Lykke Friis: Tyskland er mit store honningdepot

Lykke Friis, 46 år og tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister for Venstre, nu prorektor på Københavns Universitet, holder af weekender, hvor hun kan fordybe sig i avislæsning, bøger og løbeture

Lykke Friis’ faste søndagsritual er at se den tyske krimiserie ”Tatort” i fjernsynet. –
Lykke Friis’ faste søndagsritual er at se den tyske krimiserie ”Tatort” i fjernsynet. – .

Jeg mærker, det er weekend, når jeg bliver vækket af min hund, Winston, og ikke af vækkeuret. Der er en dejlig ro og forventningens glæde i maven, fordi jeg ved, at jeg skal lave noget andet end til hverdag. Jeg begynder dagen med at løbe en tur, hvilket jeg ikke altid har tid til i løbet af ugen. Jeg løber, hvor jeg tilfældigvis er. Hvis det er hjemme, er det i Frederiksberg Have, som jeg bor lige ved siden af.

Jeg vil gerne vågne og være i en tysk by langt væk fra computeren og indhentningsaktiviteter fra den forgangne uge. Det er alt det forsømte eller noget, jeg skal forberede til den kommende uge. Det vil jeg helst undgå i weekenden, og det er lettere, når jeg er i udlandet, hvor jeg gerne vil nyde det sted, jeg er. Min mor var tysker, og der er ikke noget, der kan udkonkurrere Heidelberg, Hamborg eller München – det er lige godt, uanset hvor jeg er. Tyskland er mit store honningdepot.

I en weekend vil jeg se mit yndlingshold Bayern-München på verdens flotteste fodboldstadion, Allianz Arena, i München. Det er et af de gode honningdepoter, hvor jeg glemmer alt omkring mig. Det er det, weekender skal kunne, og fodbold er for mig en af de bedste adspredelser.

Jeg vil gerne have klaret at skrive en ny artikel om Angela Merkels Europa-politik, som jeg har lovet at aflevere inden oktober. Men der sker hele tiden noget nyt i for eksempel flygtningepolitikken, som skal med.

Skal jeg holde et middagsselskab , overlader jeg trygt madlavningen til min mand, der er hobbykok. Lidt kækt vil jeg sige, at jeg ikke vil fratage min mand hans yndlingsbeskæftigelse – jeg vil bare stå i vejen. Men jeg dækker gerne bordet. Gæsterne foretrækker jeg er nære venner eller familie.

Jeg mærker, det er søndag , fordi jeg når at læse en stak aviser, danske, tyske og engelske. Og så er der den stabel bøger, jeg altid har liggende, og som hele tiden vokser, fordi jeg ikke kan gå forbi en boghandel uden at købe en bog. Jeg elsker aviser, men hvis man skal helt ned i dybden, skal man læse en bog. For tiden læser jeg den nye af John le Carré, en ny biografi om Theresa May, den nye Ian McEwan, og så har jeg også lige læst en biografi om Donald Trump. Men på grund af det, han står for, bliver jeg vist nødt til at læse et par stykker.

På en god søndag vil jeg fordybe mig i alt andet end det daglige arbejde og glemme alt om, hvordan ugen har været, og hvordan den kommende bliver. Men det sker sjældent, fordi jeg er en nyhedsjunkie, som indhentes af nyhedsstrømmen, hvad enten det er på Facebook eller i aviser, tv og radio.

Skulle jeg ud af huset , vil jeg gå en tur i Landbohøjskolens Have. Det er en oase midt i København, hvor man kan følge med i årstidernes skiften. Jeg vil sjældent tage ind til byen, som jeg ser til daglig, men hellere bevæge mig eller få nogle andre oplevelser. Det kan være at tage en tur i sommerhuset ved Udsholt Strand, hvor bare det at se nogle andre vægge i halvanden dag kan gøre det. Det har været mine forældres hus, så der er også nogle minder, uden at det på nogen måde er et museum.

Inden jeg går til ro , vil jeg se ”Tatort” – gerningsstedet –, som er Tysklands førende krimiserie. Den kommer hver søndag, og handlingen foregår hver gang i en ny tysk by. Jeg bliver fuldstændig opslugt, fordi tyskerne kan noget med at lave krimier, der er autentiske og realistiske, og det giver et godt indblik i, hvad der foregår i Tyskland for tiden. Heldigvis synes min mand også, at det er sjovt at se. Så det er et søndagsritual.