Vores nye bil har kun én fejl – eller også er det bare mig: Jeg kan kun finde P3 på radioen. Så for nylig, da jeg var helt på Sjælland og på et tidspunkt blev træt af kun at tænke mine egne tanker, gav jeg P3 en chance. Og lukkede altså op for kanalen. Det var en tankevækkende oplevelse. Til gengæld var det et komplet tanketomt program, jeg hørte.
Værten – en yngre mand, så vidt jeg kunne fornemme – havde absolut intet på hjerte. I løbet af den time, programmet varede, skulle han tydeligvis fylde tiden ud mellem de mange musiknumre. Det gjorde han ved først at lave det åbenbart faste indslag ”men i morgen er det fredag”. Det her var en torsdag, så idéen var åbenbart, at nu er det snart fredag og weekend, og så er det meste til at holde ud. Man havde så en jingle med en – lød det til – småfuld svensker, der netop siger ”Men i morgen er det fredag”. Så kunne lytterne sende en sms med noget, der var træls. Den læste værten så op – hver gang efterfulgt af et, ”men i morgen er det fredag”. Der var for eksempel en, der skrev, at han lige var blevet droppet af kæresten. Og det var jo ikke rart. Men åbenbart ikke værre, end at det kunne klares med et, ”men i morgen er det fredag”. Og sådan blev det ved længe, som sagt kun jævnligt afbrudt af lidt let musik.
Sidste del af programmet var så bygget op omkring et andet indslag, hvor lytterne nu kunne ringe ind. Værten fortalte – tydeligvis uden manuskript og derfor noget usammenhængende – om en oplevelse, han havde haft på vej til arbejde samme morgen. En oplevelse, der i virkeligheden var taget fra en film med et bestemt musiknummer til. Lytterne skulle så ringe ind og gætte musiknummeret. Det lykkedes efter en to-tre forsøg, og begejstringen ville ingen ende tage. Værten repeterede scenen fra filmen, hvor nogle mennesker kører i vandet og, som han sagde, ”dør helt vildt”.
Så var programmet – endelig – slut. Til gengæld var der nu P3 nyheder. Nu er der ikke mange nyhedsudsendelser, der ligefrem er opmuntrende, men den her var helt gal. Ikke fordi nyhederne var værre, end de plejer, men måden de blev præsenteret på: Jeg tror ikke, at et eneste indslag varede over 30 sekunder; til gengæld kørte der konstant en slags musik eller rytme bagved, som så blev skruet op mellem de forskellige nyheder. Det gav nogenlunde samme fornemmelse, som når man prøver at føre en samtale med et af de her mennesker, der uafladeligt sidder og kører benet uroligt op og ned under samtalen. En hektisk og forjaget fornemmelse. Til gengæld har man glemt det meste, med det samme udsendelsen er færdig.
Nu ved jeg godt, at jeg jo bare kunne slukke. Og at jeg formentlig slet ikke hører til i P3’s målgruppe. Men jeg er trods alt kunde i firmaet DR. Og har meget svært ved at forstå, at man bruger ressourcer på sådan noget. Og at dømme efter andre stikprøveundersøgelser foretaget i bilen og et kig på programoversigten meget der ligner det program, jeg hørte. Det er sådan en slags ny damp-radio, forstået som diagnosen Damp: Det hele er oppe at køre, rastløst, hvileløst og uden fokus. Og da slet ikke med noget på hjerte. Hvorfor bruge ressourcer på det, når man samtidig skruer ned for P1? Som man i øvrigt lukker og slukker klokken 18.
Og når man samtidig kan høre masser af lokalradioer, der i indhold og form ikke adskiller sig væsentligt fra P3? Og vil man endelig lave radio for det unge segment, kunne man da godt lave noget med indhold og ikke bare ansætte forvoksede konfirmander, hvis eneste kvalifikation synes at være, at de kan levere kække bemærkninger til alting og ikke mener noget med noget. Og her undlader jeg endda at nævne, hvordan P3 nytårsaften ”krydrede” Dronningens nytårstale med dong-lyd, når majestæten sagde noget, man på forhånd havde gættet på, at hun ville komme ind på.
For min skyld må DR sende alle de heste, man ønsker, over Atlanten, hvis bare man prioriterer at sende noget ordentligt i radioen. Også for unge. For selv de unge er ofte ikke så dumme, som man gør dem til.