Alberte Winding: Jeg veksler mellem det drømmende og det aktive

Sanger og skuespiller Alberte Winding , 53 år, har med alderen lært at sætte pris på søndagsstilhed og havearbejde

Alberte Winding er aktuel med børnebogen ”Når jeg savner min far”. –
Alberte Winding er aktuel med børnebogen ”Når jeg savner min far”. – . Foto: Jens Dresling/Polfoto.

Jeg mærker, det er weekend, når jeg skal ud at spille. Det skal jeg ofte i weekenden. Så føles det som en lille rejse, der kræver kærlig koncentration. Men når jeg har fri, så går jeg en lang tur, køber en god vin og ser en milliard serier med min mand, Andreas.

Jeg vil gerne vågne veludhvilet i en storby med nye lyde, måske morgenbøn eller nogen, der råber noget på italiensk, der får en anden til at grine højt. En badeby med måger og et gardin, der løfter sig for brisen, vil også være dejligt. Jeg trænger vist virkelig til at rejse ud i verden.

I en weekend vil jeg gerne veksle mellem det drømmende og det aktive. Jeg læser tusind bøger i øjeblikket, fordi det giver mig et skub ud i det at skrive selv. Så jeg vil helst sidde i sommerhus med en bog, indtil min krop skriger på bevægelse.

Når den gør det, maler jeg et vindue eller roder i komposten. Jeg er også inde i en god løbeperiode, så muligvis vil jeg løbe langt. På den måde kan jeg dele en flaske vin med kæresten, uden at gå ned over, hvor meget tykkere jeg er ved at blive.

Jeg vil gerne have klaret at få malet den gang i min lejlighed, der skriger på maling. Når den er malet, tænker jeg, at det er her, mine lidt mærkelige malerier kan hænge. Men måske ikke. De er stadig mærkelige, selvom de hænger i gangen.

Skal jeg holde et middagsselskab, håber jeg, at Andreas tilbyder at lave mad. Jeg bliver meget usikker over at være kok og vært. Hvis han laver mad, så elsker jeg egentlig at dække bord, finde god musik, finde en smuk kjole. Hvis ikke, så er jeg bleg og forvirret, når gæsterne kommer og pavestolt, når de går.

På en søndag nyder jeg, at byen er stille, og landet summer af haveejere, måske det største bevis på, at jeg endelig er blevet voksen. Da jeg var ung, syntes jeg, at stilheden i byen var klaustrofobisk, og at haveejere var små mennesker uden fantasi. Dybden i stilhed og havearbejde er jo guld værd!

Skulle jeg ud af huset, ville jeg vandre planløst ud i byen. Måske spise frokost på en ny café. Sidst vi gjorde det, var der en madfestival langs Søerne. God stemning, cool mad, og vi orkede godt at stå i kø, fordi søndagen er lang og tålmodig.

Inden jeg går til ro , vil jeg lave 10 minutters yoga af den slags med dybe vejrtrækninger for at kunne sove bedre. Jeg sover dårligt. Måske er det alderen, måske er det musikeren i mig, der egentlig egner sig godt til at være ude og optræde i en weekend. Når jeg nu alligevel er vågen og fuld af ballade indenbords.