Så er man lige pludselig på den anden side af sine mål. Man er mere end fuldmoden. Et tiår er nærmest bare et blink med øjet. Sagt uden vemod, for når jeg husker tilbage, så var det ikke entydigt skønt at være ung og saftspændt og med et helt liv af store mål foran fødderne. Der var så mange hurdler, der skulle klatres over. Skole, uddannelse, jobs, der skulle opnås. Men da jeg så endelig stod midt i mit liv, faktisk som 41-årig, og nu kunne falde til ro i min alt for store og højryggede kontorstol som underdirektør og informationschef i øllets rige, så følte jeg mig fuldfed og overmæt på én gang. Seks et halvt år hos Carlsberg var gået – jeg var forankret, troede jeg. Men trangen til at sætte mig nye mål og udfolde nye sider af mig selv blev mere og mere påtrængende. Og jeg har netop blinket et par gange mere med øjnene – og der er nu gået to tiår. Og kunsten og designarbejdet er blevet mit livsvirke. Men så er der lige den lille kildrende lyst, eller måske livsnødvendighed, der hvisker; ”Hvad med et lillebitte nyt mål – taget fra den lave hylde af livets milliarder af muligheder?”. Det har jeg så fundet. Mit nye mål er: den perfekte flødebolle.
Jeg har i løbet af de seneste to år kastet mig hæmningsløst i armene på min nye lidenskab: skabelsen af en chokoladesprød flødebolle med skum som himlens skyer. Jeg må erkende, at min nye disciplin er en lang og vankelmodig vej. Fra de første boller, der var udflydende og dårligt smagende hvide mågeklatter med tilfældige striber af chokolade, til de senere mere sammenhængende, men vildt skæve og ynkelige små taberboller. For ikke at nævne chokoladeskallerne, som var matte og grå på grund af forkert og talentløs temperering.
Hvor jeg dog husker mine gæsters alt for høje og lange latter. Det krævede en vis grad af selvopholdelsesdrift at le med. Og jeg smed mine første flødeboller i røremaskinen og afsatte dem derefter på et stykke bagepapir, så kunne de i det mindste genopstå som småkager, som gæsterne kunne få med hjem. De glemte dem alle på kommoden. Det udmarvede. Men det var intet mod det endelige stød, da jeg så, at en af gæsterne havde sendt fotos af mine første kreationer til Pinterest, (som er et socialt medie, der fungerer som en slags opslagstavle), og her blev mine følsomme boller fremvist som lysende eksempel på, hvordan man ikke skal gøre.
Jeg må tilstå, at mit nye projekt stod over for en skillevej, hvor jeg overvejede at afsætte de til formålet indkøbte effekter såsom de tre forskellige sukkertermometre, chokoladesmelteren og batteriet af krymmel og drys. Men jeg fortsatte min planløse vandring mod bollernes hellige gral. Jeg ringede chokoladeeksperter op, læste alt, hvad jeg kunne finde på nettet, så videoer og forsøgte igen og igen. Og når pludselig chokoladen blev blank og glat, så var bunden enten for blød eller forbrændt. Og så glemte jeg vist lige at tilsætte eddike til skummet, og så fik det ikke den rette sejhed. Jeg nåede også at tabe en nøgen bolle ned i den smeltede chokolade, så det hele måtte laves forfra. Jeg er nu 324 flødeboller længere inde i forløbet. Mine flødeboller tåler dagens lys. Måske ikke ligefrem spotlyset, men dog nok til, at jeg serverer dem med stolthed. Og for mig er det næsten at være i mål. Nu er så spørgsmålet, hvilke mål jeg herefter skal sætte mig. For et liv med løbende nye udfordringer, hvor ubetydelige de end måtte være, er et liv, som giver mig bredde og højde, dybde, fylde og mening. Og mere kan jeg vel ikke forlange.
Monica Ritterband er kunstner