I sidste uge var jeg til 80-årsfødselsdag. Tilbage i barndomsbyen hos gode og gæstfri naboer, der rundede den runde dag nogenlunde samtidig og i den anledning havde inviteret familie og venner til frokost. Og så sad man dér – med udsigt over den fjord, ja, det landskab, som jeg altid tænker på, når jeg hører eller synger om kilder – kilder, som man på en eller anden vis stadig henter næring fra. Og rundt i selskabet sad mennesker, som også engang var med til at vise en verden og livet i dets mange facetter. Mennesker, som også blev kilder til mod og livsglæde sidenhen.
Fødselarerne er tidligere lærere, så blandt gæsterne var også mange af mine gamle lærere. Det er altid lidt specielt at møde ens tidligere lærere. Nu hører jeg til dem, der kan mindes min skolegang med glæde. Ja, det kunne da være lidt langstrakt indimellem, men ikke mere end det var rimeligt. Det meste af tiden var det muntert og spændende at gå i skole. Verden åbnede sig – fagligt, ja, men nok så meget menneskeligt.
Og så var det i en tid – i 1970’erne – hvor nye strømninger også nåede ud i landet. Nye undervisningsformer og nye omgangsformer. Så småt. For der var stadig en vis afstand mellem lærere og elever. Som om rollerne var lidt mere fast defineret dengang. Og måske gjorde det det lidt nemmere at gebærde sig i for alle parter.
Blandt andet derfor er det specielt at møde nogle af de tidligere lærere: For afstanden er der ikke længere. Rollerne er ophævet. Man mødes som mennesker – og det er berigende for den gamle elev, omend jeg skal vænne mig til, at min kristendomslærer fra første klasse nu hedder Randi og ikke fru Thomsen, og tysklæreren hedder Christian – og ikke Christiansen.
Men jeg sidder også og bliver varm om hjertet ved at tænke på alt det, som de lærere også satte i gang: fødselaren, som sammen med vores klasselærer brugte sine lørdag formiddage på at hjælpe os med at samle aviser ind, så vi kunne tjene til lejrturen; formningslæreren, som kaldte os sammen i sommerferien, så vi kunne lave et optrin til byfesten. Den historieinteresserede kunstnersjæl af en lærer, som har skrevet og tegnet om byens historie og nutid – herunder en nærmest Lise nørgaardsk skildring af dronningebesøget i 1976. Eller lærerparret, som bar den lokale revy gennem adskillige år. Og videre rundt på det gamle lærerværelse: Fodboldtræneren, spejderlederen og ham, der satte os i gang med musikken og lånte os sin egen forstærker. Mennesker, for hvem det at være lærer ikke kun begrænsede sig til skolen, men omfattede fritidsliv, kulturliv, børneliv langt ud over snævre grænser.
I dag er det vist anderledes – betingelserne er i al fald nogle andre. For man har groft sagt spærret lærerne inde; gjort dem til lønmodtagere, der skal være på arbejdspladsen 8-16, ovenikøbet i en tid, hvor mange andre faggrupper arbejder meget mere fleksibelt.
Måske har man på den måde fanget nogle enkelte dovne slyngler; til gengæld har man stækket og såret mange dybt engagerede lærere, selvom mange lykkeligvis stadig bruger tid og kræfter på aktiviteter i det civilsamfund, som vel udgør en stor del af den sammenhængskraft, man ellers taler så meget om. Lærernes arbejdstid skulle ”normaliseres”, som det hed i forbindelse med den nye skolereform. Men kunne også have kaldt det ensretning. Og prisen kan meget vel vise sig at blive høj.
Alt det tænker jeg på, da jeg kører fra fødselsdagen og ser ud på fjorden, landskabet og tænker på de lærere, som åbnede for nogle livgivende kilder.
Måske skulle man slippe lærerne løs igen.