Prutten og Rotten for at nævne nogle af dem. Sladre hjemme gjorde vi ikke. Voksne skulle helst ikke rodes ind i for meget. Man kunne aldrig vide, hvordan de ville reagere. Man lærte at klare sig og at finde sin plads i hierarkierne. Ikke blot i skolegården, men også i de grupper eller bander, der var uløseligt forbundet med at være dreng i Bogense. Man måtte ikke være en tøsedreng, en sladrehank eller dårlig kammerat. Det hele var styret af ritualer, der fulgte årstidernes gang. Efter-året stod på krig, hvor Stegøvejhæren kæmpede mod Mågeøvejhæren, som jeg tilhørte.

Af og til indgik vi dog i en taktisk alliance mod den frygtede Torvehær, som rekrutterede sine tropper blandt stærke sønner af fiskere, der boede i de små huse på torvet. Kampene, hvor våbnene var træsværd og spyd, stod i Fredsskoven eller i gaderne. Det kunne gå voldsomt for sig, men jeg husker ikke nogen alvorlige skader. De voksne blandede sig ikke. Min bror og jeg var dog en gang meget taknemmelige over, at vi fik lov at søge ly i en kolonihave hos et frem-med ægtepar efter et pinligt nederlag i Fredsskoven, der splittede vores hær og sendte os på vild flugt med en flok store knægte efter os. De turde ikke gå ind i haven, hvor vi fik saftevand og en bolle med smør, indtil vi var sikre på, at faren var drevet over, og vi kunne gå hjem. Krigen stoppede som regel lige så hurtigt, som den begyndte.

Ofte ud på efteråret, hvor vi gravede foderroer op for at lave roelyg-ter, som vi gik rundt med i mørket. Med forårets komme indtrådte freden for alvor, for da spillede gaderne fodbold mod hinanden i en selvlavet turnering, hvor målene var et par trøjer på gaden, og banens bredde var fortovskanten. Turneringerne fandt sted, også selv om vi var en del, der begyndte at gå til fodbold i Bogense Gymnastik- og Idrætsforening omkring syv-års-alderen, hvor man uden problemer spillede på hold med drenge, der ellers ville banke en, når krigen rasede. I de lange sommeraftener legede vi Tre-Krone-Skjul, Dåseskjul og sprang i elastik eller tov.

Så var pigerne også med, ellers legede drenge ikke med piger. Der er en lyd fra min barndom, som er som en art aftensang i mit hoved. Det er lyden af mødrenes stemmer fra de forskellige huse, der kalder børnene ind i seng, selv om vi prote-sterede. Legene fandt ofte sted efter den tidlige aftensmad, som stort set alle familier spiste klokken halv seks. Det var altid kartofler og ofte frikadeller eller karbonader, som på Fyn var panerede. Det var ukrydret mad med opbagt sovs. Vi spiste ofte øllebrød eller byggrød eller fik min haderet sagosuppe, hvor de små gryn kiggede på én fra bunden af tallerkenen som onde øjne. Vi fik fisk mindst en gang om ugen, hvor vi købte torsk, sild og rødspætter meget billigt hos fiskerne på havnen. Fik vi torsk, fik vi resterne næste dag som plukfisk i hvid sovs. En særlig Bogenseret var maskintorsk i sennepssovs.

Vi fik stegt flæsk og en variant, som min mor kaldte husmandskoteletter, som var paneret brystflæsk. Skidne æg i sennepssovs var en anden tilbagevendende ret. Det største var en grydestegt kylling, som var decideret søndagsmad. I sæsonen spiste vi rødgrød og stikkelsbær-grød lavet af bærrene fra haven, hvor min far også dyrkede porrer, gulerødder, kartofler, løg og grønkål. I madpakkerne var der lever-postej, spegepølse, kødpølse, skæreost og kødrester fra aftensmaden.

Alle, jeg kendte, spiste stort set det samme. Vin og sodavand fik man kun til konfirmationer eller bryllupper, hvor der blev serveret suppe, steg og is. Min absolutte livret var pandekager med sukker, som jeg altid ønskede mig til min fødselsdag. Legene på gaden indbefattede også, at vi spillede hønseringe. Vi hønsede, som det hed. Hønseringe var små plastikringe eller plastikbogstaver, der sad i en plade, hvorfra man brækkede dem af én efter én. Man skulle kaste dem mod en mur, og den, hvis ring lå tættest på, fik alle de kastede ringe. Vi spillede også med marmor-kugler. Små farvede ler- eller glaskugler. Vi gravede et hul i gruset, og så gjaldt det om på skift at trille sine kugler i hul.

Den, der først fik alle sine i, vandt alle kuglerne i hullet. Min lillebror og jeg kunne i dårligt vejr eller om vinteren lege i timevis med marmorkuglerne på trappen, der førte op til første sal. Vi havde vores udvalgte. Det handlede om, hvilken af kuglerne, der kom først fra øverste trin og ned på gulvet i entreen. Vi førte omhyggeligt regnskab og opfandt indviklede regler om væddeløbet, alt efter om der var to, tre eller fire kugler på hvert hold. Det var også en leg, man kunne lege alene.

Jeg legede rigtig meget med min lillebror. Vi legede krig i en uendelighed. Selvfølgelig Anden Verdenskrig, men også »cowboy-dere og indianere«, som nævnt. Slaget ved Alamo genopførte vi utallige gange. Vi legede ofte ved et sted, som vi kaldte voldgraven, der lå et stykke fra byen ved vandet bag våde enge, hvor man ofte kunne se ål, der forlod ferskvandet for at søge tilbage i havet. Vold-graven var en lille sø ved en græsvold foran en betonmur.

Den blev brugt af hjemmeværnet til at hejse skiver op og ned over, når de holdt skydeøvelser. Vi gravede ofte projektiler op ad jorden foran betonmuren, som beskyttede mændene, der styrede skiverne. I køk-kenet, når vi var alene hjemme, smeltede vi blyet ud af projektilerne på gaskomfuret og brugte dem til pilespidser til vores hjemmelavede pile. Vi lavede sværd og slangebøsser og byggede hemmelige huler i skoven og havde særlige træer, som vi kravlede højt op i. Vi havde meget lidt legetøj i 50’erne. Nogle legoklodser, og min lillesøster havde nogle dukker og en del påklædningsdukker. Glansbil-leder opbevarede vi i gamle ugeblade, hvor hvert enkelt blad blev foldet på midten, så de dannede en lomme. Man byttede ved, at du valgte en lomme hos en klassekammerat, der derefter valgte en lomme hos dig.

Nogen gange fik man fantastiske glansbilleder. Andre gange tabte man i byttehandlen. I en periode gik jeg i Søndagsskole. Ikke fordi jeg hørte meget efter de hellige ord, men det var sjovt at synge salmer, og hver gang man mødte op, fik man et meget flot glansbillede. Jeg samlede også på kort med danske fodboldspillere, som lå i havregrynspakkerne. Som alle andre drenge samlede jeg på frimær-ker i en periode. I en anden periode på etiketter til tændstikæsker.

Vi havde en hel del små farvede cowboys og indianere i plastik, som vi altid ønskede os til jul og fødselsdag. Vi havde alt det tegnepapir, som vi havde brug for. Det var glat, gult papir i enten A4- eller A5-størrelse, som røntgenbille-derne havde været pakket ind i. Papiret tog min mor med hjem fra sygehuset sammen med de stærke papæsker, det havde ligget i.

Min lillesøster tegnede kjoler og andet tøj til sine påklædningsdukker, ligesom vi selvfølgelig tegnede alt muligt, som børn gør, men min bror og jeg brugte også den uendelige strøm af papir til at tegne fodboldhold. Vi udstyrede spillerne med farverne fra trøjerne på de danske hold i 1. division. I stuen havde vi tæppe på hele gulvet, hvor mønstret bestod af kvadrater i gråt og hvidt. Det var banen, hvor vi flyttede spillerne og den hjemmelavede lille bold rundt med terningekast.

Fjernsyn fik vi først i begyndelsen af 60’erne. Vi hørte en masse radio. Min mor var glad for radioteatret, foredrag og musik. Jeg syntes, at det var så hyggeligt og trygt, når min mor og far var så gode venner, at de sammen sad i hver sin stol med kaffekoppen foran sig, mens de lyttede til radioen. Far bakkede på piben, og min mor røg sine cigaretter. Jeg havde tit svært ved at falde i søvn og listede derfor ned i stuen, når mine søskende sov, efter at vi havde fået læst godnathistorie. Når jeg var heldig, fik jeg lov til at være lidt oppe, hvis jeg sad stille på gulvet og legede med mine cowboy- og india-nerfigurer. Jeg syntes ellers, fjernsyn var spændende.

Den første serie, jeg kan huske, var Robin Hood, som jeg så på et sort-hvid tv, der var stil-let op i ishuset ved en campingplads, der lå blot et par minutter fra vores hus. Hvis jeg var meget heldig, fik jeg penge med til en is eller noget slik. Jeg kan stadig se starten for mig. En pil affyres og flyver af sted og sætter sig dirrende i et træ. Jeg var tryllebundet.

Vi gik også ned til campingpladsen, når vi skulle skrive num-merplader op. Man kunne se på nummerpladen, hvor i Danmark bilerne kom fra, og i mange børnebøger var der en rask dreng eller pige, der kunne afsløre en forbryders færden, fordi de havde skrevet hans nummerplade op. Forbryderen var altid en mand. Vi gemte numrene i stilehæfter og konkurrerede om at have flest forskellige, og naturligvis var de udenlandske særligt eftertragtede. Jeg kan sta-dig huske, at MP foran tallene var Bogense, da man gik over til to bogstaver på de sorte plader med hvid tekst; og så var der ofte en del tyske biler på campingpladsen.

Det største var, da jeg lærte at læse og fandt bøgernes magi. Jeg kom hurtigt efter det og blev meget tidligt en fast gæst på Bogense Bibliotek. Biblioteket lå i midlertidige bygninger i Østergade, som det delte med Teknisk Skole, og blev bestyret af engelsklæreren Ole Bech-Nielsen, der havde arbejdet på biblioteket på deltid, siden han kom til kommuneskolen som ung lærer i 1925. Man skulle stille sine træsko uden for døren, inden man trådte ind på biblioteket. Der var altid helt stille mellem bøgerne. De var alle sammen indbundne i mørke farver, og det gjorde det ekstra spændende. Der var intet omslag med billeder, ingen flaptekst, ingen beskrivelse af indholdet. Man måtte vælge ud fra titlen og – da man blev ældre – ud fra forfatteren. Man kunne om vinteren høre sine skisokker glide over det la-kerede gulv og nogle gange musikken fra danseskolen i nærheden. Om sommeren gik man på bare fødder, og jeg kan stadig huske for-nemmelsen af at gå på det glatte trægulv, der var lidt ru i knasterne.

Om sommeren kunne man høre aftenlydene fra Østergade, fordi vinduerne var åbne. Det kunne være lyden fra en enkelt bil eller fulde mænd på vej til de værtshuse, der lå på torvet eller ved Algade. Om efteråret lugtede der ofte af gulvlak. Om sommeren var det lukket i en periode, og der kunne være meget varmt, når biblioteket åbnede i august. Der hændte ingenting. Man gik rundt og prøvede at finde bøger, man gerne ville læse. Bech-Nielsen sad ved sin skranke. Lyden, når han stemplede nye bøger med »Bogense Bibliotek«, rungede under loftet. Der var åbent om aftenen, så Bech-Nielsen kunne passe sin lærergerning om dagen. Der var ikke hyggeligt.

Der var nærmest lidt farligt på grund af Bech-Nielsen, der som nævnt straffede med de spanske huskekager i skolen, hvis man støjede, eller hvis man mødte ham på gaden og ikke hilste på en høflig måde, men intet kunne holde mig fra biblioteket. Der stod simpelthen for mange gode historier på de brune hylder. Jeg slæbte alle de bøger med hjem, jeg måtte. Det var seriøse bøger. Bech-Nielsen var en seriøs mand, som jeg ikke turde spørge om hjælp eller råd.

Der var hverken Jan-bøger eller tegneserier, men det gjorde ikke noget. Der var Victor Hugo og Alexandre Dumas, da jeg blev lidt ældre, og i begyndelsen fandt min mor bøger til mig, som hun læste op. Senere læste jeg dem igen selv. Når man havde fundet de bøger, man ville låne, stillede man sig ved skranken. Biblioteket bestod kun af ét rum, og skranken stod, så Bech-Nielsen kunne overskue alt. Han var gråhåret og bar briller. Man stod og ventede, mens han måske skrev et eller andet på et stykke papir eller katalogiserede en ny bog.

Man stod musestille med sine bøger i armene og håbede på, at man ikke havde gjort noget, man ikke vidste, man havde gjort. Han var altid i det samme grå jakkesæt med slips. Om vinteren havde han en grå, strikket vest under jakken. Så kiggede han op over brillerne, og man rakte bøgerne og sit lånerkort op til ham. Langsomt og omhyggeligt fjernede han kartotekskortet bagi, stemplede eller skrev udlånsdato og lånenummer på kortet og kom det ned i en revne i pulten. Han sagde sjældent et ord.

Derefter stemplede han datoen på det hvide, linjerede ark, der var limet bagerst i bogen. Hans stempel sad hæftet på blyanten. Han skiftede tallene hver dag, så datoen passede. Det mindede om det stempel, der sad i mit legetøjsposthus, som jeg fik en jul. Han tog én bog ad gangen og stablede dem sirligt foran sig.

Man skulle ikke prøve på at tage dem, før han var færdig med dem alle sammen. For mig sluttede årtiet, med sin forudsigelighed, kedelige mad og mangel på »ting«, ikke nytårsaften 1959, men først i starten af 1965, hvor min far og mor blev skilt.

Min mor ville ikke blive i Bogense og skaffede sig hurtigt et job i Ringe.

Udviklingen kan jo aldrig defineres inden for rammerne af et bestemt tiår.

Mange myter om 60’erne hører i virkeligheden til i 70’erne.

50’ernes måde at leve på i Danmark rakte ind 60’erne, så min barndom sluttede i 1965, da jeg var 14 år og oplevede skilsmissen og flugten fra min elskede, trygge barndomsby som et kæmpe forræderi, der sagde mig, at nu var verden endegyldigt en anden og en ny tid begyndt, hvad enten jeg ville det eller ej.