Stor, hvid og næsten slots-agtigt mondæn dukker Hvidkilde Gods frem ud af det bare ingenting langs landevejen, der bugter sig gennem det sydfynske landskab mellem Svendborg og Faaborg. Det er ikke for ingenting, at godset har status af skovenestegård, hvilket betyder, at den ligger ude i skoven og ikke i forbindelse med en by.
Årligt afsætter godset omkring 38.000 juletræer – mange af dem til Tyskland og Schweiz. Men da Kristeligt Dagblad besøger stedet en uge før jul, står det ikke i eksportens tegn. I stedet er det ”fæld-selv-weekend” i skoven. Her kan folk, der gerne selv vil udvælge og fælde årets juletræ, bevæge sig ud i granplantagerne for at finde præcis det, der passer ind hjemme i stuen.
Det har blandt andre ægteparret Karin Skov og Bjarne Grønholt valgt at gøre. Ikke alene, men sammen med deres datter og svigersøn, samt dennes forældre. Og så selvfølgelig ikke mindst de to børnebørn Noah og Sander.
”Vi tager ud og fælder et nyt sted hvert år. Det er første gang, vi er her, men vi synes, det er meget hyggeligere at fælde selv end at købe et, der bare står færdigpakket henne ved supermarkedet,” siger Bjarne Grønholt.
Artiklen fortsætter under videoen
Det er ham og det ældste barnebarn Sander, der står for at save stammen på træet over, da først det rigtige træ er fundet. Dermed er arbejdet dog ikke gjort, for også datteren og svigersønnen skal have et juletræ med hjem, og det samme skal svigersønnens forældre. Det er således tre fine og stolt struttende nordmannsgraner, som den otte mand store familie ved fælles hjælp bærer gennem det lille stykke skov af høje, golde ahorntræer, der grænser op til juletræsplantagen.
Ved udkanten af skoven står Martin Nielsen, der er skovfoged på Hvidkilde Gods, klar til at måle træerne – ikke af ren nysgerrighed, men fordi det er højden på dem, der afgør prisen. Bagefter skal juletræerne en tur i netmaskinen, hvor de iklædes en tynd overjakke i form af et tyndt net, der presser grenene sammen, så juletræet bliver lettere at transportere hjem.
Både Noah og Sander vil gerne hjælpe til, men sådan en maskine er ikke helt nem at håndtere for små børnehænder.
Da træerne er blevet læsset på bilerne, får de to små drenge færten af, at der sker spændende ting inde i den store og flere meter høje tipi, som i dagens anledning er blevet slået op i udkanten af juletræsplantagen.
”Wauw”, lyder det fra Noah, da han træder ind under de store, naturfarvede teltduge, hvor duften af varm gløgg og koldt, vådt mudder blander sig med hinanden.
Et lille hul i teltdugens top udgør sammen med to tændte glaslanterner lyset i tipien, så de voksne kan se at øse skoldhed gløgg op, og børn og barnlige sjæle kan finde frem til børnebordet. Her står små juicebrikker, og der lokkes med skumfiduser, som kan ristes over bål.
Martin Nielsen er udenfor i færd med at snitte nogle hasselgrene spidse i den ene ende – her skal skumfiduserne spiddes for derefter at blive varmet op over gløderne. Det koncept bliver hurtigt populært blandt dagens yngste gæster, som ikke er sene til at finde plads omkring bålet. Her sidder de forventningsfulde på små, tykke træstubbe og vender kun ansigtet væk fra ilden, når vinden ind i mellem får røgen fra bålet til at skifte retning, så den blæser op i næsebor og øjne.
Efter blot få minutter over bålet har skumfiduserne fået den rette lysebrune farve og klistrede konsistens, der indbyder til at sætte tænderne i den søde spise. Der er også lavet dej til snobrødsbagning, men indtil videre vinder slik og hurtig tilberedning over snobrød og længere bagetid.
Efterhånden som klokken passerer frokosttid, dukker flere juletræshandlende op. De fleste i fornuftigt fodtøj og varme vinterjakker, der kun lader vinterkulden tilbage at bide i kinder og næse.
”Det er lige sådan et sted her, vi har ledt efter,” lyder det begejstret fra en mand i arbejdstøj og et tilfreds smil om munden.
Han fortæller skovfoged Martin Nielsen, at han og familien først har været forbi en anden plantage for at søge efter det perfekte juletræ. Men de måtte køre igen med uforrettet sag, for der blev kun solgt rødgranner, og den slags, skal man tro manden, kan aldrig gøre det ud for et rigtigt juletræ. I stedet låner han og familien en sav og begiver sig forventningsfulde op mod plantagen, der er fyldt med alle de ægte juletræer, hjertet kan begære.
