Gå ud og oplev den originale kunst

En plakat er et aftryk – todimensionel, ofte ikke så detaljerig som originalen, og farverne falmer med tiden

Monets åkander var ikke forsvarsløs blidhed og stillestående vand. Monets åkander – og hans broer og floder og høstakke – er farver, lys der flytter sig, en flimrende fornemmelse af en sommerdag, skriver Anne-Kathrine Riebnitzsky. Billedet er fra august, hvor kronprinsesse Mary åbnede udstillingen med Monet på Ordrupgaard.
Monets åkander var ikke forsvarsløs blidhed og stillestående vand. Monets åkander – og hans broer og floder og høstakke – er farver, lys der flytter sig, en flimrende fornemmelse af en sommerdag, skriver Anne-Kathrine Riebnitzsky. Billedet er fra august, hvor kronprinsesse Mary åbnede udstillingen med Monet på Ordrupgaard. Foto: Polfoto.

Jeg voksede op i 1980’erne, og Claude Monets åkander hang som plakater påfaldende mange steder. Jeg var ikke synderligt imponeret af de fade farver, det stillestående vand og de forsvars-løse udflydende blomster. Ofte irriterede Monet mig. Hvad var det, vi i middelklassen forsøgte at signalere med den åh så stillestående skønhed?

Da jeg som elev på Forfatterskolen i 1997 besøgte New York, gik jeg en dag ind på MoMA (Museum of Modern Art). Her så jeg for første gang Monet. Malerier, ikke bare den samme plakat. I et stort ovalt rum hang åkande-malerier i kæmpe format, side om side.

Jeg satte mig overvældet på en lav bænk midt i rummet og sad blot og sugede til mig. Farver og penselstrøg var synlige og intense på en måde, der intet havde med plakater at gøre. Det hele gav pludselig meget mere mening. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var synd for Monet, at han var blevet reproduceret så mange gange som plakatkunst, at folk (jeg) troede, at malerierne så sådan ud.

En plakat er et aftryk – todimensionel, ofte ikke så detaljerig som originalen, og farverne falmer med tiden.

Monets åkander var ikke forsvarsløs blidhed og stillestående vand. Monets åkander – og hans broer og floder og høstakke – er farver, lys der flytter sig, en flimrende fornemmelse af en sommerdag. Nogle gange – især mod slutningen af kunstnerens liv, er der også en voldsom vrede over den tiltagende blindhed, som forstyrrede ham – uden at billederne blev ringere, synes jeg.

De blev blot mere ekspressive og voldsomme. Lidt som Beethovens værker, efter han blev døv. De store talenter behøver i den sidste ende af deres liv ikke hørelse for at komponere eller syn for at male. Det kommer indefra. Det er en erfaring, som minder om at danse eller cykle. Når det føles rigtigt indeni, så er det ramt rigtigt ude i virkeligheden.

Monet malede i serier, så der er mindst 20 års studier af åkander spredt rundtom i verden. Jeg har siden oplevelsen i New York opsøgt Monet-udstillinger mange steder i verden. I Moskva, Sankt Petersborg, Chicago og Philadelphia. Stærkest står Chicago for mig. Det var blot en mellemlanding (teknisk set var det et togskift) med syv timer at fordrive. Jeg fandt museet tilfældigt – det er en privatejet samling med offentlig adgang. Her så jeg høstakke, der var fulde af lyserøde, lilla, blå og grønne farver. Selvfølgelig er en høstak gul, det ved enhver. Og sådan så de også ud. Men de var så meget mere. Så fulde af lysets spil, af den fine vind, der løftede stråene lidt.

I øjeblikket kan man se Monet på Ordrupgaard i Charlottenlund. Det er ikke den fineste samling, jeg nogensinde har set – den står Chicago stadig for – men det er et vidunderligt gensyn, hvor museet har gjort sig stor umage og lånt fra samlingerne i Giverny i Frankrig og de mange amerikanske museer.

Der mangler en bænk at sidde på, så man kan blive hængende en halv eller hel time eller længere og miste fornemmelsen af tiden, fordi maleriet bliver ved med at drage. Til gengæld er der en vidunderlig sort-hvid filmstump, hvor Claude Monet maler i sin have. Det er stråhat og hvidt tøj, ansigtet i skygge og en rygende cigaretstump, der blot hænger og hænger – for manden har jo paletten i den ene hånd og penslen i den anden.

Naturligvis er dette ikke en anmeldelse af en udstilling. Men det er en opfordring til at se originalen.