Værst er det at give en forkert gave

Gaver skulle gerne afspejle, at den, der giver gaven, har gidet tænke sig godt om og undersøge, hvad den anden ønsker sig og interesserer sig for

2016.08.31 Kristian Bøcker Sognepræst i Jelling skal være klummeskribent for KD.Foto. Lars Aarø. Fokus
2016.08.31 Kristian Bøcker Sognepræst i Jelling skal være klummeskribent for KD.Foto. Lars Aarø. Fokus . Foto: Lars Aarø/Fokus .

Det er vist noget, som især mænd kender til: Frygten for at give hende den helt forkerte gave. Ja, ikke for det. Det kan da også være træls selv at få en gave, der rammer helt ved siden af. Jeg fik for eksempel engang en bog om golf. Ja, jeg ved godt, at mange begynder på golf og bliver helt pjattede med det – og al respekt for det. Det er sikkert både sjovt og sundt. For dem. Men mig siger det ikke et klap. Og jeg har skam været til en prøvetime, der var lang som en time med diktat i folkeskolen. Og de timer var virkeligt lange.

Men netop derfor følte jeg mig nok lidt misforstået, da jeg fik den bog om golf i julegave.

Men endnu værre er det, når man selv giver en forkert gave. Især til den udkårne. En tidligere kollega gav sin hustru, da hun var nedkommet med parrets førstefødte, en stavblender som barselsgave. Det faldt bestemt ikke i god jord, selvom den stakkels mand havde de bedste hensigter: Han havde fanget noget med, at små børns mad ofte skal moses, så hvad var mere nærliggende end en stavblender. Det ville da være en lettelse for alle parter. Hans kone havde som antydet ikke helt den samme opfattelse.

Når det er så lidt rart både at få og give gaver, som ingen ønsker sig, er det helt enkelt fordi, gaver gerne skulle afspejle, at den, der giver gaven, har gidet tænke sig godt om og undersøge, hvad den anden ønsker sig og interesserer sig for.

Forfatteren Meïr Aron Goldschmidt definerede engang dannelse som ”den udviklede evne til opmærksomhed”. Og netop gaven – den rigtige gave – viser, at man holder evnen til opmærksomhed vedlige – især over for de nærmeste.

Og her er vi nok en del mænd, der ind imellem nærmest har afviklet evnen til gavens opmærksomhed. Eller måske aldrig rigtig fået den udviklet. Om det bunder i arv eller miljø er ret ligegyldigt. Resultatet er det samme: Man(d) får simpelthen ikke samlet sammen på de ofte mange hentydninger og slet skjulte ønsker om bestemte gaver, som mange kvinder strøer om sig i årets løb. Og så står man der – få dage før jul – og er i den grad på herrens mark! For hvad skal hun have? Og de få idéer, der eventuelt popper op, er helt elendige: Nye vinduesviskere til bilen, et topnøglesæt eller to billetter til Vejles næste hjemmekamp. Man kan selvfølgelig trække tøjkortet. Det kan redde en del – også selvom man på forhånd ved, at det skal byttes. Men helt godt er det ikke.

Men noget kan man gøre: For det første bruge mobiltelefonen til noget fornuftigt. Bruge den lille app til notater, og hver gang man hører et ønske af kvindens egen mund, skynder man sig at få det noteret. Man kan bare sige, man lige skal svare på noget. Og så har man ved juletid en lang række ønsker, som man kan vælge elegant imellem.

For det andet kan man forlade sig på kvinders overbærenhed. Det er nok det mest sikre: Dette blik fuld af forhåndstilgivelse, som mange kvinder kaster på den gave, som manden usikkert bærer frem for hende: ”Han vil det jo godt. Kan ikke rigtig. Men prøver i det mindste”. Eller som præsten ofte får at vide i den anledning: ”Viljen ser Vor Herre på”. Det håber vi!