To gange i mit liv har jeg anlagt et staudebed. Første gang var i 2009, og jeg var lige kommet hjem fra Afghanistan. Jeg var nyforelsket og flyttede sammen med den mand, jeg i dag lykkeligvis er gift med. Jeg var også stressramt oven på 14 måneders udsendelse fordelt på to år.
Stress og forelskelse er en sær cocktail. Stress minder om depression. Jeg kunne ingenting, og jeg græd rigtig ofte – også ofte uden at vide hvorfor. Forelskelse er jo sådan nærmest det modsatte. Begge dele boede i mig ganske længe, inden stressen fortog sig og lod kærligheden stå tilbage – sammen med et staudebed.
Blomsterne havde jeg bestilt på nettet fra Afghanistan. Jo, det kan man. Jeg ramte Danmark i april. Ugen forinden havde jeg løbet i lejren og styrketrænet. Hjemme kunne jeg pludselig ikke få min krop til at løbe en kilometer. Den ville ikke. Jeg fik et godt forløb hos en psykolog ved forsvaret. (Det er vigtig at sige den slags – for i dag er jeg jo velfungerende, og lidt for mange danskere tror, at alle soldater er traumatiserede. Det er vi ikke. Selvom nogle er meget hårdt ramt).
I Japan behandler man depressioner med havearbejde. Tung depression behandles med tungt havearbejde. Let depression behandles med let havearbejde. Det vidste jeg ikke dengang – og om havearbejdet kan stå alene, ved jeg ikke.
En dag ankom en masse kasser med de planter, jeg havde bestilt godt en måned forinden. Jeg gravede et bed midt i græsplænen, for hækken var fuld af skvalderkål. Kampe, der ikke kan vindes eller er for krævende, skal man holde sig fra. En meter græs rundt om bedet sikrer, at der ikke kommer skvalderkål ind i bedet – hvis man altså husker at slå græs jævnligt.
Det var hårdt arbejde at grave et felt på 2 gange 10 meter fri for græstørv. Det var til gengæld en fest at sætte de små planter ud på jorden, flytte dem lidt rundt og tænke: ”Det er mit bed, jeg bestemmer!”, og ”det her bliver godt til sommer”. Jeg gik flittige ture med vandkanden, og solen var nådig. Det groede. Jeg havde gjort mit forarbejde og valgt planter, der var rimelig nemme – men et par steder havde jeg ladet mig lokke på afveje af smukke billeder. Det lærte jeg meget af. Planter, hvor producenten skriver ”krævende,” er bare ikke noget for mig. Til gengæld er jeg blevet stor fan af storkenæb og fingerbøl.
For fem måneder siden flyttede vi – igen. Det er en hyppig foreteelse med forsvarsforlig, kasernelukninger, besparelser og så videre. Vi er flyttet fire gange på tre år. Nogle af planterne er flyttet med hver gang. Nogle kom aldrig op af starthullerne i det første bed og har ikke siden været på genvalg. Denne gang bliver vi forhåbentlig boende i længere tid, og jeg har derfor for anden gang i mit liv anlagt et stort staudebed.
Jeg har opgravet vild pastinak, enorme mængder af mælkebøtter og genoprettet et kollapset stenhegn. De gamle storkenæb er suppleret med nye sorter. Mine fingerbøl er flyttet med fra første færd. Det er en toårig plante, så man gør klogt i at holde frø tilbage og så to år i træk – eller have både etårs og toårsplanter med fra start. Derfra går resten som en leg.
Der er akelejer. Nogle er med fra den første have, nogle var på grunden i forvejen, og i grøftekanter har jeg høstet frø af en akeleje i den mest utrolige blå farve. Der er en form for stabilitet i at have sin have og sine planter med sig – når nu husene, man bor i, skifter så ofte.
Hver morgen, når jeg ruller gardinerne op, hilser blomsterne farvestrålende på mig. Om lidt vil jeg bestille tulipanløg. I et travlt liv er det godt at planlægge den daglige glæde, der skal møde mig om et halvt år.